Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Axe Brogård og Bent Svendsen på æresrunde - Aalborg 15.3.219Foto: Hesselborg Foto

Bent Svendsen tilbage i hopla

Axe Brogaard Og Bent Svendsen Paa Aeresrunde
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
15. marts 2019 20:30

Efter et par ugers sejrstørke fik den humørfyldte Skivetræner vendt skuden med to sejre i dag i Aalborg. Også fin dag for Gordon Dahl med to trænersejre og to kuskesejre.

Da Bent Svendsen tidligere i dag blev interviewet til fasttrackracings.dk’s trænerkommentarerne til Skive på mandag, sagde han, at han ikke havde kørt særlig godt de sidste par uger. Adspurgt om han skulle have en sejrsbuket her i weekenden sagde han, at så skulle det være med Neo.

Og det kom til at holde stik, da Neo i dagens bedste opløb akkurat stak mulen først på mållinjen i hård kamp længe førende Hiawatha River med Gordon Dahl, og den i sporene angribende Bell Man med René Kjær.

Efter lidt positionskamp i første sving trak Bent Svendsen følehornene til sig og bakkede af med Neo. Men det blev en rejse uden ryg, og langsomt med sikkert kørte han frem i en såkaldt blød dødens. I sidste sving så Neo slået ud, da Bell Man fortsatte sit angreb ude i sporene, og Gordon Dahl indvendigt egentlig så ud til at have styr på løbet.

Men Neo holdt farten hele vejen ind i mål, og i en uhyre tæt opløbskamp, trak Make It Happen det længste strå. Vindertiden over de to og en halv omgang blev 1.16,4/2.640m autostart.

- I dag gjorde han det den tunge vej. Det var absolut ikke planen at sidde der, men det gjorde jeg så. Men jeg kørte absolut ingenting, før angrebene de kom bagfra.

- Han føltes slået i sidste sving, men han kom fint tilbage, da jeg trak det norske, forklarede Bent Svendsen efter sejren.

Neo Og Bent Svendsen

I midten når Bent Svendsen akkurat målsgtregen først med Neo efter et hårdt løb udvendigt uden ryg. Foto: Hesselborg Foto.

I V5-afslutningen skulle Bent Svendsen ud med Axe Brogård, der ikke havde gået noget længe. Til trænerkommentarerne havde han udtalt følgende:

”Axe Brogård hænger på i løbene uden at afgøre. Søger også en præmie her. Jeg kører til spids og får en god rygposition”.

Det var så ikke sådan, at det gik. For ganske vist kørte Svendsen til spids som annonceret. Men han slap ikke til nogen som helst og førte fra start til mål i dagens hurtigste vindertid 1.14,0/1.640m autostart.

16 gange pengene i vinderspillet og kun afkrydset på 3% i V5 var Axe Brogård dagens største overraskelse. Det var ni V5-spillere glade for, da de hver kunne indkassere 38.672 kroner.

- Jeg har kørt til spids med ham mange og har sluppet. Men i dag var distancen og sporet til, at han skulle prøves i spids.

- Han var tilpas på biddet hele tiden. Jeg lod ham gå der en længde foran feltet, hvor han tror han er noget. Så betyder farten ikke så meget, så er det mere psykisk for hesten.

- Han fik lige en reminder om, at nu var det alvor i dag, og så stak han, sagde Bent Svendsen til Fast Track reporter Søren Aaen på hans kommentar til, at Svendsen nærmest gav et brøl, da han trak vattet i opløbet.

Axe Brogaard Og Bent Svendsen

Bent Svendsen afviste angrebet fra René Kjær med Attack Photo, da han tog sin anden dagssejr med Henning Olesen-trænede Axe Brogård. Foro: Hesselborg Foto.

Gordon Dahl tog tre sejre

Man kan vel kalde Gordon Dahl lidt af en begynderløbsspecialist efter i dag. I begge dagens løb, hvor der var debutanter til start, havde lodtræningen stået ham bi med to gange spor 1.

I dagens første løb sad han bag Verner Kristensen-trænede Livi Oxford H M. Aalborg-træneren havde kørt hesten både i prøveløb samt et par arbejder, så han var godt dus med den op til debuten. Han blev i første omgang overrumplet af favoritten Attached hen mod første sving, men da denne galopperede, så sad Gordon Dahl pludselig i spids.

Livi Oxford H M løb lidt sit eget løb forrest. I sidste sving kom René Kjær farende med 14 for 10 favoritten Attached. Men da den på ny galopperede, endte Gordon Dahl med at være 25 meter foran andenhesten i mål. Vindertiden blev 1.18,4/2.140m snorestart.

Livi Oxford H M Og Gordon Dahl

Gordon Dahl indledte dagen med en vandtæt sejr med Stald Bakkebo's Livi Oxford H M. Foto: Hesselborg Foto.

I dagens montéløb havde Gordon Dahl sendte Tyrrell As ud med rytter på ryggen, uden at den på forhånd havde trænet i den disciplin. Men efterhånden rutinerede Maria Dueholm Svendsen havde ingen problemer med at sende den 7-årige Daguet Rapid-søn uden om førerhestene i opløbssvinget, og sejren blev meget sikker.

Tyrell As Og Maria Dueholm Svendsen

Gordon Dahl-trænede Tyrrell As var ganske overlegen i hestens første optræden i montésammenhæng, hvor Maria Dueholm Svendsen vendte tilbage på vinderpladsen efter knap syv måneders sejrstørke. Foto: Hesselborg Foto.

Første Made in Denmark vinder

I det allerførste løb i den nye løbsserie for de treårige heste Made in Denmark havde Gordon Dahl gjort Stutteri Disneys Elliot klar. Fra spor 1 var der ingen slinger i valsen. Han kørte et stigningsløb med From Above U S-sønnen, der vandt legende let i den fine debutanttid 1.17,7/2.140m snorestart til rare 15.000 i førstepræmie.

På forhånd havde Gordon Dahl fortalt i træneinterviewet inden løbene, at Elliot var en hest på det jævne og ikke shinede, som mange andre 3-årige heste.

- Som han gik i dag og vandt på 17 lige så legende let, så skal jeg måske revidere min opfattelse lidt.

- Men lad ham nu komme i gang og få nogle starter og se hvad det bliver til. Der er tegning til en god hest, lød vurderingen fra Gordon Dahl.

Elliot Og Gordon Dahl

Elliot var alene på målfotoet, da Gordon Dahls debutant vandt det første løb i den nye serie Made in Denmark. Foto: Hesselborg Foto.

Af Kim Nielsen

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere