Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Winston Laser Foto: Gorm Johansen

Winston Laser tilbage i sit gamle jeg

Winston Laser 21717
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
20. maj 2019 6:42

Der er Power Hour på Fyens væddeløbsbane i dag. Den otteårige vallak og Capra er ifølge John Køhlers kommentarer til fasttrackracing.dk et par gode chancer i dagens V4-spil, som ser uhyggelig svært ud.  

Af Kim Nielsen

John Køhler spidsede seneste et løb hjem på Jägersro, hvor det det var lidt af den gamle Winston Laser man så. Træner Max Myryp har givet hesten en længere behandlingspause her først på året. Det ser ud til at have givet pote efter en godkendt fjerdeplads fra spor 12 i DM for travtrænere og sejren på Jägersro, hvor Winston Laser vanen tro fulgte bilen og førte fra start til mål.

I den afsluttende V4-afdeling i dag er det er fantastisk felt, der er samlet i et amerikanerløb over 1.640m auto under 805.000 kr. VM Viking Cup, Apapmand efter pause i nyt regi med Jeppe Rask i sulkyen, starthurtige heste som Aros Line, Global Rhapsody og Victor Rush, er nogle af de heste, som Winston Laser møder. Læg hertil jernhoppen Stickittothem og Flemming Jensen-trænede Sun Esterel, der får Jeppe Juel i sulkyen. Der bliver knald på liggehønen i dagens 4. løb.

Winston Laser køres vanen tro af John Køhler, og den fynske træner er fuld af lovord efter seneste præstation og udtaler følgende om 4. løb nr. 5 Winston Laser til trænerkommentarerne:

- Han var rigtig fin sidst på Jægersro, ja jeg har aldrig følt ham bedre i stilen, og han virker lige så klar igen, som da han præsterede hver gang. Selv om modstanden er hård, anser jeg ham for at være en god vinderchance, og han løber jo aldrig stærkere foran end modstanderne ønsker det. 

Winstonlaser 6450 180401

Winston Laser med sin kusk John Køhler og oppasser Louise Maria Andersen efter sejren i et løb på Charlottenlund sidste år. Foto: Martin Timm Holmstav.

Skuffelse i Vintergækken

Efter to sejre i træk havde Team John K. set frem til starten med Capra i finalen af Vintergækken i Aalborg. Træneren selv var udelukket på dagen, så det var hans fynske kollega Preben Kjærsgaard, der skulle forvalte chancerne i finalen.

Desværre blev det til galop ud af volten, uden at der er fundet fejl på hesten. Fra spor 1 i den indledende V4-afdeling ligner det igen spids for den starthurtige hest, og om 1. løb nr. 1 Capra siger John Køhler:

- Vi var selvfølgelig skuffede lige efter Vintergækkens finale med galoppen. Men hun har virket fin i træningen efterfølgende, og selvom jeg godt kan se, at der er gode heste med også i dette løb, vil jeg prøve at ramme spidsen og køre frisk derom ad. Hun skal være en chance helt fremme.

CAPRA 24319

Sidst Capra og John Køhler havde startspor et på hjemmebanen blev det til sejr. Bliver det en gentagelse i dag? Foto: Gorm Johansen.

I alt syv startheste fra Team John K.

Der bliver travlhed i stalden hos John Køhler, hvorfra i alt syv heste seles ud. Træneren kører i V4-3 - 3. løb nr. 7 Haha Ha, der starter fra 20 meters tillæg i et løb med 15 heste. Noget af en rebus for spillerne.

Den mangedobbelte fynske champion sidder også bar bag debutanten 5. løb nr. 1 Cherry Bee, som trænsr af Rikke Bach. Hesten er godkendt på en 20-tid i sidst måned, men møder noget mere rutinerede heste.

I et amatørløb har Iver Jessen fået chancen bag 6. løb nr. 8 Sioux Vicious. Kusken sad også bag ”den røde” i Billund for fire starter siden, hvor den blev påkørt i første sving med galop til følge. Kan være en lille luring iflg. John K.’s trænerkommentar.

Endelig skal Travskolens to heste, der står i træning hos John Køhler, ud og forsøge at give eleverne på den fynske travskole deres første sejr. 8. løb nr. 6 Rex Kørup køres af Malou Cordt og får følgende kommentar med på vejen:

- Han løber med for tiden, og jeg har sagt til kusken, at hun skal prøve at køre et afventende løb og så se om hullet kommer. Jeg forstår, de gerne vil vinde løb, men de gamle gider altså ikke at havne i dødens hver gang. Med held på vejen er han aktuel. 

Ovidio Saf

Malou Cordt er en af Travskolen i Odenses elever, der nu har amatørlicens. Her må hun for fjerde gang nøjes med andenpladsen med Rex Kørup, da Brian Rytter sender Ovidio Saf forbi på de sidste meter. Foto: Gorm Johansen.

I det afsluttende formløb er det John K.’s nye medtræner i Travskolen Frederikke Kirchhoff, der skal forvalte chancerne bag 9. løb nr. 4 Cest Tout. Om dens chancer siger John Køhler:

- Han er lidt af en dagdriver, der nærmest gør, som det passer ham i løbene. Nogen dage vil han gerne arbejde for føden, og andre dage løber den bare og kigger. Den dag det passer ham at tage sig sammen, kan den selvfølgelig vinde, men det kan man slet ikke vide noget om på forhånd, så den er en outsider. 

Samtlige trænerkommentarer og dagens ekspertanalyse kan ses på fasttrackracing.dk her:

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere