Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Volleyball og John Køhler - Odense 6.4.2019Foto: Gorm Johansen

Nyt smash fra Volleyball på Familiedagen?

VOLLEYBALL 642019
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
04. juni 2019 20:00

John Køhler sidder selv bag Volleyball i Oberstløjtnant Sørensens Mindeløb, medens Kasper K. Andersen forvalter chancerne bag Haha Ha. Knap 10 heste i snit i lørdagens otte løb på Fyens Væddeløbsbane, som afholder den årlige Familiedag i samarbejde med Odense Kommune.

Af Kim Nielsen

Selv om der sportsligt ikke er de helt store stjerner på besøg fra de i alt elleve udenbys trænere, der har valgt at bakke op om løbene på den årlige Familiedag, så er der kommet otte spillevenlige løb ud af tilmeldingerne. Det spillende publikum skal nok få deres at se til.

Hvert år køres der et mindeløb for banens stifter. Proportionerne til Oberstløjtnant Sørensens Mindeløb har skiftet meget især de senere år, og i år er løbet udskrevet for heste under 55.000. En vingefuld heste er til start, hvor lokale John Køhler sender to heste til start i løbet.

Han sidder selv bag talentfulde Volleyball, der efter to sejre på hjemmebane var anden på Jägersro i seneste start. Den må være en af forgrundsfigurerne i løbet. Staldens anden chance er Haha Ha, der får en af landets bedste catchdrivere Kasper K. Andersen i sulkyen.

Den tredje lokale deltager er Black Magic med amatøren Morten P. Kramer. Hesten har masser af fart, så stemmer det for den på dagen, gør den op om sejren. Af de udenbys gæster ligger de største vinderchancer nok hos Anders Pedersens Celebrity Wind og Michael Lønborgs Dixen Cloc, der sæsondebuterer. Det er værd at bemærke, at Dixen Clocs tre sejre i karrieren alle er taget i Odense.

Startlisten til Oberstløjtnant Sørensens Mindeløb, der er V5-3 og V4-1 ser ud som følger:

1. Black Magic – Morten P. Kramer

2. Londencalling – Lesley Renner

3. Haha Ha – Kasper K. Andersen

4. Dixen Cloc – Michael Lønborg

5. Celebrity Wind – Anders Pedersen

6. Volleyball – John Køhler

7. Concorde Flamingo – Søren Johansson

8. Dior Vencent – René Kjær

Samtlige startlister til løbene lørdag kl. 12.30 kan ses på fasttrackracing.dk her:

Familiedag med flere tusinde mennesker

Lørdagens travløb vil blive afviklet i en fantastisk kulisse. For tredje gang afholder Fyens Væddeløbsbane en ”Familiedag”, hvor temaet er, at såvel gamle som nye odenseanere skal mødes i uformelle rammer. Sidste år var tilskuertallet på den rigtige side af 3.000.

FVB Sponsornet med de tre J’er – Jon Tølbøll, Jan Arentoft og Jan Albeck Hansen - i spidsen har lagt en masse kræfter i dagens arrangement sammen med Odense Kommune. Lokale foreninger, tyrkiske dansere, foodtrucks, ponytræk, børneunderholdning med ”Lummer Stue” samt ikke mindst de to afsluttende musikalske oplevelser med L.I.G.A. og En Lille Pose Støj, er garnituren til de sportslige aktiviteter på travbanen, hvor der naturligvis også er ponytrav på dagen.

Tre Gange J Og Mai Mercado

Jon Tølbøll, Jan Albeck Hansen og Jan Arentoft sammen med Børne- og Socialminister Mai Mercado, der sidst år var gæst på Familiedagen og i øvrigt var flittig bruger af legepladsen sammen med hendes to børn. Foto: Claus Lillevang.

Et af mantraerne hos FVB Sponsornetværk er, at der på udvalgte løbsdage skal være nogle alternative tilbud og noget underholdning, som kan trække nogle mennesker ud på Fyens Væddeløbsbane, som normalt ikke kommer der, men hvor de så forhåbentlig vil komme igen en anden gang.

Kombinationen af hestevæddeløb, musik og underholdning for hele familien har været en succes de første to år. Og Odense Kommune med borgmester Peter Rahbæk Juel i spidsen udtrykker stor begejstring for arrangement, som de tre J’er naturligvis har fundet diverse sponsorer til, så hele dagen løber rundt i sig selv.

Med gratis entré for alle, gratis slik og chips til de første 500 børn samt en værdikupon til en gratis cheeseburger til alle der dukker op inden 12.30, så er alle sejl sat til, for at der igen skal blive ”sort af mennesker” på den gamle bane i Sanderum Tørvehave på lørdag.

Familiedag Masser Af Mennesker

Sådan plejer der at se ud på Familidagen, hvor hele tilskuerarealet er besat af mennesker. Foto: Gorm Johansen.

Portene åbnes kl. 10.30, dagens ponytravløb er kl. 11.00, og så fortsætter dagens program med en kombination af travløb og underholdning resten af eftermiddagen.

Familiedag Sammensat

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere