Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Hazard Sund kæmpede sig til sejr i Septemberprisen

Hazard Sund med Niels Kristian Hansen Bornholms Brand Park 17 september 2019 Fotograf Torben Ager - Travfoto Bornholm TKA_1606
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
17. september 2019 19:50

Trods et løb i dødens formåede Hazard Sund og Niels Kr. Hansen at vinde Septemberprisen. Timberlake og Susanne Munk lod sig ikke stoppe af et svært spor og gav konkurrenterne en fartlektion. Capana Østervang og Mikkel Stub leverede V5-overraskelsen.

I V4-afslutningen, Septemberprisen, kæmpede Hazard Sund/Niels Kr. Hansen heroisk fra dødens og nedkæmpede først førende Andriesswagerman/Torben Dahl Pedersen, inden den i opløbet forsvarede sig mod rygkørte Jetset Onion/Kenn Christoffersen. Galya Fortuna/John Gommans sad undervejs i vinderhullet og kom for sent fri i opløbet og måtte nøjes med tredjepladsen. Vindertiden var 19,9/2120 m snorestart.

  -Jeg havde absolut ingen planer om at sidde i dødens, Jeg tænkte også, at det kun var et spørgsmål om tid, før de ville komme bagfra og gå forbi, for han fik jo et alt for hårdt løb, men han kæmpede forbilledligt, især de sidste tyve meter, fortalte Niels Kr. Hansen.

Timberlake var på toppen

Timberlake

(Foto: Torben Ager)

Timberlake var en flot vinder af V4-2. Susanne Munks hest overtog tidligt fronten trods spor 11 og satte et stenhårdt tempo, der gjorde det meget svært for konkurrenterne at følge. Disney/Mads Petersen slap spidsen, men kunne ikke senere udfordre Timberlake, og blev anden. Tredje blev Daydream/Henrik Ipsen, der undervejs lå i tredje indvendigt. Vindertiden var 20,5/2440 m autostart.

Aftenens Power Hour på Bornholm blev indledt med sejr til Baunely’s Diamant/John Mikkelsen, der kom så godt fra start, at den efter en omgangs kørsel kunne overtage spidsen. Derefter var der ikke meget spænding i løbet. Baunely’s Diamant kontrollerede løbet i føring og kunne ikke trues af udvendige Alfred Silk/Frank Mikkelsen, der ellers kæmpede godt fra dødens. Fledder Greenwood/Egon Jensen fik angrebsordre på sidste omgang, men kunne ikke nå mere end tredjepladsen. Vindertiden var 22,5/2440 m autostart.

Igor Times/Stefan Lind-Holm havde en god startryg og satsede fremad fra spor 10, hvilket placerede den i andet par udvendigt i V4-3. Fra den position kunne Lind-Holm vente med angrebet til sidste omgang, hvorefter den straks gik i nærkamp med førende B G Anna Maria/Kim Mortensen, der begyndte at kunne mærke den lange distance i benene. Igor Times kæmpede sig forbi og forsvarede sig derefter mod Strong Shadow/Mads Petersen og Waterjet/John Mikkelsen, der længe ledte efter en vej ud fra inderbanen. Vindertiden var 21,0/2440 m autostart.

Igor Times

(Foto: Torben Ager)

Feltets mindst spillede hest i V5-3, Capana Østervang/Mikkel Stub, overraskede ved at opløbsspurte sig forbi den førende spilfavorit, banedebutanten Herman K/Frank Mikkelsen, der også måtte dele andenpladsen med den dødens-kørte No Go/Kenn Christoffersen. Capana Østervang sejrede i 22,3/1820 m auto.

Capana Østervang

(Foto: Torben Ager)

De øvrige løb

Formløberne havde denne gang fået plads i V5-spillet, og her viste Totti/Søren Kjøller Jensen sig bare bedst efter føring fra start til mål. Næstfavoritten Save Our Souls/Stefan Lind-Holm forsøgte at gå i nærkamp på sidste omgang, men måtte tage til takke med andenpladsen, mens vinderhullets Oliver Elmegård/Niels P.Steinlein liftede med til tredjepladsen.

I V5-afslutningen, et rodet løb for laveste klasse, lykkedes det for at Delikates/Leif Nyboe at vinde dens første sejr i 11.forsøg. Hesten pressede førende Elia/Stefan Lind-Holm over i fejl i sidste sving, og så blev sejren sikker for Delikates, der vandt foran den eneste anden fejlfrie hest i feltet, Clara B/Frank Mikkelsen. Elia kom tilbage og klarede tredjepladsen. Vindertiden var 23,7/1820 m snorestart.

Roxy Trio/Therese Mikkelsen afsluttede aftenen ved at vinde montéløbet foran Rie Østervang/Annika Kofoed, der undervejs havde ført med en del længder, men til slut blev indhentet. Tredje var tillægsbelastede Goal Tooma/Sabina Gammelgård. Vindertiden var 22,6/2120 m snorestart.

Af Michael Holm

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere