Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Zico C.C. og Sif Berggren Larsen - DM i monté i Odense 7.9.2019Foto: Gorm Johansen

Zico C.C. og Sif Berggren Larsen tog den ene DM-titel

Zico C C Og Sif Berggren Larsen DM I Monte 7919
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. september 2019 14:26

Skive-ekvipagen var klart stærkest i klassen for de mindste ponyer ved DM i monté. Kamilla Gilsgaard snuppede de to andre DM-titler på Flickas Pride. DM-revanchen gik til Elviruss og Sofie Quist.

Af Kim Nielsen

Fyens Væddeløbsbane dannede lørdag ramme om DM i ponymonté, hvor tre DM-vindere skulle findes. Derudover var der DM Revanchen for de ponyer, der havde deltaget i DM i sulkydisciplinen på Charlottenlund for en måneds tid siden. I alt var der sammensat et maraton program på hele 17 løb med deltagelse af to- og firbenede aktører fra hele landet.

Fra start-til-mål sejr

Det første DM-løb, der skulle afgøres, var i klassen under 128 cm. Fem montéponyer stillede til start, og der blev aldrig tvivl om udfaldet. Straks fra start lagde Sif Gerggren Larsen fra Skive i front med 12-årige Zico C.C. Parret så sig aldrig tilbage og vandt sikkert foran Gry Bruun ligeledes fra Skive på Djam og bornholmske Nathalie K. Hansen på Akelei.

Zico C C Og Sif Berggren Larsen DM I Monte Bagerste Langside 7919Allerede på bagerste langside havde Zico C.C. og Sif Berggren Larsen taget en solid føring, der blev udbygget hele vejen mod mål. Foto: Gorm Johansen.

Dobbeltsejr til Kamilla Gilsgaard

Til dagligt går Kamilla Gilsgaard på travgymnasiet i Wången. Og hun har allerede taget fire sejre med de store heste, efter hun fik amatørlicens sidste år som 16-årig. Men hun er stadig aktiv inden for ponysporten, i det omfang tiden og studierne i Sverige tillader det.

I DM-klassen under 148 cm. var der otte ponyer på plads bag startvognen. Heller ikke her var der den store spænding om udfaldet. Dertil var Flickas Pride og Kamilla Gilsgaard for suveræn, og parret sejrede sikkert foran Billund-parret Tysse og Camilla German Jensen med Gaiva og Fie Ipsen fra Aarhus på tredjepladsen.

Flickas Pride Og Kamilla Gilsgaard DM I Monte 7919

Der var tid til sejrsgestus, da Kamilla Gilsgaard strøg over målstregen med Flickas Pride som vinder af DM i monté i klassen for de største ponyer. Foto: Gorm Johansen.

Det sidste DM-løb var Ungdoms DM i monté for ryttere over 16 år. Denne titel tog Kamilla Gilsgaard og Flickas Pride sig også af med Maia G. Andersen og Opal på andenpladsen og med fynske Malou Cordt på Disney som tredje.

Flickas Pride Og Kamilla Gilsgaard Samt Ejerne Noah Og Mathilde Kuehnel DM I Monte 7919Kamilla Gilsgaard med Flickas Pride og ponyens ejere Mathilde og Noah Kühnel. Foto: Claus Jucker.

DM Revanchen til Sofie Quist

Fyens Pony Trav- og Galopklub har de senere år afviklet en revanchematch for de ponyer, som tidligere på sæsonen har deltaget i DM i sulkyløb. I år var feltet på 12 ponyer, og løbet var lavet som et handicap.

Det gjorde, at der var spænding om udfaldet, hvor ponyerne kom noget mere samlet til mål end i de ovennævnte montéløb. Grundlaget var 1.000m, og fra sit tillæg på 260m fik Sofie Quist midt på opløbet kontakt med de forreste.

I yderbanen kom hun bag Elviruss fra Charlottenlund sejlende og gled forbi hele feltet til en sikker sejr. Der var hård kamp om placeringerne, hvor de næste ekvipager var tæt samlet, da de skar målstregen.

Ud af de hele kom fynske Korreborgs Eagle Eye og Mads Marloth, der snuppede andenpladsen kort foran Rasmus Enghaven Jensen fra Aalborg med Fudge.

Elviruss Og Sofie Quist DM Revanchen 7919I sikker stil tog Sofie Quist og Elviruss sig af DM Revanchen efter et veldisponeret løb. Foto: Gorm Johansen. 

Der blev vist fremragende sport hele dagen igennem, og det lover godt for fremtiden. Efter præmieoverrækkelsen var der i alt 90 børn og voksne, der hyggede sig ved det afsluttende grill party i Café Vaskehuset.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere