Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
O'grady, Kasper K. Andersen og fam. Hovgaard - Charlottenlund 12.5.2019Foto: Burt Seeger

O’Grady forhåndsfavorit i flot hurtigklasseopgør

O GRADY Vindercirklen
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
19. juni 2019 11:14

Helt usædvanligt er der fuldt hus med tolv heste til start i fredagens hurtigklasseopgør på Fyens Væddeløbsbane.

Af Claus Juncker

Tolv hurtigklasseheste kæmper fredag eftermiddag på Fyens Væddeløbsbane om en samlet præmiesum på 60.000 kr. i Middelfart Sparekasse præsenterer Travligaen, liga 1.

Og der er lagt op til et forrygende opgør!

Aldrende O’Grady har fundet sin anden ungdom for konstellationen Torben Hovgaard og Kasper K. Andersen. Fra et fornuftigt spor fem undgår den ikke favoritværdigheden, men bagved ser det helt åbent ud.

VM-hesten Tripolini V P har med spor otte tabt lodtrækningen, og selv om den klassemæssigt er et hoved højere end størstedelen af konkurrenterne, er det ikke oplagt, at Jeppe Juel i et tolv heste stort felt får held med at finde en god position.

Fra spor ni kan Copenhagen Cup-deltageren Repay Merci få sit elskede rygløb, men her i karrierens efterår er den afhængig af det rigtige løb og tempo. Formen er dog helt på top, og man skal ikke lade sig narre af et par nuller i resultatrækken.

Herligt er det at se, at liga 2-hestene Global Rhapsody og VM Viking Cup udfordrer den etablerede elite. Især VM Viking Cup har vist, at den ikke giver Danmarks bedste heste meget efter, men fra spor tolv kommer den på en endog meget svær opgave.

Løbets helt store spørgsmålstegn er Torben Hovgaards anden deltager, det franske lejemål Dream Darling, der her gør Danmarks-debut. Resultaterne de sidste år har ikke været imponerende, men med Skive-amatørens evne til at få nyt liv i væddeløberne, bliver den et spændende bekendtskab.

Hvordan eksperttipper Vagn Honum vurderer hurtigklassehestenes indbyrdes styrkeforhold, kan du se i Fast Track-programmet.

Husk også, at der frem mod løbsdagen er masser af yderligere spilinformation at hente på fasttrackracing.dk.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere