Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Victory Island anden til Youngblood Pellini - Jägersro 13-3-19Foto: Kanal 75 TV

Victory Island var stor i nederlaget

Victory Island Anden
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
14. marts 2019 8:30

Det blev til to andenpladser for såvel Victory Island med Jeppe Juel som Takethem med Thomas Uhrberg på Jägersro onsdag aften. Dermed kunne Team Steen Juul indkassere 70.000 svenske kroner.

Det blev ikke til en ny sejr til samlingen for Henrik Poulsens Victory Island. Fra spor 11 i næstsidste afdeling af V86-spillet måtte gæstekusk Jeppe Juel bakke den italiensk fødte 5-åring ned i femte par udvendigt samtidig med, at Adrian Kolgjini overtog spidsen med Dontbreakthebankås.  

Efter en omgang kørte Jeppe Juel frem udvendigt på den førende, og det lykkedes faktisk at koble grebet på Kolgjinis hest kort før mål. Fra tredje par indvendigt fik Thomas Uhrberg akkurat vredet Youngblood Pellini ud til angreb først på opløbsstrækningen, og dette kunne Jeppe Juel og Victory Island ikke stille noget op imod. Tidsnoteringen for Victory Island blev 1.13,9/2.140m auto.

Takethem chanceløs

Steen Juul havde fundet en passende opgave til Takethem, så denne kunne komme i gang igen. Lynstarteren Pastore Bob med Johan Untersteiner tog let spids med Takethem lige efter. Sådan var stillingen hele vejen, hvor Takethem med Thomas Uhrberg aldrig var tæt på at komme i nærkamp med Johan Untersteiners hest. Takethem kom hjem i 1.14,2/2.140m auto.

Christian Lindhardt fik en tredjeplads med hjem med Global Strategy, og Jeppe Juel tog en mindre præmie med Berenice.

Af Kim Nielsen

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere