Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Trænerforeningen af 1909's nye bestyrelse.Foto: Lone Kristensen.

Kenneth Nielsen ny formand

Bestyrelse I Traenerforeningen
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
11. oktober 2019 10:58

Kenneth Nielsen har afløst Frantz Praëm som ny formand for Trænerforeningen af 1909. Den nye formand vil modernisere og redefinere trænerforeningens rolle.

Af Claus Juncker

Der skete både en rokade og et par udskiftninger i bestyrelsen, da Trænerforeningen af 1909 i går torsdag afholdt deres årlige generalforsamling.

Kenneth Nielsen går fra at være menigt bestyrelsesmedlem til at blive ny formand for trænerforeningens 73 medlemmer, mens Kaj Westergaard og Michael Lønborg er nye bestyrelsesmedlemmer. Morten Friis og Frantz Praëm er udtrådt af bestyrelsen (Læs Farvel til Frantz Praëm: Trænerforeningen skal have ny formand).

Trænerforeningens nye formand er ikke ubekendt med travpolitik. Han har siddet knap syv år i trænerforeningens bestyrelse med ansvar for den travpolitiske del og er trænerforeningens repræsentant i DTC’s bestyrelse.

  - Jeg har altid brændt for at bidrage til forbedringer af sporten. Det synes jeg er alles pligt, men nogen har bare mere overskud til det end andre. Jeg har valgt at gå ind i det her for at forbedre forholdene for både trænerne og hesteejerne. Har hesteejerne det godt, har trænerne det også godt, og derfor er det en af mine kæpheste, at holde DTC’s formandskab op på de løfter, der er kommet omkring præmiestigninger over de kommende år, forklarer Kenneth Nielsen.

Et andet vigtigt fokuspunkt for Kenneth Nielsen er, at banelegemerne skal gøres tidssvarende og præsenteres i ordentlig stand ved samtlige løbsdage.

 - Hestenes holdbarhed skal opprioriteres, og der skal afsættes ressourcer til materiel og banepersonale, så vi kan undgå skader og øge startfrekvensen for vores heste til gavn for sporten, fastslår han.

Kenneth Nielsen er i det hele taget talsmand for nytænkning – også når det gælder trænernes rolle i forhold til hesteejere og omgivelser. Der arbejdes på at modernisere og redefinere trænerforeningens rolle, og så vil man ifølge den nye formand opleve, at foreningen står stærkere.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere