Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Erling i vindercirklen - Grand Circle 3-års Championat i Skive 10.6.2019Foto: KM Foto

Thomsens to topchancer

Erling Vindercirklen
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
17. november 2019 7:30

Med sejre i hver sin prøve har Falster-træner Henrik Thomsen to gode kort på hånden i begge finalerne i Dansk Avlsløb i Erling hos drengene og Excuse Me hos pigerne.

Af Kim Nielsen

Nykøbing Falster-træner Henrik Thomsen har gennem tiden ført mange fine ungheste frem. I en E-årgang, der holder høj klasse – især hos hingste og vallakkerne -, har han lige fra toårs sæsonen markeret sig blandt de bedste med Erling, der satte verdensrekord som toåring.

Erling er efter Great Challenger og superhoppen Jobia Ana, der har lavet en håndfuld afkom, som alle har tjent over 200.000 kr. Svenske Raggamuffin er millionær, og de tre danske afkom A Winner, Børge og Callmeawinner har alle gjort det fremragende, hvor Erling med sine 435.000 kr. er den næstmest vindende af Jobia Anas afkom.

- Overordnet set er jeg tilfreds med sæsonen. Vi vandt Grand Circle, hvorimod det blev forkert i Aarhus, hvor banen ikke var i hans favør.

- I Kriteriet var vi kun nummer fire. Han skulle have været nummer to for at få godkendt, men han havde lidt med halsen på det tidspunkt, fortæller træner Henrik Thomsen.

Om chancerne i finalen i Dansk Avlsløb siger træneren:

- Den gik jo godt sidst. Han slækkede lidt rigeligt på det mod slutningen. Knud (Mønster – red.) sagde, at han holdt op med at køre de sidste 100m. Hesten er frisk og fin og vil gøre en lignende præstation igen, men om han vinder, ved jeg ikke. Hvis alt er normalt, er han blandt de tre. Det bliver med sko igen.

ERLING1

Erling holder Eros Zola fra livet i kvalifikationen. Foto: Flemming Andersen.

Sidste start i år

Erling sæsondebuterede primo april med en sejr på Jägersro, og siden har den været med i samtlige årgangsløb og fireårsløbet på derbydagen, hvor den var fjerde bag Empire.

- De skal holdes på toppen over lang tid. Det bliver den sidste start i år, da han har haft en lang sæson.

- Nu får han lidt hvile, og så prøver vi at lave ham klar til en ny sæson, siger Henrik Thomsen.

Hvordan ser du på fremtiden for hesten?

- Når de har været gode både som 2 års og 3 års, plejer de ikke at falde væk. Så er de som regel også gode som 4 års.

- Han udvikler sig via løb og forbedrer sig hele tiden, men gør de andre også. Der kan komme nogle opkomlingene også, som vi så med Empire i år.

- Den er meldt i det hele, hvor Derbyet selvfølgelig er det store mål.

- Jeg forventer også, at den også starter både i Grand Circle og Grand Prix’et i Aarhus. Der er så gode penge at køre om, så vi springer ikke umiddelbart Jydsk 4-årings Grand Prix over, selv om Aarhus ikke lige har været sagen.

- 2-årings Grand Prix’et var ikke godt. 3-årings Grand Prix’et var nogenlunde. Så må 4-årings Grand Prix’et blive rigtig godt, griner Henrik Thomsen.

En temperamentsfuld dame

Hos hopperne har Excuse Me langsomt med sikkert udviklet sig igennem sæsonen. Den startede ikke som toårs og debuterede først i maj i år. Først i fjerde start kom den første sejr hjemme i Nykøbing, der blev fulgt op af en sejr på Charlottenlund i et almindeligt klasseløb.

Efter et par starter, hvor det blev til galop, indledte Excuse Me en kampagne i Sverige, hvor den efter en tredjeplads i Halmstad plettede de to efterfølgende gange på Jägersro. Ved den seneste sejr sprintede den 1.13,5 fra spor 11.

I kvalifikationen til Dansk Avlsløb fik hoppen et optimalt løb i ryg på førende Energy Mix. Med 400m igen gik Birger Jørgensen op udvendigt på den førende, og opløbsduellen blev ganske tæt med Excuse Me hoved og hals foran.

EXCUSE ME2

Udvendigt går Excuse Me forbi Energy Mix på de sidste meter i kvalifikationen. Foto: Flemming Andersen.

- Jeg var meget tæt på at opgive den som 2-års pga. temperamentet. Jeg prøvede at ændre nogle ting i træningen, og det hjalp ligesom.

- De første starter satte jeg mig ind bagved. Det gjaldt om at køre nogle fornuftige løb, så den kunne lære at slappe af.

Henrik Thomsen er ganske optimistisk før finalen, hvor Excuse Me har nummer 3, men starter fra spor 2, da Energy Mix er udgået.

- Hun var lidt for hidsig sidst. Hun agerede lidt voldsommere end normalt. Har lavet lidt om i træningen, men den har enorm kapacitet.

- Den her hest slås mest med sig selv og ikke med konkurrenterne. Er den rolig, vil den gå et topløb. Men det kan også ende i skuddermudder. Har hun en af sine gode dage, vil hun gøre en lignende præstation som sidst og kan en 15-tid, og så er hun med på stregen, lyder vurderingen.

Er ikke meldt i årgangsløbene

Her i Dansk Avlsløb er det første gang, at Zola Boko-datteren møder sine jævnaldrende medsøstre. Hun har ikke været med i nogle af årgangsløbene tidligere på sæsonen, og det kommer hun heller ikke næste år.

- Den er desværre slettet i de fleste årgangsløb også til næste år. Kriterium og Derby blev den slettet i som følge af en procedurefejl mellem ejer og DTC.

- Jeg har sagt til Solveig (Kofoed Hansen - red.), at vi nødt til at tage det forsigtigt med hende her. Det er levende dyr, vi har med at gøre. Hvis først hovedet brænder sammen, er det slut for evigt.

- Hun bestrider enorm kapacitet og store fart resurser.  Hun er bevidst manegeret stille og roligt - mere roligt end Erling, så hun få måske en start mere i Sverige i år, slutter Henrik Thomsen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere