Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Wega Vang blev årets supersprinter

Wega Vang med Lars Erik Kaas  Bornholms Brand Park 10 september 2019 Fotograf Torben Ager - Travfoto Bornholm  TKA_1456
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
10. september 2019 21:40

Vejrguderne var ikke nådige mod de bornholmske travudøvere denne tirsdag, men trods den vedvarende regn og udfordrende bane blev der vist gode præstationer og spændende væddeløb. Wega Vang vandt årets udgave af Supersprinten, og både Henrik Ipsen og Mads Petersen dobbeltsejrede.

Af Michael Holm

Der var som ventet fart på i Bornholm Nu's Supersprint, hvor Sky Line/Betina Lund igen fik vist stor starthurtighed og tog spidsen, mens Zeb Lie Star/Torben Dahl Pedersen galopperede i første sving, hvilket overlod positionen som anden hest i inderbanen til Wega Vang/Lars-Erik Kaas, der dog gik ud i andet spor med en omgang til mål i det kun 1000 meter lange løb. Allerede i sidste sving havde Wega Vang krammet på Sky Line, og da hverken Any Given Monday/Frank Mikkelsen og Spirit Laser/Tonni K. Mogensen for alvor kunne udfordre, blev Wega Vangs sejr sikker.

Wega Vang

(Foto: Torben Ager) 

-Jeg var ikke helt glad for banen, men det gik. Han var stærk, og jeg gik ud med det samme, da vi gik ud på sidste omgang, fordi da havde han travet sig ind, sagde Lars-Erik Kaas.

To sejre hver til Ipsen og Petersen

Coco Collection/Mads Petersen kom til at sidde godt til i andet par udvendigt i V5-2, og med lidt over en omgang til mål sendte Petersen sin hest af sted mod førende Brigitte K, der ikke kunne forsvare sig. Coco Collection fik derefter opbygget et stort forspring til resten af feltet, og det havde hesten brug for, for da den kom ind i opløbet, blev skridtene kortere og kortere, og Bilgate/Stefan Lind-Holm nærmede sig pludselig faretruende. Målstregen reddede dog Coco Collection, der vandt i 21,7/1860 m autostart før Billgate og Alfredo/Lars-Erik Kaas.

Coco Collection (1)

(Foto: Torben Ager) 

Mads Petersen vandt også inden V5-spillet med Disney/Mads Petersen, der kom til spids efter en omgangs kørsel og derefter sejrede for tredje gang på stribe før banedebuterende Eternity La Marc/Frank Mikkelsen og Dream Winner/Kim Hjort. Vindertiden var 22,2/1860 m autostart.

Henrik Ipsen leverede et par overraskende vindere denne løbsdag. I V5-4 gik hans nu faste køretur Shadow Tinghøj et stærkt løb fra dødens, men den måtte til slut dele sejren med spilfavoritten Jetset Onion/Kenn Christoffersen, der sad fast i andet par udvendigt, men fandt angrebspladsen i opløbet, da Aston Martin galopperede i tredje spor. Tredje i løbet blev spidskørte Roxy Trio/Frank Mikkelsen. Vindertiden for de to vindere var 20,8/1860 m autostart.

Shadow Tinghøj Og Jetset Onion

(Foto: Torben Ager) 

Henrik Ipsen behøvede dog ikke at dele vindercirklen med nogen i aftenens indledende løb, hvor han sad bag endnu en Kenn Strøby-trænet hest, 22-oddseren Elegant Baunely, der løbet igennem fulgte med i ryg på den førende storfavorit Blackbird S/John Gommans, som overraskende måtte se sig passeret i opløbet. Delikates/Leif Nyboe blev tredje. Vindertiden var 23,9/2120 m snorestart.

De øvrige løb

Martin Sjøholm Jensen var tilbage i sulkyen bag Verdi, der vandt spidskampen og siden hen V5-1, selv om Bruce Shadow/Søren Kjøller Jensen fra vinderhullet skød god fart og var tæt på at nå forbi efter sen angrebsplads i opløbet. Werard Top II/Tonni K. Mogensen leverede en god afslutning og et højt pladsodds på tredjepladsen.  Vindertiden var 22,3/1860m autostart.

Champ Olympic/John Gommans kom denne gang problemfrit til spidsen, og derfor var der rigeligt med kræfter sparet til at forsvare sig mod udvendige Fledder Greenwood, der også måtte bruges hårdt i tredje spor for at nå frem til dødens position. I sidste sving havde Fledder Greenwood udspillet dens vinderchance, mens Champ Olympic forsvandt til en overlegen sejr i V5-3 før en forbedret Rocky H/Henrik Ipsen og vinderhullets Blæsa Hornline/Kim Hjort. Vindertiden var 21,2/1860 m autostart.

Kim Hjort tog et tidligt initiativ med hoppemesteren April Hydrup, der kom frem til dødens på førende Sarah B J/Ole Møller, som havde brugt en del kræfter i løbets indledning og derfor måtte overgive sig i slutfasen. April Hydrup fortsatte til en stærk sejr i V4-finalen i 22,2/1860m autostart før Sabber Klinteby/Mads Petersen og B G Anna Maria/Kim Mortensen.

Timon H J/Marianne Fediøw så ud til at trives som en fisk i vandet, da den vandt det afsluttende formløb efter en god sidste omgang. Save Our Souls’ og Stefan Lind-Holms visit i formløb endte med en andenplads, mens længe førende Coktail Baron/Jan Dahl holdt hjem til tredjepladsen. Vindertiden var 24,0/2120 m snorestart.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere