Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Stella Newmen og Flemming Jensen - vinder på Jägersro 25.6.2019Foto: Kanal 75 TV

Stella Newmen eneste danske sejrshest

Stella Newmen 25619
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
25. juni 2019 22:34

Flemming Jensen tog en enkelt pind på Jägersro. Der var fire danske andenpladser til Easy Peak, Dekanen K, Apollo Damgård og Betula Derm.

Af Kim Nielsen

De danske heste var med fremme i afgørelsen i adskillige af dagens løb i Malmö, men kun en enkelt gang lykkedes det at komme først over stregen.

I et løb, hvor der var fordel for hopper, var Flemming Jensen gjort til favorit med Stella Newmen spillet ned til under to gange pengene. Den starthurtige hoppe tog let spids fra spor tre, hvor de første 500 meter gik efter 1.09,5. Flemming Jensen beherskede siden hver en meter af løbet og vandt afstoppet i 1.14,0/1.640m auto. Der var 30.000 sv.kr. til ejeren Hjallerup Hestepension.

I dagens stayerløb over 3.140 meter havde Flemming Jensen sin anden køretur med André Ward. I to omgange pressede han på den førende Ståhlebos King, men begge gange blev han afvist af Stefan Persson og måtte trække følehornene til sig.

I opløbet fik André Ward aldrig frit frem, og i stedet kunne Apollo Damgård med Axel Jacobsen og Steen Juul med Chock Nock snuppe anden og tredjepladsen. Der var dog ikke noget at gøre ved den suveræne vinder Juan, der travede den sidste halvdel af løbet udvendigt uden ryg og sejrede i 1.14,9/3.180m snorestart.

Tæt på første sejr til Dekanen K

Jan Friis havde taget turen til Malmö med to heste. Efter Exit To Heavens tredjeplads tidligt på dagen, skulle hans Derbyhåb Dekanen K ud i dagens lærlingeløb med danske Henriette Larsen i sulkyen. Den fireårige Ens Snapshot-søn har trods en indtjening på 130.000 kr. aldrig sejret, men det var uhyre tæt på, at den havde aflagt sin maidentitel i aften.

Henriette Larsen sendte let Dekanen K til spids, og efter at have fået lidt tryk undervejs trak hun fra på opløbshjørnet og lignede en vinder. Fra køen havde hendes kollega hos Peter Untersteiner Victor Rosleff fået fyret op under Zanzibar Effe.

Den nærmede sig meter for meter, og kort før målstregen fik Victor Rosleff kastet sin hest forbi Dekanen K, der måtte tage til takke med endnu en andenplads til samlingen, som nu tæller fem af slagsen.

Zanzibar Effe Og Dekanen K

Så tæt på var Dekanen K i at tage karriens første sejr. Foto: Jägersro.se.

Victor Rosleff’s sejr var nummer 13 i år i 85 starter, hvilket giver en sejrsprocent på 15 for den unge lærling hos Peter Untersteiner.

Viktor Rosleff Og Zima Axe 16419 Lars B Persson

Victor Rosleff tog sin sejr nummer 13 i dag med Zanzibar Effe og fortrsætter med at imponere. Foto: Lars B. Persson.

I dagens første løb var Steen Juul chanceløs med Easy Peak, der lå anden hele vejen bag den overlegne vinder Staro Nessie med Johan Untersteiner, som vandt med 30 meter.

Og endelig tog Ken Ecce ligeledes en andenplads med Betula Derm, der førte hele løbet indtil få meter før målstregen. Johan Untersteiner blev også hans banemand, da han tog sig forbi på de sidste meter med Osborn Trot.

Det samlede udbytte for de danske heste blev godt 140.000 sv.kr.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere