Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Fossa og Steen Juul - Auktionsløb - Aalborg 14.9.2019Foto: Hesselborg Foto

Fossa overlegen hos hingstene

Fossa Og Steen Juul 14919
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
14. september 2019 13:14

Det blev også til favoritsejr i Krafft Auktionsløb for hingste og vallakker 2019. Steen Juul sad for første gang bag Gordon Dahls Fossa, der vandt meget let efter føring fra start til mål.

Af Kim Nielsen

I derbyweekenden var Fossa ikke samarbejdsvillig bag startvognen i første startforsøg, der til alt held for kusk og træner Gordon Dahl blev ringet om. I gyldigt startforsøg gik Wishing Stone-sønnen fejlfrit, og den kvitterede med en sejr fra vinderhullet.

Det store spørgsmålstegn før Auktionsløbet i Aalborg var derfor, om Fossa ville opføre sig pænt, og det gjorde den.

Uden de store sværdslag sendte Steen Juul hesten til spids i en behagelig 19-åbning. Der var ingen, der ønskede at gå frem i andet spor i løbets første fase, så kilometeren blev afviklet efter beherskede 1.21,5.

Ud på sidste omgang blev feltet lidt samlet med staldkammeraten Flirting Diamond som først hest i andet spor. Men da den forsvandt med galop på sidste langside, satte Steen Juul tempoet lidt op bag Fossa.

Ind på det lige trak den let 20m væk fra de øvrige, hvor Bent Svendsens Fly By So Easy på en pæn afslutning fra tredje par udvendigt akkurat tog andenpladsen foran Frank Jr Bounce med Ken Ecce. Vindertiden for Fossa blev 1.18,8/2.140m auto.

Fossa Og Steen Juul Oploeb 14919

Der var masser af luft ned til de øvrige, da Fossa og Steen Juul skar målstregen som vinder af Auktionsløbet for hingste og vallakker. Foto: Hesselborg Foto. 

- Det er en fantastisk atlet. Han danser bare hen over banen.

- Men han er lidt grøn i hovedet. Da Gordons hest forsvandt der ned ad langsiden ved staldudgangen, der var han nær løbet med derud.

- Men jeg fik ham korrigeret og fortalt, at han skulle lige en omgang mere, fortalte Steen Juul efter løbet, der indbragte 50.000 til ejeren Keld Gregersen fra Stutteri Disney, som det virkelig ruller for i øjeblikket.

Fossa Og Steen Juul Vindercirklen 14919

Fossa og Steen Juul efter sejren i Auktionsløbet, hvor ejer Keld Gregersen (nr. 2 fra venstre) snart ikke ved. hvilket ben han skal stå på, da han endnu engang skulle en tur i vindercirklen med en af Stutteri Disneys fine heste. Foto: Hesselborg Foto.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere