Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Jydsk Væddeløbsbane set fra sydFoto: Jens Thaysen

Noget for enhver smag på Jydsk Væddeløbsbane

_luftfoto
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. september 2019 8:00

Der er lagt i ovnen til en fin søndag aften på Jydsk Væddeløbsbane med dobbelt storløb, internationalt V65-spil og en fodboldlandskamp på storskærm.

Af Niels Jørgensen

Jydsk Væddeløbsbane er stedet at være for de sports- og spilleinteresserede i aften.

Fodbold-landsholdets 6-0 sejr over Gibraltar forleden gjorde den bedst mulige reklame for dagens gratis storskærms-arrangement sat i scene i samarbejde med AGF og Århus Stiftstidende.

For Jydsk Væddeløbsbane ligger dagens utraditionelle arrangement i forlængelse af en række andre aktiviteter med fokus på at åbne sig overfor omverdenen snarere end at lukke sig omkring kerneaktiviteten væddeløb.

Fra de senere måneder kan nævnes samarbejdet med Aarhus Cyklebane, der førte til Race Of Legends, Århusmesterskabet i 1000 meter og seneste løbsdag et besøg af Jørgen Leth.

I dag er der så fokus på en anden nabo, AGF samt hovedsponsoren Århus Stiftstidende. Filosofien er den samme.

»Den egentlige tanke har hele tiden været, at sammen står man stærkere. Derfor har jeg brugt meget tid sammen med idræts- og kulturorganisationer i byen for at identificere områder, hvor vi kan arbejde sammen, samt muligheder for at skabe synergieffekter,« siger Jydsk Væddeløbsbanes direktør Flemming Sunn.

»Jeg synes, det er blevet rigtig godt modtaget mange steder. Vi har allerede nydt godt af samarbejdet med Aarhus Cyklebane. Nu er det så AGF og Århus Stiftstidende, som er partnere i forbindelse med storskærms-arrangementet – et samarbejde vi er meget glade for. I Århus er der mange muligheder for samarbejder. Egentlig sætter kun fantasien grænser, men selvfølgelig skal det være givende for alle parter. Vi forsøger på denne måde at være med til at give noget tilbage til byen og Østjylland,« tilføjer Flemming Sunn.

Sejrshest i comeback

Er man ikke det ringeste interesseret i fodbold så er Jydsk Væddeløbsbane alligevel stedet at være i aften. På programmet er såvel Fair Finans DM for 5-årige hingste og vallakker (om 100.000 kroner) og finalen i ATAK's Fødselsdagsløb (om 60.000 kroner).

Restauratøren Martin Ib fejrer 1 års fødselsdag på banen med at servere lagkage og bobler til de første 200 personer, ligesom der vanker gratis is og popcorn til 200 børn.

Og ikke mindst er Jydsk Væddeløbsbane i aften vært for V65-spillet med forventeligt store puljer til følge.

I V65-2 er der comeback efter otte måneders fravær for Finn M. Lassens kapacitetsfulde El Capitan, der har vundet halvdelen af karrierens ti starter.

»El Capitan har ikke været skadet, men hesten var dårlig i V75-løbet i december, så den blev behandlet, fik en god pause, og så startede vi forfra,« fortæller Finn M. Lassen og tilføjer om sine forventninger til dagens start:

»El Capitan (2. løb) har fået masser af træning, men har kun gået et sulkyarbejde. Jeg kørte 1.17 en kilometer forrige fredag. Det gjorde hesten alene og på en fin måde. Den virkede lige tung nok bagi efter min mening, men jeg håber, at hesten er gået frem med det. Jeg forventer ikke, at den bare går ud og vinder. Det kan være at den skal have det berømte løb i kroppen. Jeg havde måske troet, at den var længere fremme end hesten viste i sulkyarbejdet. Jeg bliver dog skuffet, hvis ikke hesten er blandt de tre første, men ikke såfremt den ikke vinder,« siger Finn M. Lassen.

Træneren oplyser desuden, at El Capitan fornylig er blevet kastreret.

»Hesten får dette løb til at komme i gang på. Den skulle måske have haft yderligere et sulkyarbejde, men hesten står godt inde i løbet, foruden at den har chance for at lære noget ved at løbe bagfra, hvilket ikke er det hesten har gjort mest.«

Aktuelt lover vejrudsigten tørvejr hele dagen i Århus-området, så de ydre forudsætninger skulle blive gode for såvel storskærms-arrangement som travløb.

Idet løbene først indledes klokken 18 er der god tid til at forberede sig på dagens spil. Der kan hentes inspiration på Fasttrackracing.dk - dels med en V65-analyse, dels en mængde træner- og kuskekommentarer.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere