Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Captain Coke og Kamilla G. Plambech - Charlottenlund 22.3.2019Foto: KM Foto

Fejrede sin 17-års fødselsdag med sejr i Charlottenlund

Captain Coke
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
22. marts 2019 19:30

Kusketalentet Kamilla Gilsgaard Plambech kørte et super løb med Captain Coke. Også sukker styring af René Kjær, da han vandt et godt besat stayerløb med Something Fishy.

Hun har i flere år været en af de mest talentfulde ponykuske herhjemme. Og da alderen tillod det, fik Kamilla G. Plambech naturligvis licens til de ”store heste” sidste år. Her blev til tre sejre i 23 starter – alle taget på hendes tidligere hjemmebane på Nykøbing Faster Trav.

Den sidste måned har der været en del turbulens i den unge amatørkusks tilværelse. Et tiltænkt ophold i Stockholm hos træner Mathias Djusse sluttede, nærmest inden det var begyndt. I stedet har hun fundet sig tilrette hos Peter Untersteiner, hvor hun i sejrsinterviewet fortalte, at hun skulle være det næste halve år. Derefter starter hun på den svenske travskole Wången.

I dagens amatørløb var Captain Coke hele tiden godt placeret fremme i feltet. Da der blev angrebet i sporene, blev den unge amatørkusk koldt siddende i andet spor.

Ind på lige bane løste det sig perfekt, og hun kunne køre frem i andet spor og afvise en godt gående Playboy Face, der løb de sidste 800 meter i tredje spor. Det var Kamilla G. Plambech's første sejr på hovedstadsbanen. Vindertiden blev 1.17,4/2.000m snorestart.

- Jeg sad og ventede på, at Maria (Hansen red.) ville gå forbi, så der måske kunne blive hul til mig. Og da der så blev hul, svarede han bare, da jeg lettede på linerne, fortalte Kamilla G. Plambech, der vil forsøge at starte her i Danmark ind imellem, når det kan passe med arbejdet i den svenske storstald i Halmstad.

Captain Coke Kamilla G Plambech

Kamilla Gilsgaard Plambech gav sig selv en herlig fødselsdagsgave i form af sejren med Captain Coke. Foto: KM Foto.

Kjær kørte et drømmeløb

Der var på forhånd set frem til dagens 6. løb, der gik over den velvoksne distance 2.950 meter. Der var mange gode heste med fra flere volter, og favorit blev René Jonassens Cody S, der ud af første sving overtog spidsen.

20 meter bagved fik René Kjær en pangstart med Something Fishy, der kørte frem og engagerede Cody S lidt. Der blev herefter plads til, at René Kjær kunne krybe ned i vinderhullet. Undervejs kom der angreb i sporene fra Steen Juul og Thunder Peak. René Kjær smuttede med ud i ryg på Steen Juul, og da hans angreb ebbede ud, satte Kjær sit eget ind.

Efter en lille puster i ryg på Cody S trak Kjær i højre line først på opløbsstrækningen, og sejren til Something Fishy blev uhyre sikker. Cody S kapitulerede med opløbsgalop, og fra køen sluttede Casino Brick og Teodor godt af til de efterfølgende placeringer. Vindertiden blive 1.16,0/2.990m snorestart.

- Skulle jeg have lavet en bog omkring det her løb, hvordan det skulle køres, så tror jeg faktisk, at det var sådan, jeg ville have skrevet den.

- En hurtig start, og så havde jeg på fornemmelsen, at René (Jonassen red.) skulle overtage spidsen. Give ham et tryk, komme ned og sidde og komme rigtigt ud.

- Var lidt heldig, da Steen Juul kom, og jeg kunne komme derud og sidde. Det blev bare perfekt, lød det fra en tilfreds René Kjær, der i sin seneste start med Something Fishy havde måtte lægge øre til lidt kritik fra hestens træner Morten Juul.

Han må til gengæld have slikket sig om munden i dag over den kørsel, som den regerende landschampion lagde for dagen i dette løb.  

Something Fishy

René Kjær har atter fundet vindermelodien. I dag blev det til sejr med Morten Juul-trænede Something Fishy. Foto: KM Foto.

Juul har Derbyambitioner med Daytona

Selv om hesten aldrig havde sejret før, så var Daytona spillet ned i 13 for 10 og var dagens største favorit i V5-spillet. Steen Juul sendte resolut Ganymede-sønnen til front. Herefter kørte han et stigningsløb, så ingen af de mere rutinerede heste fra 20 og 40 meters tillæg på noget tidspunkt kom ind i legen.

Daytona så blændende ud hele vejen, og den vandt i tiden 1.16,0/2.000m snorestart.

- Han gik godt. Han havde trænet godt og virkede stærk og reel. Så det var fint.

- Han har det meste. Er en flot korrekt bygget hest. Han har også et fint hoved og temperament.

- Der har ikke været nogen problemer bortset fra det ben, hvor han blev skadet. Men nu ser det ud til, at han er på ret vej, sagde Steen Juul, der ikke ville afvise, at de ambitioner han og kredsen omkring hesten havde i 2-års sæsonen kan blive indfriet, således at Daytona vi være at finde bag startbilen, når Derbyet køres til august.

Daytona 2

Daytona løb sit eget løb foran feltet. Foto: KM Foto.

Af Kim Nielsen

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere