Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Bartho og Kenneth Jensen vinder på Musketerdagen - Skive 28.4.2019Foto: Flemming Andersen

Kenneth Jensen er med i begge finaler

BARTHO 28419
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
14. oktober 2019 13:15

Skive Amatørserie afsluttes i aften med to finaler med ni deltagere i hver. En af de kuske, der er til start i begge finaler, er Kenneth Jensen, der hører til blandt de rendyrkede amatører og hobbykuske i sporten.

Af Kim Nielsen

I løbet af sæsonen har der været ni indledende afdelinger i Skive Amatørserie, hvor der i aften køres to finaler. I alle de ni indledende afdelinger har der været point på spil, og således har i alt 18 heste kvalificeret sig til finalerne fordelt med ni heste i hver.

- Tidligere var serien udskrevet således, at der var en finale og en trøstfinale. Men der gik ofte lidt taktik i, hvor man meldte sin hest til finalerne.

- Nu er udskrivningen således, at der køres to finaler med samme præmiesum, men over to forskellige distancer med lidt forskellig løbsudskrivning.

- På den måde kan de amatører, der måske har kvalificeret to heste til finalerne, få dem begge med, hvor de også vil stå fornuftigt som følge af de forskelligere proportioner for de to finaler, forklarer banechef Steen B. Nielsen fra Skive Trav.

Med i begge finaler

Hele fem kuske har heste med i begge finaler, og en af dem er Kenneth Jensen, der er et mere ubeskrevet blad sammenlignet med Per Juul, Jørgen B. Pedersen, Martin Andreasen og Kristian Juul, som er der fire andre.

Kenneth Jensen tog licens i 2007, men de første år blev det kun til meget få køreture. Først i 2013 blev aktivitetsniveauet hævet, og i 2015 kom den første sejr.

- Min far Karl Johan Jensen havde i sin tid heste. Han havde licens, men kørte aldrig. Så han var almindelig hesteejer.

- Efter nogle år, hvor vi ikke havde travheste, så fik vi June Spring. Jeg tænkte, at så ville jeg prøve at køre selv, så det var årsagen til, at jeg tog licens i sin tid, fortæller Kenneth Jensen.

Mange amatører har på et tidspunkt haft job eller været frivillig hos en travtræner, men for Kenneth Jensens vedkommende har dette ikke været tilfældet. Han har job hos en entreprenør, og så er han hobbykusk og har gennem årene haft en til to løbsheste. En rendyrket amatør der har travsporten som sin hobby og nyder dette, hvor han har sine to løbsheste på sin lille landejendom kun 10 minutters kørsel fra Skive Trav.

Forventer ikke de store chancer

I øjeblikket har han Wilma J og Bartho, hvor han med sidstnævnte har vundet to sejre i år. Den ene var den største sejr til dato, da den blev taget på Musketerdagen tilbage i april. I alt har han fire sejre på CV’et, så han overrender ikke vindercirklen, men dyrker sin sport i den bedste olympiske ånd, hvor det først og fremmest gælder om at være med.

BARTHO Vindercirklen 28419

Det var stort, da Kenneth Jensen med familie kom i vindercirklen med Bartho på Musketerdagen, og den "søde ekstrapræmie" vakte sikkert begejstring hos især drengene. Foto: Flemming Andersen.

- Jeg har naturligvis været med i nogle af de indledende afdelinger for at kunne komme med i finalen, hvor der er lidt flere penge at køre om, siger Kenneth Jensen, der dog ikke har de store sejrforhåbninger i nogle af de to løb.

- Wilma J skal først og fremmest gå fejlfrit. Det har det knebet med på det seneste. Den er meldt på normaldistancen, for det passer den bedst, og går den fejlfrit, kan den måske være en lille pladschance.

- Bartho ville nok også helst have startet på normaldistancen, da den somme tider har lidt problemer med travet til sidst. Så det er første gang på lang distance. Det skal først og fremmest fejlfrit fra start, og så kan den nok tage en god præmie, lyder vurderingen fra Kenneth Jensen.

Ekstra 10.000 fra Derby25 i V5-spillet

Der er Power Hour på Skive Trav i aften fra klokken 17.00, hvor både Norge og Sverige spiller med i V4-spillet. Der er også et V5-spil på programmet med start i dagens 3. løb, og her er Derby25 igen ude med en ekstrapræmie på 10.000 kr., som fordeles blandt de rigtige V5-kuponer spillet online enten på web’en eller hos en Derby25 forhandler i en indskudsbod.

Sidste mandag var Derby25 ude med den samme gulerod. Her gav V5 i Aalborg 406 kr. til 221 rækker. 23 af disse var spillet online hos Derby25, så her fik de heldige og dygtige spillere godt og vel dobbelt op, da de hver fik yderligere 435 kr. som deres del af ekstrapræmien.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere