Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Erling og Knud Mønster vinder Grand Circle 3-års Championat i Skive 10.6.2019Foto: Jesper Elbæk

Nostalgisk sejr for opdrætteren af Erling

Erling Oploeb JE
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
11. juni 2019 12:49

Hele familien Korfitsen var samlet ved Grand Circle-sejren i går, og der er en helt særlig grund til, at Erlings sejr var ekstra speciel.

Af Kim Nielsen

Navnet Korfitsen optræder i mange forskellige sammenhænge inden for dansk travsport. Men det hele startede for over 50 år siden, hvor Niels Kristian Korfitsen opdrættede sin første travhest. Hans største sejr som opdrætter var, da Large King vandt Jydsk 4-årings Grand Prix for Arvid Olsen i 1988. Igennem en menneskealder var han opdrætter, og nu er arven gået videre til de tre børn Anton, Michael og Annemette.

Niels Kristian Korfitsen døde desværre den 15. marts 2015, og en sådan dato vil altid betyde noget særligt i en familie.

- Det var en dejlig oplevelse i går. At vinde et storløb er jo det, vi alle håber på. Vi havde gjort det til en familiedag, hvor min mor og alle vi andre var samlet.

- Der er det helt specielle omkring Erling, at den er født den 15. marts 2016 – altså nøjagtig et år efter, at vores far døde, fortæller Anton Korfitsen.

Erling Vindercirklen

Ud over kusken Knud Mønster og træner Henrik Thomsen samt ejer Jens Heide (nærmest hesten tv.), så var opdrætterfamilien repræsenteret af fra venstre Inger, Michael og hans datter Anne Line samt Anton Korfitsen. Foto: KM Foto.

Super følhoppen købt på internettet

Erling er fjerde Korfitsen-opdræt på moderen Jobie Ana. Det allerførste af hendes opdræt er millionæren Raggamuffin opdrættet i Sverige, der stadig er aktiv i de svenske montéløb.

Hos familien Korfitsen har Jobie Tempest-datteren fået en perlerække af føl, der alle har tjent omkring en kvart million eller mere. A Winner, Børge, Callmeawinner og nu Erling har hoppen produceret, og åringen Geert skal sælges på Derbyaktionen i år. I D- og F-årgangen sprang hoppen over.

Hvordan fik du fat i Jobie Ana?

- Det var på en af ASVT’s internetauktioner. Jeg var i gang med at forberede mig, og så faldt jeg lidt tilfældigt over hende her, hvor jeg kunne se, at hun havde tjent over 800.000 svenske kroner i sin egen karriere.

- Faderen var Jobie Tempest, der havde vundet 11 af de første 12 starter i sin karriere. Men det var i Canada, så den var ikke så kendt. Den kom senere til Menhammer Stutteri, og det var også dem, vi købte Jobie Ana af. Det var lidt af et ”lucky punch”, griner Anton Korfitsen.

Har to følhopper

Ud over Jobie Ana har familien Korfitsen følhoppen One Winner, der i sin tid var anden i sit Hoppederby. Den er bedste afkom efter Crown’s Girl, som også har leveret en række fine afkom gennem tiden fra familien Antonsen.

Hvor meget følger I jeres afkom?

- Dem følge vi på løbsdagene, så vidt det er muligt. Man føler stadig væk lidt, at det er ens egen hest. Det er ikke så meget det økonomiske. Det er mere interessen.

- Men det gør da ikke noget, hvis de tjener noget. Du får jo sjældent dækket alle omkostninger direkte ved salget, så det er opdrætterpengene, der er med til at skabe økonomien for en travopdrætter, mener Anton Korfitsen.

Adskillige af Korfitsen-afkommene har været lige ved og næsten i de klassiske løb herhjemme. De 170.000, som Erling fik for sejren i Grand Circle Championatet er den største præmie, deres opdræt nogensinde har vundet. Og måske skal det være Erling, der giver den første klassiske sejr?

- Vi håber som alle andre på, at vores opdræt vinder et af de klassiske løb en dag. Erling har i hvert fald forudsætningerne for at kunne være med på stregen enten i Kriteriet eller i Derbyet næste år, slutter Anton Korfitsen.

Erling Aeresrunde

Anton Korfitsen håber ikke, at det er sidste gang, at Erling skal smykkes med laurbærkrans og dækken efter en storløbssejr. Foro: KM Foto.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere