Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Bella Donna og Jeppe Rask - Billund 14.6.2019Foto: KM Foto

Bella Donna trak for det norske

Bella Donna 14619
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
14. juni 2019 19:29

Efter et par andenpladser fik Jeppe Rask årets første sejr med Great Challenger-datteren. Charming Kiss godt på vej til titlen som årets hest. Jelmer Boshoeve tilbage på vinderpladsen.

Af Kim Nielsen

Sidste sæson blev det til fire sejre og fire andenpladser for Bella Donna. Den starthurtige hoppe er stabiliteten selv, men det var indtil nu kun blevet til to andenpladser i tre starter i denne sæson. 

Til trænerkommentarerne havde Jeppe Rask fortalt, at han ville give hoppen et norsk hovedlag på, så hun lige kunne tage sig lidt mere tilsammen i slutfasen. Som sagt så gjort.

Morten Juuls nyerhvervelse Highyield Draviet var meget hurtig fra start, så Jeppe Rask bakkede en anelse af til andet par udvendigt og fik favoritten Chato Salløv frem foran sig udvendigt på den førende. Der var 14-fart undervejs, og da der ikke kom tidlige angreb fra køen, var stillingen uændret ind i opløbet.

Her trak Jeppe Rask Bella Donna ud til angreb, og den afgjorde sikkert. Fra køen sluttede de to højeste startnumre 11 og 12 af til de næste pladser, hvor Neo og Bent Svendsen tog andenpladsen, medens Famous Marke var en overraskende tredjehest. Vindertiden for Bella Donna var dagens hurtigste med 1.13,5/1.900m auto.

- Vi sad godt til undervejs, og hun svarede godt for det norske hovedlag, lød det fra Jeppe Rask efter sejren.

Bella Donna Vindercirklen 14619

Bella Donna og kredsen omkring hesten efter hoppens sjette sejr i karrierens 23 starter. Foto: KM Foto.

Fjerde sejr til Charming Kiss

H. C. Hjortsballe og sønnen Mads har allerede annonceret, at de går efter at vinde titlen som Årets hest i Billund. Fra spor 1 var devisen om at køre til spids klar for Kasper K. Andersen, der erstattede den normale kusk Mads Hjortsballe, som havde fået en tur i skyggen efter en forseelse i parrets seneste start.

På forhånd var der flere heste i løbet, som man kunne tiltænke ville køre lidt offensivt. Birger Jørgensen var godt med fra start, men lidt overraskende trak han ned bag Charming Kiss i første sving med brølstærke Torden, der på den måde, skulle det vise sig, ikke fik muligheden i tide for at bruge sine mange kræfter.

Favoritten C You Again blev også kørt ultra defensivt, og det samme blev Amerian med normalt offensive Bent Svendsen. Disse to heste dannede agterlanterne i lang tid. I front kunne Kasper K. Andersen føre an i 15-fart, og på sidste langside kom så stødet fra Bent Svendsen, der sendte Amerian i angreb.

I opløbssvinget kom han frem udvendigt på Charming Kiss, men denne havde en polet sparet efter den ret rolige første omgang. I vinderhullet sad Torden med masser af kræfter sparet, men efter at være kommet ud i andet spor, var der stadig ikke plads.

Midt i opløbet kørte Birger Jørgensen så yderligere et spor ud, men ved den manøvre ramte han Steen Juuls hest Gogo di Quattro. Selv om Torden aldrig nåede op i topfart, så var den anden over mål, men den blev diskvalificeret for grov trængning, hvilket medførte en udelukkelse i tre dage til Birger Jørgensen. På en forrygende afslutning var C You Again tredje i mål, men den fik så andenpladsen efter diskvalifikationen.

Foran kunne ingen hente Charming Kiss, der sejrede i tiden 1.14,4/1.900m auto. Det var hestens fjerde sejr på hjemmebanen i Billund, så fam. Hjortsballe kom et skridt tættere på målet om at vinde titlen som Årets hest.

-Jeg troede måske, at det var klart før det var klart. De kom lidt småtæt på til slut, men vi nåede lige præcis at få dem svaret ud, forklarede Kasper K. Andersen efter løbet.

Charming Kiss 14619Charming Kiss og Kasper K. Andersen holder akkurat hjem i inderbanen foran senere diskvalificerede Torden og C You Again. Foto: KM Foto.

Jelmer Boshoeve tilbage i topform

Morten Juul havde tre af sine udenlandsk opdrættede heste til start, som alle var købt i Holland tidligere på sæsonen. Jelmer Boshoeve havde holdt lidt pause efter sygdom. Den havde vundet sine to første starter i Danmark, og i dag kom den tredje.

Birger Jørgensen sendte straks den treårige hingst til front, og siden var hesten aldrig truet. Ingen af konkurrenterne kom på noget tidspunkt i nærkamp, og Jelmer Boshoeve var en let vinder i tiden 1.15,4/1.900m auto og gav Team World Wide Trot endnu en vinderbuket til samlingen.

Jelmer Boshoeve 14619

Med sin tredje sejr i karrierens fjerde start tegner fremtiden lys for Morten Juul-trænede Jelmer Boshoeve. Foto: KM Foto.

Ingen halvmillionær

Denne løbsdag var der premiere på Derby25’s nye tiltag, hvor sportens eget spilleselskab garanterer en gevinst på 500.000 kr. til en enlig spiller i fredagens V4-spil. Selv om der var et par overraskelser i V4-spillet, så var der 65 kuponer med den rigtige kombination, som blev belønnet med 5.460 kr.

I V5-spillet var der en noget bedre gevinst. Kun syv rækker kom igennem med fem rigtige, og de fik hver 39.565 kr., hvor især Kent Friborgs overraskende sejr med 1-procenteren Dixis Downs i V5-2 banede vejen for den fine gevinst. I det løb gav triospillet et monsterodds på 11.155,50 med Celebrity Wind og Diablo Toft på de efterfølgende pladser efter Dixie Downs.

Dixie Downs 14619

Dagens oddsbombe Dixio Downs, der vandt til 36 gange pengene og kun var spillet på en procent af kuponerne i V5-spillet, selv om Kent Friborg havde indikeret vinderchance i trænerkommentarerne på fasttrackracing.dk. Foto: KM Foto.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere