Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Beatriz vinder hurtigklassen for Kasper K. AndersenFoto: Fotograf: Gorm Johansen

Dronning Beatriz tilbage på vinderpladsen

Beatriz
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
25. marts 2019 16:30

Den tidligere vinder af Dansk Hoppe Kriterium nærmest chokerede ved at slå den danske hurtigklasse i Odense søndag. Det kom dog ikke helt bag på træner Christian Lindhardt.

Kort efter Christian Lindhardt vendte hjem til Danmark efter sit ophold på Gestüt Lasbek skiftede Stald Søhus sine heste til den nye træner på Nykøbing Falster Trav. Fløjhesten var nu 6-årige Beatriz, der både vandt Hoppekriteriet og Grand Circle som 3-åring.

Året efter var hun et hedt emne til sejren i Dansk Hoppe Derby, og hun vandt da også sin Derbyprøve. Men det er faktisk sidste gang, at det er blevet til sejr for Beatriz indtil i går.

Hun startede med en fin andenplads i sin første start for Christian Lindhardt. Men så kom der grus i maskineriet.

- Jeg synes, det har været ren utur, med de starter hun har gået på det sidste. Hun kunne ligeså godt have stået med et par sejre.

- Sidst blev hun for hidsig op mod vognen. Så hoppede hun for Peter Ingves, hvor han kørte lidt tæt i starten for at ramme en god position. Og for mig hoppede hun en sejr eller en andenplads væk på Lunden.

Men med tre negative resultater i træk, måtte hun er tur i prøveløb på hjemmebanen i Nykøbing forud for starten i gårsdagens hurtigløb på Fyens Væddeløbsbane.

- Hun har trænet forrygende, og virker bestemt ikke som en hoppe, det er kørt træt i tilværelsen.

- Som sådan er jeg ikke overrasket over, at hun kunne vinde løb. Dog var jeg lidt overrasket over, at hun kunne vinde fra spor 8, når det samtidig var hurtigklassen. Men løbet blev jo også kørt til hendes fordel, konkluderer Christian Lindhardt.

Hvordan er hun faldet til i jeres træning?

- Jeg synes, at hun er faldet godt til. Vi bruger meget at tage hestene ned til stranden og ridetræne dem. Det er både skånsomt for hestene, og generelt er det godt for både krop og sjæl – nøjagtigt som med mennesker, mener Christian Lindhardt.

DM for Hopper er målet

Et af de kommende mål er naturligvis DM for Hopper på netop Fyens Væddeløbsbane d. 3. maj. Sidste år var Beatriz tæt på at vinde titlen for sin tidligere træner Nicolaj Andersen.

Han sad udvendigt på storfavoritten Bikini, og i bagklogskabens klare lys skulle kusken bare være blevet siddende lidt længere udvendigt og kontrollere løbet. Men Nicolaj Andersen stak på vej ind i opløbssvinget og var i et ruf 20-30 meter fri af Bikini.

Men temposkærpningen gjorde, at det akkurat lykkedes for Knud Mønster at få Stickittothem vredet ud fra inderbanen bag Bikini, og så måtte Beatriz se denne gå forbi på de sidste meter.

Stickittothem 20180429 DM Hopper

På de sidste meter bliver Beatriz i inderbanen passeret af Stickittothem i sidste års udgave af DM for Hopper. Måske bliver det i år i regi af Christian Lindhardt, at Beatriz atter sikrer sig en storløbssejr. Foto: Gorm Johansen. 

Der er derfor ingen tvivl om, at især ejeren Stald Søhus tørster efter revanche. Og efter sejren i går må Beatriz nu pludselig fremstå som et hedt på at vinde DM-titlen.

Næste start inden DM bliver et hoppeløb på Charlottenlund Travbane.

Lindhardt contra catchdrivere

I går var det dygtige Kasper K. Andersen, der sad bag Beatriz. Ved starterne i Sverige har kusken heddet Peter Ingves. Og ofte ser man Christian Lindhardt-trænede heste med catchdrivere i vognen.

Er du begyndt selv at køre færre løb, siden vi jævnligt ser catchdrivere bag dine heste?

- Nej, når jeg er fremme, kører jeg primært selv mine heste. Så jeg er ikke ved at trappe ned som kusk. Men vi også en stald og en forretning, der skal passes herhjemme.

- Så nogle løbsdage bliver jeg hjemme og passer stalden og hestene, hvor jeg så bruger andre kuske. Og hvis en af mine heste trives bedre med en anden kusk end mig selv, så er jeg ikke bleg for at bruge en catchdriver, siger Christian Lindhardt.

Lindhardt, Christian_US

Selv om Christian Lindhardt jævnligt har brugt catchdrivere til sine heste her i opstartsfasen på Falster, så vil han som oftest stadig være at finde i sulkyen bag sine heste i løb. Foto:US Photo.

Stald Søhus har hele otte heste i træning hos dig?

- Ja, det er staldens største kunde. Vi er utrolige glade for samarbejdet, som fungerer fint, selv om der jo har været lidt utur på det senest med især Beatriz.

- Det forpligter jo, og det er det, vi prøver at leve op til i hverdagen, slutter Christian Lindhardt.

Af Kim Nielsen

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere