Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
VIP Hall kvitterer for et perfekt rygløb og stormer frem til sejrFoto: Ole Hindby

VIP Hall følte sig vigtig

Viphall180719 1000
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
18. juli 2019 20:29

Spurtstærke VIP Hall fik sit foretrukne løb serveret – og blev løbsdagens hurtigste vinder på Jydsk Væddeløbsbane.

Af Niels Jørgensen

Byd VIP Hall en rygposition indtil opløbets lige bane. Så skal der virkelig en skrap konkurrent til for at modstå hestens skarpe finish.

I torsdagens fjerde løb fik den Gitte Madsen-trænede Andover Hall-søn virkelig lejlighed til at føle sig vigtig – eller VIP-agtig om man vil. Fra spor otte formede løbet sig perfekt og Michael Lønborg guidede hesten perfekt rundt i kontinuerlige rygge.

Som løbet skred frem anede man hvor det bar hen. Foran havde Bad Boy skridtet fronten af i jævnt 1.15,5-1.16-tempo, men i sandhedens time var den uden chance for at forsvare sig mod VIP Hall, der på 1.15,1a/1800 meter blev dagens hurtigste vinder. Forbi Bad Boy nåede også en pænt spurtende Darius Boko i hestens første start efter 15 måneders fravær.

»Nu har VIP Hall også været uheldig et par gange, så han havde fortjent at få et godt løb i dag – og det fik han virkelig. Hesten er så utroligt kvik i benene lige når man trækker ham ud. Han kan veksle de fleste ned, når han får de rigtige løb, men et løb som vi fik i dag kan man heller ikke få hver gang,« indledte Michael Lønborg i sejrsinterviewet og tilføjede:

»I "dødens" sørgede Steen (Gogo Di Quattro, red.) for at der blev lidt tempo på, og da hesten foran os galopperede på sidste langside, kunne vi bare søge op i ryg på Steen og sidde der til udgangen af sidste sving. Han føltes så stærk i sidste sving at jeg var ikke bange for at køre allerede dér.«

Viphall180719b 1000VIP Hall og Michael Lønborg på æresrunde. Foto: Ole Hindby

Meget favoritbetonet V4-omgang

Bortset fra VIP Halls odds 5,05-sejr var V4-spillet en ren favoritparade. Dante Brogård og Birger Jørgensen åbnede ballet, overtog føringen efter 450 meter, tog tempoet ud af løbet de følgende 1000 meter, og sejrede derpå enkelt foran Doubles Diva.

Birger igen i V4-2. Nu med Frantz Praëms Do It Mingus, der var hovedet højere end dagens konkurrenter. Når hesten tilmed kunne få et perfekt rygløb i tredje par udvendigt, uden at bruge kræfter overhovedet, så var hesten skyldig at vinde. Det gjorde den let på 1.17,0a/1800 meter foran en positiv Cabo Suroeste og på tredjepladsen den undervejs førende Catchy Spring.

Ny favoritsejr i V4-3, hvor Double Up og Pauli Andersen sejrede sikkert foran Bringmeupfront, men ikke som forventet efter føring hele vejen. I indersporet svarede Cash Sali enkelt føringen op, men da Pauli gav gas efter 550 meter overtog Double Up føringen og blev der løbet ud til sejr på 1.16,8a/1800 meter.

Således var V4-spillet blot 24 kroner værd inden VIP Halls sejr hævede gevinsten til 56 kroner.

Dantebrogaard180719 1000Dante Brogård var en af Birger Jørgensen tog klare favoritter i V4-omgangen. Foto: Ole Hindby

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere