Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Beatriz efter en sejr på Fyens VæddeløbsbaneFoto: Gorm Johansen

Beatriz går hjem til opdrætteren

BEATRIZ 500 9720V
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
12. juni 2019 14:15

6-årige Beatriz vandt forleden på Jägersro i toptiden 1.12,0a/2140m. Tidligere har Credit Winner-datteren vundet både Dansk Hoppe Kriterium og Grand Circle 3-års Hoppechampionat - og i starten af maj var hun tredje i DM for Hopper.

Af Jesper Elbæk

Men nu er det snart slut. Stutteriet Dorthe Christensen ApS har købt Beatriz tilbage fra Stald Søhus, og snart skal Beatriz føre den rigtig gode moderlinje videre. Beatriz' mor Borgogna As har nemlig lavet gode heste som Magna Vang, Rasser Vang, Tua Vang og Winner Vang. Men Borgogna As får ikke flere kanoner, for hun døde i 2018.

Nu skal Beatriz så tage over. 

Men det bliver ikke i 2019, at Beatriz skal i avlsboksen. Opdrætter og - nu også - ejer Dorthe Christensen fortæller.

- Jamen, vi har ikke lagt skjul på, at vi gerne ville have Beatriz tilbage som følhoppe. Hun er ud af en vældig god moderstamme, som vi tror meget på. Beatriz er efter Borgogna As, som har Lemon Dra som far - og så mange findes der altså heller ikke af dem. Min mand Per opsnappede på et tidspunkt, at Beatriz kunne tænkes at være til salg, og så slog vi til, da muligheden bød sig!

- Beatriz vandt jo en flot sejr i Sverige forleden, og selv om de kørte løbet ned i halsen på hende, så skal hun jo selv flytte benene, fortæller Dorthe Christensen med nordjysk underdrivelse.

- Nu lader vi hende starte på, og Christian Lindhardt beholder hende i træning indtil videre. Hun er jo meldt i Aarhus på søndag i de indledende afdelinger af Preben Munchs Mindeløb. Men der er muligheder i Frankrig, og vi er da blevet lidt inspirerede af de resultater som C D har lavet dernede. Uden at forklejne C D det fjerneste, så føler jeg, at Beatriz holder mindst samme niveau. Men nu ser vi. Alle muligheder er sådan set åbne, lyder det fra Dorthe Christensen, som har opdrættet to Derbyvindere i form af Chock Nock og I'm A Photo.

Begge Derbyvindere er efter S J's Photo, men det er sidste chance for at bruge dén i 2019, så det er ikke en mulighed til Beatriz. Så hvem bliver så Beatriz' første makker i avlsboksen, Dorthe?

- Det bliver Varenne, hvis jeg kan få plads, lyder det skråsikkert fra Dorthe Dodensig Christensen, som har seks følhopper gående. Ingen er i fol endnu i år, men 2020 skulle gerne give to føl efter S J's Photo, to føl efter From Above (S) og de to sidste er Express Bourbon og Gift Kronos. 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere