Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
VM Viking Cup og Peter Ømark Andersen - Billund 29.3.2019Foto: KM Foto

VM Viking Cup overlegen i Guldhesten

V M Viking Cup
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
29. marts 2019 19:30

Den sejrsvante vallak tog sin første sejr efter skiftet til Morten Friis, da amatørkusken Peter Ømark Andersen tog sin tredje årssejr i kun fire starter. Steen Juul satte ny banerekord med Luna Brodde.

Af Kim Nielsen

Med 28 sejre i 61 starter havde VM Viking Cup en fremragende sejrsprocent på 46% inden dagens start i Billund. Efter to starter i klassen med et par mindre placeringer, havde Team Friis fundet en opgave til hesten i et amatørløb, hvor hesten startede med 60 meters tillæg.

Som chauffør havde Peter Ømark Andersen fået chancen, og den erfarne amatørkusk fra Skive gør sjældent noget forkert i de efterhånden få køreture, han har. Favoritten Double Up sad hurtigt i spids trods 20 meters tillæg. Men ned forbi publikum dæmpede Mike Kristensen tempoet gevaldigt.

Det fik Peter Ømark Andersen til at sende VM Viking Cup af sted fra køen, og ved dommertårnet havde parret kontakt med den førende. Tvekampen gennem svinget endte i galop for Double Up, og så var næstfavoritten pludselig 20-25 meter foran de nærmeste.

Resten var legeværk for den 8-årige Classic Photo-søn, der defilerede sejren hjem langt foran feltet. Vindertiden ganske respektabel med 1.15,0/2.060m snorestart.

- Jeg kom godt op, og de kørte ikke så stærkt. Så jeg tænkte, at vi tager en chance og ser, om vi kan overrumple dem, og det lykkedes jo, da Mike ikke kunne svare henne i svinget.

- Jeg ved godt, at jeg havde brugt en speed, de andre ikke havde. Jeg trak vattet i sidste sving for at være sikker på, at jeg havde lidt at skyde med, hvis der kom en. Men det var ikke nødvendigt. Han gjorde det let, lød roserne fra Peter Ømark Andersen med den fine sejrsprocent på 75% i indeværende sæson.  

V M Viking Cup Aeresrunde

For tredje gang af fire mulige i 2019 hentede Peter Ømark Andersen en vinderbuket. Foto: KM Foto.

Luna Brodde dansede rundt i ny banerekord

Ofte er et løb med kun fire deltagere ikke noget at skrive hjem om. Og det var da heller ikke fordi, der var meget spænding i løbet, da to af de fire heste var mange hestehoveder højere end de andre.

Steen Juul tog spidsen med storfavoritten Luna Brodde, der fik næstfavoritten Ebony Blåbjerg med Morten Friis klistret i ryg. Efter en moderat første omgang satte Steen Juul tempoet gevaldigt op på sidste langside, men Morten Friis hang på som en igle.

Der var dog aldrig tvivl om udfaldet, og til slut trak Steen Juul et par længder væk fra konkurrenten. Stopuret viste 1.14,8/1.900m auto, hvilket var ny banerekord for 3-årige udenlandske hopper.

- Hun var super fin i løbet. Der var ikke noget negativt på hende overhovedet. Hun lå ikke på, og jeg kunne få lov at dæmpe hende. Klart positivt, mente Steen Juul.

Vindertiden 14,8 siger vel lidt om hestens formåen i dens bare fjerde start, lød det fra Fast Track reporter Søren Aaen.

- Det gik jo forholdsvis langsom den første omgang. Men så besluttede jeg mig for, at hun skulle have lidt en gennemkøring.

- Så øgede jeg farten ned ad sidste langside. Og de sidste 800 meter gik det stærkt, fortsatte Steen Juul, der starter hoppen allerede næste mandag i Halmstad for at begynde at teste den svensk fødte Trixon-datter mod sine jævnaldrende medsøstre hinsidan.

Luna Brodda

Banerekorden for 3-årige udenlandske hopper fik et tryk af Luna Brodde og Steen Juul. Den lyder nu på 1.14,8. Foto: KM Foto. 

Double til Bøje Laursen

Dagens mand blev Bøje Laursen. I det indledende begynderløb overtog han hurtigt spidsen med Calvin Ice trods tillæg. Og siden kunne han afvise et sent angreb fra den Olaf Schröder-trænede franskmand Errakis, der blev kørt af Birger Jørgensen. Vindertiden i klassen under 8.000 kr. blev 1.15,9/2.020m snorestart.

I det afsluttende formløb med navnet Niels Oles Ærespræmie havde Bøje Laursen toptillæg med stærke Arc Va Tout. Trods 80 meters tillæg på stayerdistancen 2.580 meter, var den norskfødte helt overlegen. Det er ikke hver dag, at et formløb over lang distance bliver vundet i 1.16,0 – og så endda men galop. Jo Der var fine tider i samtlige løb denne fredag i Billund.

Calvin Ice

Indvendigt afviser Bøje Laursen angrebet fra Errakis og Birger Jørgensen og tager sin første af to dagssejre med Calvin Ice. Foto: KM Foto. 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere