Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Ella Rush og Anders Pedersen - Charlottenlund 24.8.2019Foto: Burt Seeger

Anders Pedersens hopper med i årgangstoppen

ELLA RUSH Og Anders Pedersen
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
07. april 2020 13:48

I Ella Rush og Elektra Henley har Aalborg-træneren et par gode kort på hånden til årgangsløbene for de fireårige hopper. Hos de treårige hopper er forventningerne store til ”Aalborghesten” Faststone.

Af Kim Nielsen

Om Anders Pedersen er ved at udvikle sig til en slags hoppespecialist, skal være usagt. Men det er kendsgerning, at de heste, som træneren har ambitioner med i de klassiske løb i denne sæson alle er hopper.

Ella Rush kom først i gang med karrieren i maj måned sidst år. Men hun markerede sig kraftigt gennem de meste af sæsonen, som gav fem sejre i ni starter og knap 100.000 kr. på indtjeningskontoen. Dog slog The Likvidator-datteren ikke helt til, da det for alvor gjaldt.

I prøven til Dansk Hoppe Kriterium tabte hun pusten de sidste 100 m efter tidlig føring og derefter vinderhullet, så den kvalificerede sig ikke som forventet til det største løb for de treårige hopper. Den rejste sig dog i forsøget til Dansk Avlsløb, hvor den sejrede med Flemming Jensen i sulkyen, men i finalen var den kun tæt femte, men sluttede dog godt af med fuld fart ind i mål.

- De første par starter blev hun lidt for frisk og galopperede i den ene. Men jeg er godt tilfreds med sæsonen som helhed, selv om hun underpræsterede i prøven til hoppekriteriet, siger Anders Pedersen.

ELLA RUSH 31119

Sæsonens næstsidste start gav sig i Kvalifikationsløb til Dansk Avlsløb for Hopper. Foto. Flemming Andersen.

Optimist forud for den nye sæson

Finalen i Dansk Avlsløb for Hopper blev sidste start, inden vinterpausen kaldte.

- Vintertræningen er gået helt efter planen. Hun har udviklet sig, og der er blevet lidt mere af hende. Men først og fremmest kan hun tåle mere træning nu.  

Hun har allerede sæsondebuteret. Hvilken besked fik du med sejren dér?

- Det gav mig en god besked. Hun gjorde det ganske let, så den kunne ikke være bedre.

- Hun er meldt i alt, og hun skulle gerne være med fremme i de fleste af årgangsløbene. Hun virker bedre end sidste år.

- Hendes forcer er, at hun er hurtig fra start og nem at placere, så hun vil få gode løb. Hun har aldrig fået hevet vattet, så det har vi til gode. Vi er optimister med hende, konkluderer Anders Pedersen.

Tre på stribe gav stærk tro

Ella Rush var ikke den eneste treårige hoppe, som markerede sig for Anders Pedersen i 2019. Efter galop i karrierens første start, så snuppede Elektra Henley tre sejre på stribe, men de efterfølgende starter levede ikke helt op til det tidlige hattrick.

I derbyweekenden blev den målfotoslået af Echo Hill, og i prøven til Dansk Hoppe Kriterium kørte Anders Pedersen optimistisk frem i dødens tidligt, og det stod Great Challenger-datteren ikke for.

- Hun gjorde godt de første gange og gik rigtigt stærkt, så vi troede, det skulle fortsætte. Jeg kørte lidt optimistisk med hende de efterfølgende starter, og så viste hun pludselig ikke den samme styrke, da vi kom til årgangsløbene.

- Hun har galoptrænet hele vinteren, og jeg synes, det har gjort hende stærkere. Jeg vil dog nok køre lidt pænere med hende de første gange, så hun får nogle gode oplevelser.

- Jeg tror også, at hun er en god hest, men hun er lidt mere besværlig. Den ikke heller ikke så starthurtig og er lidt sværere at køre end Ella Rush.

Tror du på, at stalden kan have to heste med i årgangsfinalerne i år?

- Som hun har gået, så skal hun være mellem de ti bedste i årgangen. Det ser fornuftigt ud, så ja – vi kan godt kan have to heste med i årgangsfinalerne, mener træneren.

Elektra Henley

Elektra Henley viste tidligt klassen, da den allerede i sin tredje start løb en 15-tid i Billund og afviste E Type Cash med Flemming Jensen, der ganske vist havde 20 m tillæg. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Store oplevelser i vente for anpartsstald

Som den tredje bane i Danmark søsatte Racing Arena Aalborg i slutningen af sidste år et anpartsprojekt - ”Aalborghesten” -, hvor valget faldt på Wishing Stone-datteren Fast Stone. I fem starter som toårs blev det til tre sejre og en indtjening på 112.000 kroner, og som det lyder på træner Anders Pedersen, så kan der ligge nogle herlige oplevelser og vente for de mange anpartshavere.

- Hun har gjort de meste rigtigt indtil nu, hvor hun jo mødte drengene sidste år. Hun var dog ikke som bedst i Dansk Opdrætningsløb, hvor hun virkede lidt slidt. Hun har været ganske fornuftig og stabil, og galoppen i Aarhus kom kun, fordi der var en hest foran, der galopperede.

- Alt er gået godt med vintertræningen. Der er blevet lidt mere af hende og hun er blevet stærkere, fortæller Anders Petersen.

FASTSTONE 11I75351

En nærmest euforisk Anders Pedersen jubler over sejren med Faststone i derbyweekenden. Foto: Burt Seeger.

Corona-krisen har allerede gjort, at de planlagte grand circle championater i juni måned er flyttet til efteråret, og netop Grand Circle 3-års Championat for Hopper var det første planlagte mål for Faststone i år.

- Hun skal gerne starte, så snart vi kommer i gang.

- Grand Circle er jo udsat, så det var lidt et minus og en lille streg i regningen. Det havde været en fordel, at det havde været først på sæsonen. Men forhåbentlig vil hun være lige så god sidst på sæsonen.

- Sammen med Flora har hun vist sig som en af de to bedste hopper i årgangen, så der ser lovende ud, slutter Anders Pedersen, der nævner Florentina som den af de øvrige treåringer i stalden, der også godt kan dukke op i årgangssammenhæng i år.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere