Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Filippa L vinder i Aarhus for Bent SvendsenFoto: Ole Hindby

Filippa L sikker i rodet 2-årsløb

Filippa L 080919
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. september 2019 19:07

Skive-træner Bent Svendsen har et par spændende 2-åringer - mindst - og en af dem vandt her til aften i Aarhus i et noget rodet løb.

Af Jesper Elbæk

Poul Kraghs Mindeløb var et 2-årsløb med voltestart, og om det var derfor, at halvdelen af feltet galopperede, ja det vides ikke. Men det skal i øvrigt heller ikke tage noget som helst væk fra Filippa L's præstation, for Bent Svendsen sendte resolut Ogham-hoppen til spids på bageste langside, og skaffede sig hurtigt nogle længders forspring.

Ned gennem opløbet var Filippa L aldrig truet, og Andreas og Astrid Larsens hest er fortsat ubesejret i "smilets by". Det kan jo vise sig ganske nyttigt, for der køres jo Jydsk 2-årings Grand Prix i slutningen af indeværende måned.

Vindertiden blev 1.19,9/1820.

Var 1. løb rodet, ja så blev 2. løb meget rodet. Igen var der mange galopperende heste, og det benyttede Ole Bender sig af, idet han stak afsted med Cannavaro i spids, alt imens favoritterne El Capitan og Swingit kastede sig i galop.

Cannavaro blev dog indhentet og overhalet med 6-700m til mål, hvor Jeppe Rask havde fået fyret godt op under den langlemmede Yarrah Boko-søn Encore Simoni. Denne var småt overlegen ned gennem opløbet, men vi bemærkede også gode afslutninger ude i banen fra Diablo Toft (med galop) og Colorado Laser.

Encore Simoni vandt på 1.17,8/2320m.

Encore Simoni _080919Encore Simoni med Jeppe Rask var alene på målfotoet i 2. løb. Foto: Ole Hindby

3. løb gav sejr til Chakita T Hall, som er i helt hysterisk form for tiden. Gik fra først til sidst på løbets sidste 400m for Kenneth Andersen, og har virkelig fået smag for dét med sejrene. Har nu to sejre i træk efter 37 løb i starten af karrieren uden ettaller.

Anden blev Master Of Disaster som katapultstartede for Michael Lønborg, men som intet svar havde over for Chakita T Halls speed. Checkpoint S H var fin tredje efter dødens meget af løbet.

Chakita T Hall _080919Chakita T Hall kom sponsende ude i banen i raketfart, og snappede anden sejr i træk for Kenneth Andersen. Foto: Ole Hindby 

4. løb blev et brag af et væddeløb! Fra start bombede Benton Frisco til spids ude fra startspor seks, og så måtte Tinita Tårs med Peter Frandsen tage til takke med den utaknemmelige position i dødens undervejs.

Men det var den Peter Visti-trænede hest ligeglad med, for i starten af opløbet, så sagde Tinita Tårs farvel og tak for følgeskabet til Benton Frisco, og så var næste opgave at holde speedkuglen VIP Hall stangen.

Det klarede Tinita Tårs minsandten også, og med mindst mulig marginal, så klarede Peter Frandsen sejren. Vi bemærkede også gode afslutninger af Greek F Boko (Steen Juul) og Bosse Game (René Kjær), som begge havde siddet indvendigt undervejs.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere