Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Energy Mix ved sejr for Steen Juul i et treårsløb 10. maj 2019Foto: Ole Hindby

Energy Mix topper på det rigtige tidspunkt

Energy Mix 10519
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
26. august 2020 16:00

Efter en skuffende sæson var Energy Mix anden med kræfter sparet i sin derbyprøve bag Expensive Attitude. Så træner Jimmy Møller Jensen forventer, at den endelig har fundet formen og kan være med fremme blandt de fire første i Rengøringsservice Danmark A/S Dansk Hoppe Derby.

Af Kim Nielsen

Men en mor i Ragna Opal, der i sin tid vandt Dansk Hoppe Derby og tjente knap en million, og en far i Broad Bahn, der vandt Hambletonian, så er papirerne i orden på den fireårige hoppe Energy Mix. Selv om hoppen kun har vundet en enkelt sejr i karrierens 16 starter, så har den med syv andenpladser og fire tredjepladser kun været uden for trioen fire gange. Indtjeningen har netop rundet de 200.000 kr.

Første derbydeltager

Energy Mix ejes af Stald Natural, hvor den ene af de to ejere Peter Olesen før har haft en derbydeltager. Men for medejer og træner Jimmy Møller Jensen er det første gang, at han har en hest til start i et derby.

Hvordan føles det, at være både ejer og træner af en derbydeltager?

 - Det er da stort. Det kan jeg godt mærke, efter jeg lige havde sundet mig lidt efter prøven. Det bliver spændende, og vi er med i den bedste halvdel af feltet.

 - Det er lidt ærgerligt med alt det her corona, at der ikke bliver den sædvanlige fest på Lunden. Men jeg er stolt over, at vi har en med, som vi selv har trænet hele vejen, fortæller Jimmy Møller Jensen.  

Hvordan fik I fat i den?

 - Vi bød oprindelig 120.000 kr. for den på Aalborg auktionen, men der tog opdrætteren den med hjem. Så ringede han tre uger efter for at høre, om vi stadig var interesserede, og så kom handlen på plads.

  - Den var kørt til hos Pauli Andersen, men ellers har vi selv trænet den hele vejen med lidt gode råd fra Peter Rasmussen ind i mellem, som jeg bruger som en slags coach beretter, Jimmy Møller Jensen.

Har skuffet det meste af sæsonen

Energy Mix var med i alle storløbene for de treårige hopper sidste år, hvor den var tredje i såvel grand circle, grand prix’et i Aarhus som i Dansk Hoppe Kriterium. Det var fra spor 10, 11 og 12. I derbyweekenden satte den sin rekord på 1.13,7 som anden til svenske Osoma, hvor den havde alle de andre danske treårs hopper bag sig.

OSOMA 11I7635

Udvendigt bliver Energy Mix anden til Osoma på derbydagen sidste år. Foto: Burt Seeger.

Kredsen omkring hesten havde således sat næsen op efter, at den også skulle gøre en god figur i Jydsk 4-årings Grand Prix for Hopper i år, men den mistede pusten de sidste 100 m i prøven og kom ikke med.

Hvordan ser du på sæsonen indtil nu?

 - Hesten har næsten kun skuffet. Den kom jo ikke med i grand prix’et i Aarhus. Den fik godt nok en andenplads i et andet løb i Aarhus, men det var også lidt skuffende. Vi har ikke kunne få det sidste frem i den før i derbyprøven.

 - Vi havde undskyldninger de første par starter, men i Aalborg skuffede den meget, da den ikke kunne holde ryg til slut. Efter Aalborg, skulle vi gøre et eller andet.

 - Vi ændrede på foderet, og jeg har været mere efter den i træningen og har skærpet den. Det så ud til at have givet resultat, og vi var rigtigt godt tilfredse med den i derbyprøven som anden, hvor Bent sagde, at der var mere at køre med, forklarer træneren.

Tror på en plads i top-4

I derbyprøven tog Energy Mix spids og slap til den senere vinder Expensive Attitude, hvor Energy Mix sad klinet i ryg over mål og havde kræfter sparet.

EXPENSIVE ATTITUDE BS 2567

Energy Mix og Bent Svendsen (1) sidder klinet i ryg som anden til Expensive Attitude i derbyprøven. Foto: Burt Seeger.

 - Vi har en nogenlunde udgangsposition, selv om vi hellere ville have haft spor 1. Den er lynhurtig fra start og er stabil, selv om det måtte gå stærkt rundt i første sving.

 - Så det vil da være fint, hvis den kunne køres til spids og slippe, for den skal have et rygløb. Men taktikken overlader vi til Bent.

 - Vi synes, at vi har ramt formen på det rigtige tidspunkt, og der er stor pil opad. Med det rette løb, kan den være langt fremme. Den er en god chance inden for de første fire, selv om det måske bliver svært at vinde.

- Men alt kan ske i et derby, og er den blandt de fire første, er vi tilfredse. Den komme med vanligt udstyr – åbent hovedlag og med fire alu sko, siger Jimmy Møller Jensen.

Hvorledes har de sidste forberedelser været?

 - Den har virket rigtig fin i træningen på det seneste og har taget de sidste procent efter den blev skærpet i træningen.

 - Den har gået to hårde intervalarbejder med det sidste her i weekenden. Ellers står den bare på lidt motionstræning de sidste dage. Det koncept virkede positivt sidst, så det håber vi, at det gør igen.

Hvem frygter I mest?

 - De fem første er svære at skille ad, men Steens (Exclusive Laser – red.) på stabiliteten og Flemmings (Eenymeenyminymoe – red.) er vel de værste imod. Energy Mix’s force er, at den er 110% stabil.

 - Vi har været tredje i alle årgangsløbene sidste år fra bagspor. Så vi skal tro på et godt resultat fra en bedre udgangsposition denne gang, afslutter Jimmy Møller Jensen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere