Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Catja Mosebo med Claus Tranberg starter med topchance i dag.Foto: Torben Ager - Travfotobornholm.

Andenpladser skal veksles til sejr

Catja Mosebo Med Claus Tranberg Bornholms Brand Park 21 Juli 2020 Fotograf Torben Ager Travfoto Bornholm TKA 8669
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
04. august 2020 9:45

Amatørtræner Claus Tranberg starter i dag formtoppende Catja Mosebo ved løbene på Bornholm. Hesten endte i sidste start på en andenplads i Hoppemesterskabet, men i dag tror træneren på sejr.

Af Henrik Boye Ebbesen 

Hvis man kan tale om en hest, der står for tur til en sejr, så må det være Claus Tranberg-trænede Catja Mosebo (Amer I Can).

I sin sidste start leverede den en rigtig god præstation, da den hentede andenpladsen i "Bornholms Hoppemesterskab 2020" bag vindende Twin Peaks.

Ved dagens løb på Bornholms Brand Park skal denne andenplads derfor gerne skiftes ud med en sejr. Her går Catja Mosebo ud i "Hotel Siemens Gaards Hoppløb" (5. løb) med sin træner i vognen. Og konditionerne er perfekte: Startspor to bag startbilen over 1600 meter.

»På papiret har hun en god opgave i dag. Hun har gået to rigtigt stærke løb i træk mod hård modstand, hvor hun virkelig har kæmpet det bedste, hun har lært,« fortæller Claus Tranberg.

Catja Mosebo har slået sine folder på Bornholm siden 2017, hvor det er blevet til fem sejre i de foregående sæsoner. Sejrene er dog udeblevet i år. Claus Tranberg er dog meget optimistisk i forhold til aftenens opgave.

»Hun har faktisk aldrig været bedre, end hun er netop nu. I dag har hun fået et fornuftigt startspor, og da hun er rimelig hurtig fra start, er taktikken ret enkel: Jeg kører efter spidsen, og jeg tror ikke, nogen af de udvendige heste kan tage en længde på min fra start,« siger han.

Trives med ture i skoven

At Catja Mosebo netop nu har ramt en formtop hænger delvist sammen med, at kredsen omkring hesten synes at have fået styr på de småproblemer, hoppen tidligere har døjet med.

»I de foregående sæsoner har hun døjet meget med nyreslag. Derfor træner hun anderledes nu. Hun skal røres dagligt, så hun går i walker hver eneste dag, og hver anden dag kører vi så med hende i skoven. Der får hun nogle lange ture, og det trives hun virkelig med,« forklarer Claus Tranberg. 

Træneren melder derfor om en hest, der møder frem til dagens start med humøret i top.

»I sidste start prøvede jeg hende for første gang nogensinde med et vatudtræk. Det havde dog ikke den effekt, jeg havde forventet, for hun blev nærmest lidt forskrækket, da jeg trak det,« siger Claus Tranberg og fortsætter:

»Hun kommer dog til at gå med vatudtrækket igen i dag, og så kan vi håbe, at effekten bliver anderledes effektiv denne gang. Ellers kommer hun til at gå med sko og halvlukket hovedlag, som hun plejer, og hun skal i mine øjne være en rigtig god chance.« 

Hele stalden er til start 

Udover Catja Mosebo har Claus Tranberg tre andre heste på sin træningsliste, og samtlige bliver bragt til start ved dagens løb på Bornholm.

De øvrige heste giver træneren følgende kommentarer med på vejen:

»5 Timuna Shadow (1. løb) virker til at have mistet modet til at løbe væddeløb. Tidligere var hun starthurtig, og hun har vundet en del løb i vores regi, men nu mangler humøret. Så i dag ser vi hende an, og så tager vi bestik af, hvad der skal ske med hende, når vi har facit fra dagens start i hånden. Normalt burde hun kunne få den sidste præmie, men i dag er hun lidt af et spørgsmålstegn.« 

»5 Best Of Magic (2. løb) kan ikke drage fordel af startsporet i første række bag startbilen, da hun ikke er ret hurtig fra start. For hendes del gælder det om at ramme et rygløb et sted i andet spor. Formen er ellers vældig fin på hesten, og med lidt held på vejen kan den godt løbe i triorækken.«

»11 Igor Times (4. løb) har vi haft store problemer med. Han har ikke villet gå fejlfrit i autostart, så derfor prøver vi ham nu i et voltestartsløb. Han står godt nok med 40 meters tillæg, men han er stærk og normalt burde han kunne tage sit tillæg ind. Men tanke på de problemer, vi har haft med ham, er vi dog tilfredse, hvis han går glat i dag og tager en af de sidste præmier.«

Claus Tranberg Ejer Timuna Shadow 14 April 2018 Foto Torben Ager TKA 7334Hvis Claus Tranberg skal tilbage til vindercirklen i dag, bliver det formentlig med Catja Mosebo, idet han ikke tillægger staldens øvrige startheste de store vinderchancer. (Foto: Torber Ager - Travfotobornholm) 

----

Dagens ”Power Hour” på Bornholms Brand Park starter kl. 17.00, og du kan finde baneprogram, eksperttips og masser af trænerkommentarer på Fasttrackracing.dk.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere