Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
F The Big New og Jan Tranholm i et træningsarbejde - Billund Trav 2020Foto: Jeanet Raundal Madsen

To tyskejede talenter hos fru Madsen

F The Big New Og Jan Tranholm2
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
02. april 2020 14:36

Gitte Madsen har Tycoon Conway Halls lillesøster samt yderligere en ustartet treåring ejet af Lennart Spangenberg, som hun har årgangsambitioner med - i hvert fald til næste år.

Af Kim Nielsen

Med 21 heste på træningslisten er Gitte Madsen den træner i Billund med klart det største antal heste. Igennem de senere år har ”Fru Madsen” specialiseret sig i genoptræning af løbsheste med alvorlige skader, hvor sejrshesten Bandit Brick er en af de seneste, der har været igennem et positivt genoptræningsforløb hos Billund-træneren.

Man skal derfor altid lige tage træningslisten med et gran salt, da nogle af de heste, som figurerer på listen ikke er aktuelle løbsheste. Medens især Gitte Madsen selv har det med genoptræning som sit speciale ud over naturligvis at træne staldens løbsheste, så har hendes bedre halvdel Jan Tranholm gode kompetencer og en forkærlighed for tilkøring af plage og træning af ungheste.

Halvdelen af træningslisten udgøres af to- og treårige heste, og hvis der er heste fra Team Gitte Madsen, der kan være aktuelle i årgangssammenhæng her i 2020, skal de findes blandt de treårige heste.

Samarbejde med Jürgen Hanke

For mere end 15 år siden havde Gitte Madsen den første snak med den nyligt afdøde storhesteejer og opdrætter Jürgen Hanke om, hvorvidt han skulle have en eller flere heste i træning hos hende. Først for godt tre år siden blev det en realitet. Ved den nordtyske opdrætter og hesteejers alt for tidlige død i slutningen af 2019, havde han en del heste i træning hos Gitte Madsen – både løbsheste og ustartede ungheste.

- Sidste gang jeg talte med Jürgen, fortalte han, at han alt i alt havde over 50 heste. Og vi har haft et godt samarbejde de seneste år.

- Nu er det hans søn Lennart Spangenberg, der har overtaget hestene, men han ønsker ikke at have alle disse heste, så de vil langsomt blive afhændet.

- Der er dog to af hestene hos mig, som jeg virkelig håber, at han vil beholde - i hvert fald til og med 2021. Det er nogle heste, der efter min vurdering, kan gøre sig gældende i årgangsløbene. Hvis ikke de når det i år, så i hvert fald til næste år, fortæller Gitte Madsen.

Classic Grand Cru Og Juergen Hanke

Jürgen Hanke ved en af de utallige præmieoverrækkelser med Classic Grand Cru, som han ejede i hele dens løbskarriere. Foto: Lasse Jespersen.

Lillesøster til Tycoon Conway Hall

De to heste, som Gitte Madsen holder højt og gerne vil føre frem er F The Big New (Muscle Hill/Golden Sunday) og Follow The Bank (The Bank/Scullys Girl). Med Golden Sunday som mor er førstnævnte lillesøster til ingen ringere end Tycoon Conway Hall, blot med selveste Muscle Hill som far.

- Hun er lidt sen på den og er ikke godkendt endnu, så den er slettet i Aarhus. Hun er et kæmpe talent, men hun skal ikke forceres frem. Det kommer der ikke noget godt ud af.

- Det er måske en chance for at komme ind i billedet allerede i år, selv om hun er sen på den. Hun er jo en hoppe, og det er ofte lidt nemmere.

- Jeg har regnet med, at hun skulle være klar til start i slutningen af maj efter et par rutineløb, så hun når at få noget løbsforståelse.

- Hun er nem at arbejde med, men er alligevel en dame med sin egen mening. Den bliver ikke vred, men kan godt sige: ”Nu gider jeg ikke det her mere”.

- Det er en meget stor og velbygget hoppe. Den viser god fart, men den skal ikke presses. Det gælder om at finde grænsen. Men den har så let ved det, så den skal have den tid, det tager.

- Hun han speede efter 15 på en kortere distance, så der er fart i hende. Men hun skal orke det hele vejen. Hvis hun ikke når at komme med i årgangssammenhæng i år, så skal hun nok nå det til næste år, vurderer Gitte Madsen.

F The Big New Traeningsarbejde

F The Big New i et træningsarbejde med Jan Tranholm. Foto: Jeanet Raundal Madsen.

Slap for kastraktion

Den anden af Lennart Spangenbergs treårige heste er Follow The Bank. Det var en hest, som opdrætter og ejer Jürgen Hanke holdt højt.

- Det var Hankes hest, som han var meget glad for. Den var begyndt at blive lidt hingstet og bed sig selv i lysken, når den gik i folden. Jeg foreslog, at den skulle kastreres, men det var han ikke meget for.

- Hans accepterede dog til sidst, men det var hans egen dyrlæge, der skulle gøre det.

- Samme dag skulle også Livi Ohio H M kastreres af min egen dyrlæge. Hankes dyrlæge kom aldrig, da han vendte om efter at have siddet i kø i mange timer nede i Tyskland.

- Så stod jeg der med en vallak og en hingst. Jeg prøvede at lukke dem ud i samme fold, og siden den dag, har Follow The Bank været blid som et lam.

- Vi spekulerer lidt på, om den har opdaget, hvad den anden har været udsat for. Den siger ikke engang noget, når der kommer en hoppe forbi. Så indtil videre forbliver han hingst, griner Gitte Madsen.

Follow The Bank

Follow The Bank er stadig hingst. Foto: Jeanet Raundal Madsen.

I modsætning til F The Big New er Follow The Bank længere fremme i udviklingen og er i princippet klar til at starte løbskarrieren.

- Den blev godkendt i oktober, hvor den gik en 20-tid i rutineløb. Den er længst fremme af de to. Han er dog lige vokset lidt og har holdt lidt fri. Han kan dog hurtigt være klar, hvis der var løb.

- Men det er jo svært at vide, om vi skal træne dem hårdt, eller vi bare skal holde dem i gang. Vi kører lige nu primært lange arbejder, så det kan ske, at de er lidt tunge bagi i de første starter.

- Jeg har anbefalet ejeren at slette den i treårs løbene, men om han har gjort det, ved jeg ikke. Det er et par uger siden, at jeg har snakket med ham, siger Gitte Madsen.

Tilkøring af ungheste

Gitte Madsen har igennem tiden haft mange tyske kunder og samarbejdspartnere. Hendes derbyvinder Magic Sisa var jo ejet af Baltic Stable alias den i Tyskland boende forretningsmand Niels Thomsen.

Magic Sisa Derby Vindercirklen1

Glæde i vindercirklen efter derbysejren til Magic Sisa kørt af Johnny Takter. Foto: Martin Timm Holmstav.

Jürgen Hanke har som beskrevet været kunde i omkring tre år, og på Gitte Madsens træningsliste finder vi også fire toåringer, der ejes af den tyske storhesteejer Ulrich Mommert. Det er første gang, at Gitte Madsen har fået heste herop fra Ulrich Mommert, men forhåbentlig ikke sidste gang.

 - Den tyske dyrlæge Arne Fiedler har vist anbefalet mig. Han har før haft heste til tilkøring hos os.

- Vi har haft fire toåringer til tilkøring. Uden at vi ved det endnu, så tænker jeg, at de kommer hjem på sommergræs inden så længe.

- Det er vigtigt, at de er ordentlig tilkørt. Der behøves ikke være så meget fart endnu. Ejeren vil gerne have, at de skal være ordentlig håndteret. Det med at træne dem videre op til løb, har han egne trænere til dernede.

- Vi håber på, at der inden længe kommer nye åringer både fra Fiedler og Mommert. Det kunne være dejligt slutter Gitte Madsen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere