Af Niels Jørgensen
Racing Arena Aalborg er klar til en af årets mere specielle løbsdage, når banen mandag fra kl. 15.30 er værter for de første travløb på dansk grund siden 8. marts.
Mod sædvane handler det ikke om at tiltrække publikum, men snarere om at drage omsorg for, at der ikke dukker uvedkommende op. Alt sammen for at løbene kan afvikles sundhedsmæssigt forsvarligt i henhold til de vedtagne retningslinier.
»Vi bliver helt præcist 99 mennesker om at afvikle løbene mandag. I det tal er inkluderet samtlige kuske, banefolk, dommere, øvrige officials og tre Fast Track-folk,« fortæller banechef Lars Hellerup.
»Der er udarbejdet en liste som securityfolkene kan strege ud efter. Og både lister og retningslinier er udsendt til alle som skal starte en hest mandag og tirsdag. Det håber vi kan tage lidt af presset af ved indgangen.«
Den stringente tilgang indikerer også, at man fra banens side tager det alvorligt, når det er bekendtgjort, at publikum og hesteejere ikke har adgang, men kun personer hvis tilstedeværelse er nødvendig for at kunne afvikle løbene.
»Vi har ligget vandret siden i mandags, fået hegnet banen ind, udarbejdet retningslinjer, lavet skilte og skaffet securitypersonale, fået fat i håndsprit og planlagt toiletvagter, men vi er ved at være der nu,« lød det fra Lars Hellerup lørdag eftermiddag idet han tilføjer:
»På nogen områder er det andre udfordringer end vi er vant til. Der er selvfølgelig altid planlægning forbundet med løbsdage, men til daglig er det regel banepersonalet som tager sig af det på staldsiden, mens min energi primært bruges på publikumssiden. Denne gang er energien koncentreret derovre, men jeg har det rigtig godt i maven, og tror, at det kommer til at fungere godt.«
Banechefen håber at budskabet er trængt igennem således at der mandag og tirsdag ikke skal bruges energi på uvedkommende personer.
»Man kommer ikke ind, fordi man kommer og siger, at vedkommendes hest skal starte i 4. løb, eller at man har siddet på en bestemt plads på banen hver eneste gang i 30 år. På den måde bliver det håndteret meget striks,« siger Lars Hellerup.
»Ud fra en sundhedsmæssig betragtning er jeg helt tryg ved dette set-up, forudsat at alle 99 ikke samler sig til kædedans. Så længe man holder sig til de lagte retningslinjer, så kan jeg ikke se noget problem. Det er trods alt et ret stort areal og 10 stalde de 99 personer er fordelt på.«