Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Alizeti og Marcos Robaldo - Karl K. Pedersens Mindeløb - Odense 15.6.2019Foto: Gorm Johansen

Alizeti triumferede i Karl K. Pedersens Mindeløb

Alizeti Og Marcos Robaldo Vindercirklen 1562019
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
15. juni 2019 21:30

Marcos Robaldo red den Lea Olsen-trænede hoppe til sejr i den fynske klassiker. Laszlo overraskede i H. C. Andersen Løbet. Lensbaron Berners Ærespræmie gik til Michelle Viile på upåagtede Doc Martin. Stor V5-gevinst.

Af Kim Nielsen

Med amerikanertema omfattende opvisning af amerikanske fodboldspillere og deres cheerleaders samt kørsel på travbanen af farvestrålende amerikanerbiler som underholdning imellem de fem galopløb, havde et pænt antal tilskuere lagt vejen forbi Fyens Væddeløbsbane trods en del regn tidligere på dagen og alt andet end sommervejr under løbene. 

Det indledende løb om Fyns Galopklubs Ærespræmie gik over den lidt længere distance 2.300 meter. Fra start var det Lea Olsen på King Charles, der ledte dem an med The Other Lady og Sara Slot udvendigt. Bag disse lurede favoritten Lemon, der har vist fin form på det seneste, og næstfavoritten Sunday Pearl.

Med 500 meter igen sendte Jacob Johansen Lemon i angreb, og den overtog hurtigt kommandoen. Den erfarne jockey holdt sin hest i gang ned gennem hele opløbet og afviste let angrebet fra Oliver Wilson på Sunday Pearl. Det var Torben Christensen-trænede Lemons anden sejr i træk i Odense, og der var 15.000 i førstepræmie til ejerne J. og J. Schlawitz.

Lemon Og Jacob Johansen 1562019

Lemon med jockey Jacob Johansen blev vinder af Fyns Galopklubs Ærespræmie. Foto: Gorm Johansen.

H. C. Andersen Løbet

Et af de traditionsrige løb på Fyens Væddeløbsbane er H. C. Andersen Løbet, der meget passende blev præsenteret af Radisson Blue H. C. Andersen Hotel. Løbet til minde om den gamle digter var også over 2.300 meter og havde samlet et godt felt på otte heste.

Helt som forventet tog Brocco teten med Mikkel Johansen i sadlen. Ud på sidste omgang red han et spor ud, og det benyttede Liam Doran lejligheden til at smutte inden om med Medicean Melody, og så var dagen ødelagt for frontrunneren Brocco. Ved indgangen til opløbssvinget var de to udbrydere indfanget, hvor Rafael de Oliveira overtog kommandoen med den mindst afkrydsede i V5-spillet Laszlo.

Den otteårige Final Appearance-søn elsker blød bane, og trods heftige angreb fra favoritten Snatty Dancer og Broadway, holdt Laszlo hjem til stor glæde for træner og medejer Sabina Gammelgård, der kunne indkassere førstepræmien på 25.000 kr. sammen med de to andre ejere Kjær og Malling.

- Han fik jo et godt løb, og det var vigtigt, at rytteren troede på ham.

- Vi lægger så mange timer i det her, så det er bare fantastisk, når det lykkes. Det er min største sejr inden for galoppen, lød det fra en aldeles tilpas Sabina Gammelgård.

Laszlo Og Rafael De Oliviera 1562019

Rafael De Oliviera og Laszlo afviser kort med sikkert angrebet fra Snatty Dancer og Jacob Johansen. Foto: Gorm Johansen.  

Sejr til ny Marc Stott-hest

Restaurant Equi’s Ærespræmie for klasse 3 hestene var på forhånd en åben affære. Ind i opløbssvinget lå den mindst spillede hest Devils Dust med amatøren Pia Gram i spidsen, men der kom heste i angreb fra alle hold.

Ud af de hele kom de to rutinerede jockeyer Jacob Johansen på Rita’s Girl og Oliver Wilson på Flamingo Dancer. Der udspandt sig en spændende duel ned gennem opløbet, og på de sidste meter fik Oliver Wilson overtaget og sejrede med en længde.

Flamingo Dancer havde ikke startet et år. Den er købt af en ny kunde hos Marc Stott ved navn Niels Mathiasson, og han kunne indkassere 15.000 i førstepræmie i hestens første start i nyt regi.

Flamingo Dancer Og Oliver Wilson

Flamingo Dancer vinder sin første sejr i regi Marc Stott med Oliver Wilson i sadlen. Foto: Gorm Johansen.

Bombe i Lensbarones Ærespræmie

Hvert år rides løbet om Lensbaron Berners Ærespræmie til ære for en af pionererne inden for den fynske galopsport. Løbet er forbeholdt amatører og lærlinge, der rider om det store flotte sølvfad, som er en vandrepræmie.

Hele elleve heste var klar i boksen til det 1.650 meter lange løb, der på forhånd tegnede yderst åbent. Michelle Gross havde en overgang en stor føring med Vejovis, men det hårde udgangstempo hævnede sig i den saftige bane. Mange heste red ind i opløbet med chance, og i yderbanen kom lokale Doc Martin flyvende med amatøren Michelle Viile på ryggen.

Hun er en af træner Johnny Reimers to piger, der rider for ham til dagligt, og den 26-årige rytter gik her til tops i hendes kun andet ridt i et galopløb, hvor hun henviste erfarne Lea Olsen til andenpladsen med Minuty Prestige.

Doc Martin Og Michelle Viile 1562019

Michelle Viile på vej mod sin første sejr med Doc Martin i sit kun andet ridt på en galopbane. Foto: Gorm Johansen.

- Når det kun er anden gang jeg rider, så havde jeg ikke de helt store forventninger. Det er så fedt at vinde - og det er så fedt at få lov at ride.

- Jeg har redet på dressurheste, men så introducerede en veninde mig for galophestene. Og så tog det ene skridt bare det andet. Det sjoveste er farten, så det er jeg bare blevet bidt af, fortalte en super glad Michelle Viile til Fast Track reporter Palle Vennekilde efter sejren.

Doc Martin Og Michelle Viile Vindercirklen1562019

Det store smil var på hos Michelle Viile efter den overraskende sejr i Lensbaron Berners Ærespræmie. Foto: Gorm Johansen.

Doc Martins sejr var yderst overraskende og kastede 26 gange af sig i totalisatoren. I V5-spillet overlevede kun seks rækker, der hver havde en værdi af 19.032 kr. inden sidste afdeling.

Alizeti tog sig af Karl. K’s Mindeløb

En fantastisk velafviklet galopaften i den fynske blev afsluttet med dagens andet 50.000 kroners løb. Klassikeren Karl K. Pedersens Mindeløb til ære for banens mangeårige formand havde på forhånd Marc Stott-trænede Queen Lilly som storfavorit.

Den lå gennem hele løbet nede i feltet og sås aldrig med chance. Marcos Robaldo havde hele tiden Lea Olsen-trænede Alizeti godt placeret blandt de forreste, og den kom da også først ind på det lige. Den kun fireårige hoppe afviste alle angreb og var helt overlegen, hvor en godt afsluttende In The Mood med Rafael De Oliveira var anden og Laudate Dominum med Sara Slot tog sig af tredjepladsen.

Det var en glad træner og medejer Lea Olsen, der med førstepræmien på 25.000 i hånden mødte Palle Vennekilde i vindercirklen efter løbet.

- Jeg er meget stolt af Marcos Robaldo. Jeg har kendt ham i mange år, siden han begyndte at ride for min far. De her heste med meget høj tænding, de passer perfekt til ham.

- Med den her sejr stiger den yderligere i handicap, så nu går den mod hoppeeliten. Opgaverne bliver naturligvis anderledes og sværere. Jeg er mega stolt af sejren, og det har været en forrygende dag i det fynske, lød det fra Aarhus-træner Lea Olsen.

Alizeti Og Marcos Robaldo 1562019

Marcos Robaldo og Alizeti trak fra til en overlegen sejr i Karl K. Pedersens Mindeløb. Foto: Gorm Johansen.

To boner i V5

To af de seks boner, der var med til sidste afdeling, havde kryds ud for Alezeti. De blev hver belønnet med 50.019 kr.

Omsætningen på denne fynske galopdag blev på 328.998 kr. i de fem løb – heraf var 76.264 kr. spillet på banen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere