Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Jane Grove mod store forandringer

Hells Angel JVB vindercirkel
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
15. marts 2019 10:30

Den mangeårige aarhusianske galoptræner Jane Grove går et spændende år i møde, hvor både bryllup og salg af sit træningskvarter kan ske indenfor de kommende måneder.

Der bydes på højtbelagte smørrebrød og kolde colaer da Jane Grove som altid imødekomment byder velkommen ved hendes ejendom beliggende ved Mårslet, kun få kilometers kørsel fra Jydsk Væddeløbsbane.

Ejendommen har fine udendørsbokse og en træningsbane, hvor det meste motionering af træningskvarterets seks galopheste foregår.

Jane Grove havde i 2018 sin bedste sæson i flere år. Staldens heste indløb 145.720 kroner i 38 starter, hvoraf fire af dem gav sejre

  -  De to af dem kom på samme dag i Aalborg, hvor Hells Angel og Naga Jolokia begge vandt for Lea Olsen og sikrede hende DM for kvindelige ryttere. Det var pissegodt, erindrer Jane Grove.

  -  Jeg har et rigtig godt samarbejde med Lea Olsen, som rider mine heste i arbejderne nede på banen. 

3M1A7544Jane Groves egen Hells angel vinder her for Lea Olsen en afdeling af DM for kvindelige ryttere. Foto: Hesselborg Foto.

Som overskriften hentyder så sker der ting og sager i trænerens liv de kommende måneder

  -  Jeg skal giftes indenfor tre måneder med min kæreste Kelvin C Belcourt

 Den i Maurituis fødte 23-årige amatørrytter fik i 2018 en andenplads på Pia Grams Devils Dust som bedste resultat i sin første sæson som rytter

  -  Han rider staldens heste til daglig i træning sammen med pigerne Melanie, Sabrina og så kommer Nanna Sørensen også jævnligt ned fra Aalborg

  -  Til juni tager Kelvin tilbage til Maurituis, hvor han arbejder i en træningsstald og vender tilbage hertil til efteråret, så vi har lige tre måneder til at nå at blive gift.

Den anden store nyhed er at Jane Grove forventer at flytte fra Mårslet inden udgangen af 2019

  -  Jeg planlægger at sælge gården og skifte den ud med noget større.

Og så tilbage til snakken om forventningerne til staldens seks galopheste i den kommende sæson:

Niårige Hells Angel vandt en sejr i fjor og Silca Legend-sønnen er en hest træneren sætter højt

  -  Den går mod Super Sprint i København, men viste jo med sejren i Aalborg over 1500 meter og med 72 kg, at hvis den slapper af undervejs så går det også. Lea sagde til mig før Aalborg "Den kan vinde Jane" og hun havde jo ret, fortæller den 51-årige træner.

De to handicappere King Charles og Naga Jolokia vandt begge løb for træneren ifjor og leverede flere gode løb

  -  King Charles døjede indimellem med moralen ifjor og vi vil prøve at ride den anderledes i år. Naga Jolokia ejer jeg selv nu og den bliver en hest Kelvin skal have chancen på.

thumbnail_DSC_1845 Naga JolokiaNaga Jolokia har gjort det godt i flere sæsoner for træner Jane Grove. Foto: Ole Hindby

Ny i stalden er engelskfødte Sapper, som tidligere var ejet af Stald KTAS og trænet af Bent Olsen 

  -  Den ejes bla. af Niklas Ladefoged som sidst havde galophest i starten af 90'erne-

  -  Det er en sprinter, som efter planen skal ud i et maidenløb på åbningsdagen i Aarhus. 

De to yngste heste på træningslisten er toårige Lille Kasper (Helsinki-Jath) og treårige Rock Solid (Helsinki-Rock Of Kildare)

  -  Lille Kasper er blevet flinkere efter den er blevet kastereret og jeg håber den bliver klar henover sommeren. Rock Solid gik faktisk pænt i sin anden start i fjor. Er en stor hest som starter den 27. april i Aarhus og derefter går mod Trial Trip og forhåbentlig Jydsk Derby, slutter en optimistisk Jane Grove af og fire stykker smørrebrød senere slutter interviewet.

thumbnail_DSC_6811 king CharlesStutteri Tousgaards King Charles havde en fin sæson 2018 med en sejr og en indtjening på 69.170 kroner. Foto: Ole Hindby.

Af Henrik Brendholdt 

 

  -  

 

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere