Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Frantz Praëm rykker teltpælene til NorgeFoto: Jesper Elbæk

Farvel til Frantz Praëm: Trænerforeningen skal have ny formand

Frantzpraemtraenerformand 031116
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
09. oktober 2019 9:50

Både det travpolitiske og det sociale aspekt er i centrum, når en række af trænerforeningen medlemmer de kommende to dage er samlet i Århus.

Af Claus Juncker

Efter seks år på posten afgår Frantz Praëm som formand for Trænerforeningen af 1909 i forbindelse med foreningens generalforsamling i morgen torsdag.

Det er med vemod, at Frantz Praëm siger farvel, men også med en forventningens glæde til det nye eventyr, der venter ham og hustruen Annette i Norge (læs: Frantz Praëm rykker til Norge).

  - Arbejdet med at være trænerne og de professionelle hesteejeres stemme har været interessant og spændende. Det er vigtigt for vores medlemmer, at vi bliver hørt, og at vores idéer tages seriøst, og jeg synes, vi er lykkes med, at blive lyttet mere til. Ikke mindst efter vi har fået plads i DTC’s bestyrelse – det har været rigtigt godt for os, påpeger Frantz Praëm.

  - Vi er med i en del udvalg og har også indflydelse den vej. Vi kan ikke få lov til at bestemme alt, det handler om at give og tage.

'Hesteejerkontrakt' og pensionsordning

En af de ting Frantz Praëm har arbejdet længe for, er det der lidt populært kan kaldes en ’hesteejerkontrakt’. Reelt er det i højere grad en hensigtserklæring til hesteejerne om, hvad de kan forvente, når de sender en hest i træning hos en af trænerforeningens medlemmer. Man er langt i processen, og på trænerforeningens generalforsamling vil advokat Christian Holch holde et indlæg om det juridiske i ’hesteejerkontrakten’. I naturlig forlængelse vil partnerkundechef Kim Petersen fra Tryg Forsikring holde et indlæg om de forsikringsmæssige aspekter.

Også en pensionsordning for landets travtrænere ligger højt på Frantz Praëms ønskeliste. I en tid med stram økonomi og hårdt arbejdspres for mange af travsportens professionelle udøvere, bliver en pensionsordning enten fravalgt eller også får man simpelthen ikke taget stilling. Den afgående formand har et stort ønske om, at trænerforeningen i samarbejde med chef for SEGES Heste, Jørgen Kold, vil arbejde videre med rammerne for en pensionsordning for landets travtrænere.

Med Frantz Praëms farvel rejser sig spørgsmålet, hvem skal være trænerforeningens nye formand?

  - Kenneth (Nielsen, red.) har givet udtryk for, at han gerne vil overtage formandsposten. Det er selvfølgelig generalforsamlingens beslutning, men jeg kan stærkt anbefale ham. Han er rigtig dygtig og har gjort et stort stykke arbejde som vores repræsentant i DTC’s bestyrelse, siger Frants Praëm.

Også tid til socialt samvær

Det er blevet en tradition, at trænerforeningen medlemmer mødes til et fællesarrangement dagen forinden generalforsamlingen. Sidste år blev Michael Lønborg gokart-konge, og i år skal der konkurreres med bue og pil i en ’Robin Hood og hans lystige svende’-konkurrence.

30 af foreningens medlemmer mødes i dag onsdag kl. 16.00 for først at kæmpe om præmier og håneret. Efterfølgende er der indkvartering, middag og aftenhygge.

  - Det er vigtigt med lidt, lir, hygge og socialt samvær, så vi kan holde fast på det, der kan være svært at få tid til i en travl hverdag, fastslår Frant Praëm, der benytter sit farvel til at rette en stor tak til Lone Kristensen og Anna-Grete Jensen (i daglig tale bare A. G.) for det utrættelige frivillige arbejde, de gør for trænerforeningen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere