Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Spændende tilgang hos Mette Fruergård

Mette Fruergård galop
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
10. marts 2019 18:00

Den nordjydske amatørtræner Mette Fruergård har med tilgang af Mingun-sønnen King's Son og irskfødte North Bay Sunrise fået et par spændende heste i stalden, som kan bevirke at hun får den bedste sæson i flere år.

Efter at have leveret flotte resultater i især 2014 og 2015, hvor staldens heste indløb omkring 200.000 kroner og hvor det i 2015 blev til en nominering til Hestesportens Galla, så har der været lidt stille omkring den nordjydske galopamatørtræner Mette Fruergård de seneste sæsoner. Ifjor vandt staldens heste en sejr i 23 forsøg og indløb beskedne 66.818 kroner.

  -  Da vores avlshingst Royal Experiment døde sidste år, så mistede jeg faktisk lidt modet og trængte til lidt frisk luft. 

  -  Jeg overvejede at stoppe med galophestene, men fandt ud af at det er svært at undvære, fortæller Mette Fruergård, som har seks løbsheste samt avlshingsten Efesos i stalden ved Sulsted frem mod sæsonen 2019.

EFESOS_MGL9941Skimle Efesos, som her hædres efter sejren i Scandinavian Open Championship 2018, står lige nu opstaldet som avlshingst hos Mette Fruergård i nordjylland. Foto: Burt Seeger.

  -  Det er fantastisk at have fået en hesteejer i Flemming Salomonsen som tror på mig. Han ejer North Bay Sunrise og Scots Piper og er med i en part af King's Son.

Sidstnævnte er et ud af to nye navne i stalden

  -  King's Son kan jo næsten kun skuffe for mig, da den har gjort det flot hidtil. Træerne vokser jo ikke ind i himlen. Vi har fået ham kastereret og mit håb er at han slipper sig lidt mere, fortæller Mette Fruergård om Mingun-sønnen, som har vundet fire af karrierens 23 starter og har en indtjening på 414.633 kroner.

3M1A09413Kings Son som her vinder Champion Stakes 2019 på Racing Arena Aalborg, har gjort det flot i regi Marc Stott, hvor det bla. er blevet til en andenplads i Dansk 2000 Guineas. Foto: Hesselborg Foto.


En anden ny hest i stalden er Kodiac-datteren North Bay Sunrise som blev hentet hjem fra England sidste efterår

  -  Den står med et handicap på 68 og har en tredjeplads som bedste resultat. Træner rigtig fint og har et lækkert eksteriør.

Samme ejers Scots Piper fik to starter for stalden sidste efterår, hvor den begge gange var klart slået

  -  Det er en stor tung hest som er en sen type. Tror den har haft godt af vinteren

De tre sidste pensionærer i stalden er de velkendte handicappere Emmys Lane, Go One Direction og Extreme North

  -  Emmys Lane har døjet med småskader og vi har derfor ikke turdet starte hende i topsprint. Hun skal til Klampenborg og starte Super Sprint igen i år. Extreme North er der ingen løb til herhjemme og han bliver nok mest brugt som rejsekammerat. Hvis han ligesom sidste år tjener sine penge, så får han lov til at løbe igen.

thumbnail_DSC_4348 Extreme NorthStravinsky-sønnen den nu 14-årige Extreme North har med 13 sejre været en god hest for stalden igennem mange sæsoner. Sikrede faktisk stalden den eneste sejr i 2018. Foto: Ole Hindby.

Af Henrik Brendholdt

 

 

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere