Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Ebay Holmsminde er Skive Travs nye anpartshestFoto: Gorm Johansen

Skive Trav klar med anpartshest

Ebay Holmsminde 2 Odense 120919
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
09. oktober 2019 18:55

For noget tid siden fandtes konceptet ”Danmarkshestene”, men siden har Charlottenlund Travbane taget teten i stor stil med ”Team Lunden” anpartshestene, hvor især Bali, Commit Boom Bay og Dream Girl har excelleret.

Af Jesper Elbæk

Nu er det så Skive Travs tur til at melde sig på banen med et storstilet anpartsprojekt. Hesten er indkøbt, og det blev det 3-årige talent Ebay Holmsminde, som hidtil har været i træning hos Lunden-træner Steen Juul. Men nu skal hesten have havren serveret hos en Skive-træner. Hvem er endnu ikke besluttet.

– Nej, vi har valgt at lægge det ud frit til alle vores trænere, og så bliver der simpelthen trukket lod. Der er selvfølgelig nogle kriterier, der skal opfyldes, for at komme i betragtning. Ikke mindst på kommunikations- og PR-delen, fortæller Peter Friis Pedersen fra Skive Travs bestyrelse.

Selve lodtrækningen om træner af Ebay Holmsminde sker engang i den kommende uge, hvorefter salget af anparter for alvor kan igangsættes. Ebay Holmsminde blev annonceret til salg på hjemmesiden Travet.dk, og det var dér bestyrelsen på Skive Trav blev opmærksom på hesten.

Ebay Holmsminde er en 3-årig hingst efter S J’s Caviar og Roxy Holmsminde, som har startet to gange. Først var den anden til stortalentet Edward på Fyens Væddeløbsbane og senest vandt den som 12:10 favorit på Nykøbing Falster Travbane. Projektet med Ebay Holmsminde er tidsbestemt, og man kan vinde hesten til ejendom, når projektet er slut.

– Ja, vi laver det noget i stil med Team Lundens anpartsheste. Projektet løber til 31/12-2020, altså til og med 4-års sæsonen, og der bliver udbudt 300 anparter á 1.000 kr.

– Vi har længe gået med planerne om at lave et projekt ”Skive-hesten”, efter vi har set den store succes det har været med Team Lunden. Vi har også flere gange haft nogle emner oppe at vende, men nu har vi fundet en rigtig fin hest til en fornuftig pris, så nu skal det være!

– Vi håber det kan blive startskuddet til et langt forløb med ”Skive-heste”, for vi håber jo, at sådan et projekt kan få en masse mennesker til at besøge travbanen. Der er mange målgrupper med sådan et projekt, men ét af vores mål med projektet er at få aktiveret en masse nye mennesker omkring travbanen, lyder det fra Peter Friis, som er primus motor i anpartsprojektet.

Er man interesseret i at købe en anpart i Skive-hesten Ebay Holmsminde, så skal man kontakte Skive Travs kontor, som vil administrere anpartslisten og økonomien. E-mail: info@skive-trav.dk eller telefon 88811206. Der vil også blive lavet en separat facebookside til Skive-hestene.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere