Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Daisy Cash og Flemming Jensen - Aalborg Hoppechampionat - 14.9.19Foto: Hesselborg Foto

Flemming Jensen tog fusen på favoritterne

Daisy Cash Og Flemming Jensen 14919
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
14. september 2019 15:20

Daisy Cash kom fra en position som sidste hest og fangede akkurat Hoppederbyvinderen Dream Girl på stregen i Aalborg Hoppechampionat 2019 præsenteret af Aalborg Storcenter.

Af Kim Nielsen

Midt i sæsonen skiftede Daisy Cash træner til Flemming Jensen. Træneren havde meldt om fremgang inden derbyprøverne og selve Hoppederbyet, hvor det dog blev til en ærgerlig galop ud på sidste omgang.

Med startspor 8 trak Flemming Jensen sig fra start og lå hurtigt sidst. Foran var Dicte Skovsende hurtigst med Dream Girl lige efter. Fra spor 7 kørte Steen Juul fremad med Delicious One, og han fik lov til at overtage spidsen efter 400m.

Med 1.200m igen forlod Jeppe Juel andet par udvendigt med favoritten Dusty Shadow, og det benyttede Nicolaj Andersen sig til at bytte tredje par indvendigt ud med tredje par udvendigt. Dusty Shadow kom frem udvendigt på den førende, hvor kilometeren gik efter 1.15,6, og så skete der ikke noget før med 500m igen.

Her trak Nicolaj Andersen Dream Girl ud til angreb, og det bed godt. Som et trespand gik de tre favoritter Delicious One, Dusty Shadow og Dream Girl ind på det lige, hvor Nicolaj Andersen gik frem i yderbanen mod en tilsyneladende sikker sejr.

Bagerst i feltet tabte Flemming Jensen som sidste hest 10-15m på sidste langside, da farten blev sat op. Han fik dog Ready Cash-datteren op i fart, og rundt sidste sving fik han kontakt med feltet. Ind på det lige var Daisy Cash dog stadig sidst.

Men så fik Flemming Jensen for alvor sin hest op på den store remskive, og så gik det stærkt. Med sit meget jordvindende trav nærmede han sig med store skridt de forreste, og på selve målstregen fangede Daisy Cash den førende Dream Girl og vandt i tiden 1.14,2/2.140m auto.

Daisy Cash Og Flemming Jensen Aeresrunde 14919

Flemming Jensen og Daisy Cash på æresrunde. Foto: Hesselborg Foto.

- Hun har vist før, at hun er en rigtig god hest. Så gik der lidt grus i maskineriet, og så fik jeg chancen. Vi har arbejdet videre og har fået fri hænder.

- Vi var lidt uheldige på derbydagen og fik en dum galop på. Men det var bare at arbejde videre. Det har føltes positivt hele tiden, så det var rart, at det kunne gå op i en højere enhed i dag,

- Hun er jo lidt sensibel, og er måske også lidt øm i munden. Hun er lidt svær at køre. Men når hun så ellers får rigtig fart på, så er det bare om at følge med, lød kommentarerne fra Flemming Jensen efter storløbssejren til Stald Rosenvang alias Flemming Reinholdt.

Daisy Cash Og Flemming Jensen Vindercirklen 14919

Stor glæde i vindercirklen hos ejer Flemming Reinholdt (th) efter Daisy Cash kunne gå til tops i Aalborg Hoppechampionat. Foto: Hesselborg Foto.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere