Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Bo Westergaard på Lunden 18/10

Stærke præstationer på Lunden

Bo Westergaard på Lunden 18/10
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
18. oktober 2019 17:50

Chloe fortsætter de gode takter, Bo Westergaard har stalden tilbage i omdrejninger eller Nanna Nielsen har en fin amatørhest i Countdown. Således kunne overskrifterne være denne fredag eftermiddag på Charlottenlund Travbane, hvor en favoritpræget omgang gav masser af vindere i V5.

Af: Søren Aaen

Chloe (Ready Cash) har altid ligget Jeppe Juel varmt om hjertet, men hun har i store dele af karrieren givet træneren masser af grå hår i hovedet. Det har dog lysnet gevaldigt på det sidste, og den kapacitetsfulde hoppe kunne tage tredje sejr i træk i dagens 2. løb på Lunden.

Jeppe Juel fik gelejdet Chloe fejlfrit ud af volten, og da hun havde fundet kadencen sendte træneren sin hest frem mod føring, som blev overtaget efter 750 meters kørsel.

 Rundt opløbssvinget havde Jeppe Juel det meste under kontrol, og selvom Fresh Fiona M E og Ken Ecce angreb stærkt ned gennem opløbet var Chloe sikkerheden selv i 1.16,4/2020mv.

CHLOE 11I1901

 - Hun var besværlig allerede inden start, og jeg ved ikke om hun har haft en dårlig oplevelse her i København. Så da vi var kommet ud af volten var der ikke andet end at køre fremad indtil vi sad hvor vi skulle sidde.

- Hun føltes stærk med 500 meter til mål, og jeg sad bare med pisken under armen. Som der er fortalt mange gange, så er hun rigtig god når hun har det rigtige hoved på, lød det fra Jeppe Juel i sejrsinterviewet med Nicole Marsing.  

Nanna Nielsen har en rendyrket travsportsafstamning i blodet, og den unge amatørkusk er kommet godt fra start i den første sæson på væddeløbsbanerne. I dagens amatørløb kunne hun tage årets tredje sejr med sin egen Countdown (ENS Snapshot).

Efter et godt løb i tredje udvendigt sendte Nanna Nielsen Countdown i angreb forbi staldene. Parret arbejde godt hele vejen til mål, og kunne kort afvise en stærkt angribende Tutu.

COUNTDOWN 11I1957

- Vi havde givet ham et par ruller på i dag, for han kan godt være lidt mageligt anlagt, og det virkede jo. Far (Max Nielsen) kommer selvfølgelig med lidt gode råd, men han holder sig faktisk mest i baggrunden fortalte Nanna Nielsen efter sejren.

Bo Westergaard har startet sparsomt i en periode, hvor flere af hestene er skiftet til staldens ny/gamle træningskvarter på Vang Hovedgaard. Hestene ser dog ud til at vende tilbage i god form, og Dan Anton kunne i 3. løb sørge for sejr til den hastigt ekspanderende nordjyde.

Der blev kørt om positioner den første kilometer som blev afviklet i 1.13,6, med Don Anton pressende frem til føring ud på den sidste runde. Siden havde Bo Westergaard styr på Jeppe Juel i vinderhullet med Coutinho, og da der ikke komme alvorlige angreb ude i banen blev sejren ganske sikker i 1.14,5/2000ma.

DON ANTON 11I1946

- Jeg var lidt spændt på starten, da vi jo skulle se hvordan hestene havde taget imod træningen efter vi har flyttet dem. Havde de fået for eller havde de fået lidt, men heldigvis så det ud til han har fået lige tilpas.

Han er en fin hest, og nu har vi måske en start i V75 i kikkerten i den nærmeste fremtid forklarede Bo Westergaard efter sejren.

Bo Westergaards anden vinderhest denne eftermiddag var en ny hest i stalden i form af Muscle Mass-datteren Umbra, som gik til tops i 5. løb. 

UMBRA 11I1975

Parret havde sigtet indstillet på føring direkte fra start, og kunne ret sikkert sætte sig på den position. Bo Westergaard hvde siden rimeligt styr på begivenhederne, men blev dog lidt urolig i sidste sving, da der kom godt angreb fra Covini og Jan Kramer. Umbra kunne ride stormen af og vinde med en længdes penge på 1.15,3/2000ma.

-Hun er en fin traver hende her. Var lidt bekrymret hvor tændt hun ville være til løb, men det fungerede fint med fast vat og ørehætte på lød det fra Westergaard i vinderinterviewet.

Max Nielsen ville ikke stå tilbage for datteren, så han skød Usain Cup direkte til føring fra start i V5-finalen. Derfra var Elsebeth Stausholms øjesten ikke til at slå, og sejren blev kort men sikker i 1.14,7/2000ma.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere