Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Axel vinder for René Kjær i Mr. Greens farverFoto: Ole Hindby

Axel starter med alternativ forspænding

Axel 010718 DSC 5459
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
26. april 2020 11:30

Bazire-forspænding, bogstavernes rækkefølge i alfabetet, græsvom og genopdragelse er nogle af de farverige temaer Karsten Holm bringer på bane i denne snak.

Af Niels Jørgensen

Manden bag derbyvinderen Axel og snak-hestene Erik og Edward, dyrlæge Karsten Holm, ynder at tale i et billedrigt sprog.

Det kommer også til udtryk da vi fanger ham for en snak om Axel som optakt til derbyvinderens første start i seks måneder, foruden et par ord om staldens to andre Love You-afkom Erik og Edward, der i løbet af ugen henholdsvis sejrede og galopperede i sæsondebut.

I en artikel i søndags kundgjorde Karsten Holm opløftende, at Axel var »mere klar end nogensinde«. I eftermiddag på Jydsk Væddeløbsbane er det op til bevis, og her bebuder Karsten Holm ændringer i forspændingen.

»Axel (7. løb) laver vi et forsøg med. Den starter i en "Bazire-forspænding": Ingen checkrem, ingen gamacher, ingen andre hjælpemidler. Nu må han selv finde ud af det. Det har ikke været andet end galop i de seneste starter, så nu må den prøve selv,« indleder Karsten Holm

Hvordan vil det gå?

»Jeg tror det går fint, ellers gjorde vi det jo ikke.«

Hvor optimistisk er du?

»Efter at have startet de to andre (Erik og Edward, red.), hvor det knapt var godt nok, så er man ikke helt så optimistisk på vegne af den tredje. Generelt har jeg nok fået trænet for lidt, så det er ikke sikkert at Axel lige går op til Bvlgari Peak, og viser, hvorfor A står foran B i alfabetet, men hvis den er fejlfri og kan være blandt de tre første, så er det også fint,« konkluderer Karsten Holm.

Erik mod start i Lunden

For Eriks vedkommende blev det i mandags til sejr – den femte i seks forsøg – da hesten efter føring undervejs akkurat holdt skansen. De fleste havde nok forventet en enklere sejr end tilfældet blev efter at hesten havde styret løbet i føring.

»Erik havde trænet for lidt og havde en for stor græsvom. Det var vel et lidt sløjt indtryk, men som min mor sagde: Du plejer også først at starte hesten i et rutineløb, så det vælger jeg at se løbet i Aalborg som. Nu er hesten sat lidt op i træning og ned i græs. Han bryder sig ikke om nogen af delene, men jeg forventer at se ham skarpere næste gang. Ellers løber de fra ham,« siger Karsten Holm.

Næste start for Erik er planlagt til på søndag den 3. maj i Lunden.

Edward skal på genopdragelse

Mens Erik sejrede til odds 1,32 så svigtede Edward til odds 1,58 i Billund.

»Edward skal på genopdragelse. Han var for frisk, tåbelig og ustyrbar. Der må ske noget. Hvad der skal ske ved jeg ikke. Det må vi finde ud af. Han er nødt til at anlægge en anden attitude. Det kan ikke nytte noget, at han bare vil ud at slå de andre ihjel,« siger Karsten Holm i yderligere en buket sprogblomster.

Dagens løb på Jydsk Væddeløbsbane indledes klokken 14.00 uden adgang for publikum. Følg med live via fasttrackracing.dk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere