Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Livi Lady når akkurat forbi en tapper Double Up på målstregenFoto: KM Foto

Andenhesten tiltrak sig overskriften

Livi Lady_Double Up 080319
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
09. marts 2019 12:15

Skulle man i travsporten begynde at excellere i begrebet "halve sejre", så ville Aalborg-hesten Double Up ubetinget have gjort sig fortjent til en sådan.

Så skarp var fredagens indsats i Billund, hvor sæsondebutanten var slået med en mule på 1.14,1a/1900 meter efter i den grad at "have været med i krigen".

Først udnyttede Pauli Andersen Trophy Catch-sønnens spektakulære starthurtighed til at bombe til spids, men allerede i første sving meldte en af favoritterne Daisy Cash sig på ydersiden af Double Up.

Angriberen blev afvist, men på opløbssiden første gang kom den anden favorit Hocus Pocus og der blev igen trukket tænder ud på Double Up. Med en omgang til mål havde Hocus Pocus trekvart længdes overtag, men i inderbanen fik Double Up svaret føringen op og det gik stadig i toptempo frem mod de første 1000 meter afviklet i 1.11-tempo.

Med det udlæg ville mange heste have hejst nødsignaler før sidste sving. Eller som løbsreferent Vagn Honum lyrisk konstaterede med 450 meter til mål: »De har kørt så stærkt at mælkesyren skal ligge i knæhøjde«.

Double Up så imidlertid ikke for alvor mærket ud, og skønt det ikke gik nær så hurtigt over den afsluttende halvbane, så var det udelukkende Livi Lady med Bo Westergaard, der fra et perfekt afsæt i andet par udvendigt, akkurat nåede forbi Double Up.

»Det var en fantastisk indsats Double Up leverede. Det synes jeg lover godt for året og de store opgaver, der forhåbentlig kommer,« siger Pauli Andersen dagen derpå.

Vidste du at hesten var så klar?

»Jan (Skovsgaard, red.) er meget seriøs med træningen. Han bor bare fire kilometer fra banen og træner med hesten tre gange om ugen herinde, og jeg har kørt hesten hurtigt et par gange. I lørdags prøvede vi den for første gang uden sko. Sådan gik den også balanceret i Billund og det virkede godt. Hesten var fin og spændstig. Samtidig er den jo ekstremt hurtig fra start,« konstaterer Pauli Andersen.

Ville ikke slippe efter 700 meter

På forhånd lå det ikke i kortene, at Double Up skulle køres i føring for enhver pris.

»Jeg vidste ikke lige, om jeg ville køre spids. Jeg havde håbet, at Hocus Pocus var kommet med det samme. Så havde jeg nok sluppet, men vi nåede om til dommertårnet inden Kjær kom frem. Da havde vi kørt 700 meter og så synes jeg ikke længere vi skulle slippe,« forklarer Pauli Andersen sine overvejelser.

Havde du forestillet dig, at Double Up kunne have holdt så godt ved som den gjorde?

»Det spekulerede jeg ikke så meget over undervejs. Når hesten er i orden, så er den god. Den er både hurtig og stærk, men det er klart, at når man bruger hesten de første 100 meter og dernæst Gordon og siden Kjær kommer frem, så blev hesten brugt tre gange og alligevel holdt den helt til tæt på målstregen,« bemærker Pauli.

Noget at kigge efter

På tærsklen til derby-sæsonen giver en sådan præstation anledning til at skue frem mod de større løb. Blandt de største løb står Double Up udelukkende tilmeldt derbyet, og her bliver distancen næppe til fordel.

»Double Up spiller jo lidt med musklerne. Nu blev starten i Billund udsat fire-fem minutter og den løb og hidsede sig rigeligt op. Samtidig plejer hesten at gå med både vat og ørehætte. Denne gang havde vi taget vattet ud af ørerne, men vi kunne jo ikke se på forhånd at der ville blive en udsættelse af starten, så den tog biddet. Det skal vi arbejde på at forbedre,« indleder Pauli Andersen.

»Distancen (i derbyet, red.) kan altid blive et spørgsmål, men hesten viste ved flere lejligheder sidste år, hvor god den er. Da den tog spids fra Dontpaytheferryman og Northern Charm, havde Double Up en halsinfektion og pakkede helt sammen, så det var bare en dårlig dag. Ellers tror jeg godt at hesten kan snige sig med frem hvor det kan blive spændende, i hvert fald på normaldistancen. Jeg tror ikke hesten har fordel af, når det bliver længere, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt,« siger Pauli videre idet han tilføjer:

»Med den fart hesten kan skyde, så er hestens startpræmiesum på 60.000 kroner ikke alverden. Som jeg sagde til Jan, så kunne det være sjovt at prøve Double Up over 1640 meter på Åby. Så vil de komme til at kigge noget, når Double Up lægger fra land.«

Se Double Up-løbet fra Billund HER

Af Niels Jørgensen

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere