Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Enjoy The Coktail og Peter Ingves - Kriterium Consolation 6.10.2019Foto: Burt Seeger

Den bliver bedre med alderen

ENJOY THE COKTAIL Og Peter Ingves 61019
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
05. april 2020 8:30

Enjoy The Coctail vandt sidste år Kriterium Consolation. Træner Christian Lindhardt både tror og håber på, at den kan tage skridtet videre op blandt de bedste i årgangen i år. Femårige Dazzle Nock spås også yderligere udvikling.

Af Kim Nielsen

Christian Lindhardt har altid haft ret gode forventninger til Coktail Jet-sønnen Enjoy The Coktail. 14 starter i 2019 gav tre sejre og to andenpladser med en indtjening lige på den rigtige side af 100.000 kr. Højdepunktet var helt klart sejren i Kriterium Consolation, hvor finske Peter Ingves sad i sulkyen.

- Han havde en godkendt sæson. Blev mere og mere voksen og fandt bedre ud af det, som sæsonen skred frem. Han har alle dage været en lidt grov hest og har været lidt sen i det hele.  

- Men han er en type, der gerne skulle bliver bedre med alderen, fortæller Christian Lindhardt.

Enjoy The Coktail 2 190829

Træner Christian Lindhardt tog selv en sejr men Enjoy The Coktail på Nykøbing Falster Trav tidligt på sæsonen. Foto: Danny Stenbæk.

Tror på yderligere udvikling

Efter sejren i Kriterium Consolation blev det til et par top-3 placeringer i Sverige samt en sejr mod ældre heste på årets sidste dag i Aalborg.

- Han er blevet tjekket op efter den sidste start. Der var lidt småting, og han fik lidt fri. Han har nu trænet på i sandbanen den sidste halvanden måneds tid.

- Jeg synes, at han fortsætter med at udvikle sig. Han er ved at finde ud at, hvad det drejer sig om og virker ikke længere så umoden.

- Vi gjorde bevidst sæsonen lidt længere med en start i januar, så det har aldrig været tanken, at han skulle ud allerede i april i år. Man der mangler kun lidt justeringer for, at han kunne være klar til start, siger Christian Lindhardt.

ENJOY THE COKTAIL Vindercirklen

Enjoy The Coktail flankeret af ejer Dorthe Christensen og kusk Peter Ingves efter sejren i Kriterium Consolation. Foto: Burt Seeger.

Som consolationsvinder er spørgsmålet jo altid: ”Kan den tage skridtet op blandt de allerbedste?”

- Det tror og håber vi på, men det er altid svært at sige. E-årgangen er jo ganske god, så det kræver meget for at komme helt op.

- Jeg fornemmer, at vi har en hest, der kan være med, hvor det kan være sjovt. Vi er optimister, lyder det fra træneren.

Fortsat udvikling i Dazzle Nock

Stalden hos ”The Lindhardts” indeholder flere lidt ældre heste, som skal være med til at tegne stalden i år. Christian Lindhardt forventer, at både Tourmalet og Global Strategy får en god sæson.

En hest som træneren tror meget på i fremtiden er nu femårige Dazzle Nock. I årgangssammenhæng sidste år fik den markeret sig med en andenplads i Hoppe Derby Consolation og som sidste præmietager i Grand Circle 4-års Hoppechampionat.

DAZZLE NOCK 3220

Dazzle Nock med Birger Jørgensen og Christina Lindhardt efter sejren i Skive tidligere på året. Foto: Flemming Andersen.

Hoppen fortsatte uden vinterpause og har allerede taget første sejre i denne sæson inden corona-pausen, og den virker inde i en god udvikling.

- Den viste i de sidste løb inden pausen, at hun er en hoppe, der har meget ugjort på banerne. Hun vandt på en god måde, og hun er en hest, der kan udvikle sig yderligere.

- Hun er en sej type med en god psyke, der kan bide tænderne sammen og også kan lide at træne. Og S J Photo-afkom plejer at blive bedre med årene, så det tror jeg også, at hende her bliver, slutter Christian Lindhardt.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere