Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Birger Jørgensen er den oftest sejrende kusk gennem en lang årrækkeFoto: Ole Hindby

Birger savner publikum

Jørgensen, Birger
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
25. april 2020 13:17

»Vi arbejder og skal vise en vare frem, men der er stille. Voldsomt stille,« siger Birger Jørgensen om oplevelsen af at køre løb uden publikum.

Af Niels Jørgensen

Det kan godt være, at det ikke ligger til Birger Jørgensens natur at strø om sig med superlativer i mødet med publikum. Men vær ikke tvivl om, at han i øjeblikket savner den dimension publikum tilføjer løbene.

Siden der blev åbnet for danske løb i mandags har Birger vundet fem løb, uden en eneste opmuntring fra den anden side af hegnet.

»Det er helt klart ikke det samme som vi plejer. Vi arbejder og skal vise en vare frem, men der er stille. Voldsomt stille. Vi kan dog gøre vores job, hvilket det i første omgang drejer sig om,« siger Birger Jørgensen.

Publikums tilstedeværelse er altså vigtig. Også selv om man som Birger Jørgensen har kørt over 8000 æresrunder i karrieren.

»Som en gammel cirkushest, der har været med i 40 år, har man tydeligt kunnet mærke, at det er gået den forkerte vej med publikumstallet. Der er ikke kommet flere mennesker, og vi kuske synes også at det er sjovest, når flere følger med. Den aktuelle situation er sgu trist og kunstig. Fredag i Lunden var der nærmest flere securitasvagter end folk på travbanen,« siger Birger Jørgensen. 

Kan give et ekstra halvt skridt i den anden ende

Hvilken betydning vurderer du at de seks ugers afbræk uden løb kan få på sæsonen i sin helhed?

»Selvfølgelig har det en betydning for os, men så har perioden jo heller ikke været længere. Vi har haft halvanden måned, hvor vi intet har tjent. Det kan være hårdt nok i sig selv, men hvis ellers der kan laves en fornuftig løbskalender i forhold til de bedre løb som skal komme henover sæsonen, så skal det nok gå,« siger Birger og tilføjer:

»Problemet kan være, at nogen heste har haft behov for få at to-tre starter inden de er klar. Disse heste kommer måske et halvt skridt efter fra start, men så har de måske et halv skridt længere i anden ende, hvor det kan blive rigtigt komprimeret med løb for at få det til at passe.«

Lovende præstation af Eastboundanddown

Akkurat som Peter Rudbeck så var Birger Jørgensen glad for det indtryk en af E-årgangens profiler Eastboundanddown efterlod ved sejren i fredagens fireårsløb.

»Jeg var spændt på grund af den rigtigt lange sygdomsperiode hesten havde sidste år. Nogle heste kommer sig aldrig helt. Det løb, Eastboundanddown gik i Lunden, viser måske ikke reelt, hvordan sæsonen kommer til at gå. Den kom fornuftigt til spids og fik lov at bestemme lidt selv, men der var ingen fejl på præstationen. Den gjorde det på en god måde, så vi håber, at den med yderligere et løb eller to kan kan snige sig op blandt de bedre heste i år. Det har jeg en fornemmelse for, men efter et så langt sygdomsforløb har man altid en frygt for, om hesten kommer tilbage til sit gamle jeg,« siger Birger Jørgensen.

Efter at have været i sulkyen hver dag siden i mandags, inklusive to prøveløb onsdag i Skive, så kan Birger holde løbsfri i dag, inden det søndag atter går løs med fire starter på hjemmebanen. Fra eget træningskvarter starter han her Enson i et fireårsløb.

»Enson (3. løb) har trænet på i en periode under coronapausen, og den har faktisk trænet rigtig godt. Konkurrenterne her er gode, men jeg er overbevist om, at den vil gå et godt løb. Glad for en placering mellem de tre første,« siger Birger Jørgensen om chancen.

Læs yderligere trænerkommentarer samt en ekspertanalyse til V4-løbene i Århus HER

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere