Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Any Given Monday og Therese Mikkelsen æresrunde BM - Bornholm 31.7.2018Foto: Torben Ager

Therese Mikkelsen klar til titelforsvar

Any Given Monday Med Therese Mikkelsen Aeresrunde 31 Juli 2018
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
25. juni 2019 8:00

Sidste år vandt Any Given Monday og Therese Mikkelsen Montémesterskabet på Bornholm. I dag skal parret forsøge at genvinde mesterskabet i kamp med otte andre monteheste efter sletning af Hazard Sund.

Af Kim Nielsen

Som efternavnet afslører, så er Therese Mikkelsen ud af den måske mest kendte travfamilie på Bornholm. Farfar Niels Mikkelsen med Klintebyhestene og siden sønnerne Frank og John har gennem årene været dominerende skikkelser på verdens mindste travbane.

Med Frank Mikkelsen som far er Therese Mikkelsen født ind i sporten, og hun har i adskillige år tilhørt eliten af montéryttere herhjemme, men er også en habil kusk i en sulky.

39 sejre i 405 starter er det blevet til for den 28-årige bornholmer, der dog har droslet ned på aktiviteterne på væddeløbsbanerne de senere år, efter hun flyttede til København for at studere.

Sideløbende med økonomistudierne har hun haft studiejob hos Dansk Hestevæddeløb, så hun er også et kendt ansigt rundt om hos administrationen på landets baner.

Therese Mikkelsen 31 Juli 2018

39 gange har Therese Mikkelsen redet eller kørt først over stregen siden hun fik licens i 2007. Foto: Torber Ager.

Godt makkerpar

Når de ni monteryttere liner op bag startbilen til dagens 7. løb Kvickly, Superbrugsen og Dagli’Brugsens Montémesterskab 2019, så håber Therese Mikkelsen på en gentagelse af sejren fra sidste år.

- Vi passer godt sammen. Den har flair for det, og det er en nem hest, der gerne vil gøre det meste selv.

- Første gang jeg red den, galopperede den flere gange. Det fik vi rettet til næste start, og da den fik sine normale flapsko på, har den været stabil lige siden. Den er som en bil at ride, når den først kommer af sted.

- Jeg har kun redet den fire gange. Efter galoppen i første start, er det blevet til tre sejre efterfølgende, fortæller Therese Mikkelsen.

Tror du på en gentagelse af sidste års triumf?

- Vi har en god chance. Det er et kompetent felt med gode modstandere, hvor Palermo Tårs er en god hest. Finder den rundt, er det en super god hest, der bliver svær at slå, hvis den kan omsætte tiderne fra Lunden til bornholmske forhold.

- Vi går af sted fra spor 6 efter Hazard Sund er slettet. Det er samme spor som sidste år. Håber jeg kan tage spidsen og ride derfra. Den eneste, jeg ikke er sikker på, om jeg kan tage spids fra, er Von Gladiator. Men de andre skulle jeg kunne tage en længde på. Ellers må det blive vinderhullet.  

Any Given Monday Med Therese Mikkelsen 31 Juli 2018

Any Given Monday vinder Montémesterskabet 2018 foran Quarnac de l'Iton med Karina Madsen. Foto: Torber Ager.

Har droslet ned

I år er det kun blevet til tre montéstarter og et enkelt sulkyløb – alle på Bornholm. De fleste år har hun ligget på mellem 35 og 50 starter, men studierne og den travle hverdag tager meget af tiden, så det er nærmest kun, når Therese Mikkelsen er hjemme på besøg hos familien, at hun er i sulkyen eller i sadlen.

- Jeg rider stort set kun, når jeg er hjemme på Bornholm. Det er blevet til ganske få starter på Charlottenlund de senere år.

- Det er sjovt, når man er med fremme i mesterskaber som her eller ved DM, siger Therese Mikkelsen.

Og netop DM i monté har bornholmeren kvalificeret sig til via sine tre sejre sidste år på Any Given Monday.

- Det er fedt, at man som bornholmer kan være med, og at man kan klare sig på landsplan, selv om man har droslet ned. Jeg kom i Top-10 sidste år, så jeg skal med til DM i Aalborg i næste måned.

- Jeg har været med før, men jeg har stadig til gode at komme på skamlen, slutter Therese Mikkelsen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere