Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Benton Frisco og Henrik Lønborg - Aarhus 17.10.2019Foto: Ole Hindby

Benton Frisco tilbage i fin stil

Benton Frisco 171019
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
17. oktober 2019 20:15

Henrik Lønborgs røde travmaskine kom atter tilbage på vinderpladsen efter en fornem præstation. Eik Hindø slog til, da storfavoritten galopperede. Jeppe Juel kørte ikke forgæves til Aarhus. Cody gav Hussein Kassir hans sjette årssejr.

Af Kim Nielsen

I seneste start var Benton Frisco slet ikke sig selv, og i træningen havde der også været problemer, hvor kredsen omkring hesten frygtede en alvorlig skade. Gåden blev dog løst, da det viste sig at være en slem hovbyld. Da den nu var fjernet, skulle Benton Frisco ud og bevise, at den stadig har meget ugjort på de danske travbaner.

Det var den gamle Benton Frisco publikum fik at se, da Henrik Lønborg trods spor 7 fyrede den røde Lass Drop-søn til spids. Den travede bare derudaf i fin stil, og efter en kilometer i 16-fart kunne Henrik Lønborg sig farvel og tak til konkurrenterne i opløbssvinget.

Fra køen sluttede Amerian forrygende af til andenpladsen, men true Benton Frisco kunne den ikke. Vindertiden blev dagens hurtigste med 1.15,3/1.800m auto.

- Det var meget bedre i dag, kunne alle vel se. Sidste gang kunne jeg slet ikke køre med ham, da der skulle ske noget. Sad faktisk med vat i ørerne, men kunne bare ikke slippe ham og øge farten, lød det fra Henrik Lønborg på spørgsmålet om, hvorvidt det var den omtalte hovbyld, der gjorde forskellen fra sidst til i dag.

- Det var klart bedre i dag, men han var lidt hidsig. Så vi må prøve at lave lidt om på forspændingen, sagde Henrik Lønborg, der fortalte, at hesten nu tager nogle flere starter og ikke går på ferie, som annonceret, hvis den ikke gik bedre i dag end sidst.

Benton Frisco Og Ejer 171019

Der venter flere oplevelser for ejer Birte D. Kristiansen med Benton Frisco efter den flotte sejr i dag. Foto: Ole Hindby.

Eik Hindø fik velfortjent sejr.

I dagens tredje løb var Erik kæmpe favorit efter sejr i hesten to første starter. Den tog da også som ventet spids, men i første sving rullede den over i galop, da den fik lidt pres udvendigt af Swingit. Derved kunne Knud Mønster overtage spidsen med Swingit, der fik Eik Hindø og Kaj Jensen med i ryg fra deres startposition i anden række.

Ind på opløbet fik Kaj Jensen hullet som på bestilling med Eik Hindø, der til slut nedkæmpede en godt gående Swingit. Eik Hindø har været uheldig i flere starter i træk, men nu bekræftede den atter sit store talent, da den vandt 1.18,1/1.800m auto i en noget våd bane. Kaj Jensen kører jo ikke så tit hans heste i løb, så det var kun hans anden årssejr som kusk.

- Det er en hest, vi har store forventninger til. Dem her efter Hindø Enghave, de kommer normalt lidt sent. Men det virker som en rigtig hest, lød det fra Kaj Jensen om mangemillionæren Valokaja Hindø’s lillebror, som ejes af træneren bedre halvdel Jeanette H. Jensen.

Eik Hindoe 171019

Det var kun anden gang i år, at Kaj Jensen kørte først over stregen som vinder. Som træner var sejren med Eik Hindø nummer 24 i denne sæson. Foto: Ole Hindby.

Jeppe Juel overlegen med Enzo

På forhånd havde Jeppe udtalt følgende til trænerkommentarerne om hans start med Enzo i dagens første løb:

- Jeg kommer kun med den ene hest, og det er for at vinde. Alt andet er spild af tid.

Medens Jeppe Juul tog en rolig start med Enzo, så sendte Knud Mønster Dark Passion til front. Trods anden række kom Kaj Jensen snart frem udvendigt med Design Hastrup, så det var et par outsidere, der lå forrest, da feltet svingede ind på opløbet.

I andet og tredje par udvendigt sad næstfavoritten Colorado Laser og favoritten Enzo, og op ad bakken gik de frem. Jeppe Juel og Enzo i yderbanen var klart bedst og vandt helt efter behag efter en afslutning af bedste mærke. Vindertiden blev 1.16,2/1.800m auto.

Enzo 171019

Da først Jeppe Juel trak i højre line i opløbet, så fløj Enzo frem til en sikker sejr. Foto: Ole Hindby.

Cody akkurat først på stregen

Efter 400m kunne Knud Mønster sætte sig på spidsen med favoritten Cash Sali i dagens andet løb. Undervejs fik den lidt tryk af Chaplin, hvor Hussein Kassir sad og godtede sig i andet par udvendigt med Cody.

I sidste sving fik den så afgangssignal, og samtidig trykkede Knud Mønster på speederen med Cash Sali. Der var kun de to tilbage i opløbet, og på selve målstregen slog Cody kløerne i Cash Sali til sejr i vindertiden 1.16,1. Det var den første sejr i Aarhus i år for Hussein Kassir og den sjette i alt i indeværende sæson.

Cody 171019

Efter et smørløb fangede Cody og Hussein akkurat Cash Sali på målstregen. Foto: Ole Hindby.

De øvrige løb

I løbet for laveste klasse udspandt der sig en spændende opløbskamp. Længe førende Emil L med Michael Lønborg blev kort før mål indfanget af Diaz Frisco. Men i yderbanen afsluttede Birger Jørgensen allerbedst med He Did It, der sejrede i tiden 1.20,8/1.800m snorestart.

Løbet efter gik til favoritten Ella Lynghøj med Thomas Bonde, der noget heldigt fik foræret spidsen på sidste langside, da den førende Dream Box pludselig trak et spor ud og galopperede. På andenpladsen gik Dwight Shadow et stort løb udvendigt uden ryg for Morten P. Kramer. Vindertiden for Ella Lynghøj blev 1.21,1/1.800m auto.

Ella Lynghoej 171019

Det var sjette gang i år, at Thomas Bonde kunne høste en vinderbuket efter sejren med Ella Lynghøj. Foto: Ole Hindby.

Og i V5-afslutningen kunne Martin Andreasen overraskende sejre med Aero H efter et løb i dødens en del af vejen. Det var foran en hastigt afsluttende Viola Toft, der havde vundet med frit løb bare lidt før. Aero H’s vindertid var 1.18,8/2.340m snorestart.

Et SU-montéformløb gik til Happy American og Sarah Bang Poulsen efter lidt dramatik. Først i mål var Baron Westwood med Maia Ginnerup Andersen. Men hun havde været uden for banen på sidste langside, så det medførte en diskvalifikation.

Det afsluttende formløb gik til Peter Elmegård med 74-årige Leif Christensen. Der var første sejr siden 2017 til den tidligere sejrshest.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere