Af Kim Nielsen
Der var på forhånd set frem med spænding til den indledende afdeling til Super Trot Cup 2019, hvor der i flere forskellige lande køres om pladserne i finalen, der afvikles i Berlin i den tyske Derbyweekend primo august. Steen Juul kvalificerede i sidste uge Vicory Island til finalen efter en sejr på Jägersro.
Med en præmiesum på 150.000 kr. var løbet i særklasse det bedst betalte løb på dagen. Der var gæster både fra Sverige og Tyskland med i løbet sammen med en række af de bedste danske heste i klassen under 560.000 kr. i form af bl.a. Balotelli, Machiavelli, Baxo Epice, Winston Laser, Mr Shorty og Thai Highway.
På forhånd havde spillerne gjort Flemming Jensen og Stella Newmen til klar favorit med henholdsvis 47 og 44 % i dagens to stregspil. Den starthurtige hoppe var da også hurtigt ude af butikken, da startbilen slap feltet. Men det var også den tyske gæst Mon Etoile med Hamburg-træner Michael Larsen.
De to hopper kørte vældig stærkt ind i første sving, og det endte i galop for Mon Etoile. Så troede man måske, at spidsen tilhørte Flemming Jensen. Men nu kom Anders Pedersen farende med Balotelli fra spor 8, og han fortsatte bare fremad mod spids, hvorefter han lavede en bytter med Flemming Jensen.
Fynske Winston Laser havnede udvendigt på Stella Newmen, så der var ikke rigtig nogen fra bagfeltet, der rørte på sig. Det gav Flemming Jensen mulighed for at dæmpe tempoet betragteligt midtvejs, hvor kilometeren gik på 1.14,4 efter en åbning i 11-fart.
I opløbssvinget forsøgt flere heste angreb fra køen, men foran havde alle nok at køre med. Flemming Jensen trak let fra med Stella Newmen, og bagved lykkedes det akkurat Anders Pedersen at holde Machiavelli bag sig, da den angreb på open stretch. En godt afsluttende Baxo Epice snuppede fjerdepladsen for næsen af Winston Laser.
Dermed var Balotelli klar til finalen sammen med Stella Newman, der vandt i tiden 1.14,5/2.060m auto i en bane, der blev mere fedtet i løbet af dagen i den silende regn, men som i dommerrapporten gennem hele dagen blev betegnet som ”let bane”!
Der var 75.000 til ejeren Hjallerup Hestepension alias Flemming Jensens bedre halvdel Tina Jensen.
Stella Newmen sammen med Flemming Jensens to kvinder i sit liv datteren Kristine og hustruen Tina, der ejer hoppen, så både træner- og kuskeprocenter bliver i familien. Foto: Flemming Andersen.
- Jeg kunne godt se, at det var den taktik Anders (Pedersen – red.) havde. Og det må man acceptere og så få det bedste ud af det. Og jeg synes, det lykkedes ret godt, svarede Flemming Jensen på Fast Track reporter Søren Aaens spørgsmål omkring løbsudviklingen på første langside.
- Balotelli lå i ryg, og det er jo en speedy hest. Så jeg tænkte, at jeg måtte hellere løfte lidt på linerne og måske få et par længder, inden de andre fik fuld fart på deres heste. Og det gik jo, forklarede Flemming Jensen omkring slutfasen i løbet, hvor han stak på opløbshjørnet.
Flemming Jensen tog yderligere en sejr, da Caid de la Cote gik fejlfrit fra spor et i volten og formåede at afvise en hårdt angribende Bjarne B P. Her var vindertiden 1.17,5/2.000m snorestart.
Marc Bæk Nielsen havde udset sig dagens 6. løb til at give sin Derbykandidat Dortmund den sidste afpudsning forud for prøverne til Dansk Trav Derby. Det samme løb havde Jeppe Rask udset sig til at give talentfulde Bette Nock comeback efter endnu en lang skadespause – denne gang på 16 måneder.
Jeppe Rask var vaks ved havelågen, da starten gik og tog spids. Men på første langside slap han beredvilligt til storfavoritten Dortmund. Det var stillingskrig et langt stykke vej i 18-fart. Men da opløbssvinget nærmede sig, blev farten sat op.
I 10-fart gav de to førende heste publikum dagens bedste opløbsduel, hvor Jeppe Rask på de sidste meter fik Bette Nock det nødvendige foran. Dortmund var klart godkendt som anden, hvor begge heste fik noteret tiden 1.16,4/2.000 snorestart.
I yderbanen får Jeppe Rask akkurat Bette Nock forbi en godt kæmpende Dortmund. Foto: Flemming Andersen.
- Den ligger stadig Julie (Myrup – red.) meget varmt om hjertet. Så når den nu fik chancen en gang til, så var det selvfølgelig dejligt, at han går ud og præsterer direkte.
- Vi må se, hvad vi kan få ud af ham. Vi må tage en start ad gangen og passe så godt på ham, som vi nu kan. Så må vi se, hvad det kan række til, lød vurderingen fra Jeppe Rask.
Efter endnu en meget lang skadespause var der glæde hos især træner og kusk Jeppe Rask' bedre halvdel Julie Myrup i vindercirklen efter Bette Nock's sejr. Foto: Flemming Andersen.
Også Jeppe Rask fik ligesom sin gamle principal Flemming Jensen to sejre på dagen, da han vandt med Cassiopeia B F tidligere på dagen i tiden 1.17,6/2.060m auto.
Tidligere på sæsonen havde René Feltheim taget årets første sejr med Mr Shorty netop i Skive. Men den blev hængende i vide spor i den indledende afdeling af Super Trot Cup og endte uplaceret.
For nylig har Team Feltheim så erhvervet femårige Casino Royal, som var anden i dens første start for sin nye ejer og træner. I Skive Amatørserie 2019 var hesten noget hårdt inde med sine 66.250 kr. i et løb under 125.000 kr. Men som René Feltheim havde udtalt i forhåndsinterviewet på Fast Track, så ved hesten ikke, hvor meget den har tjent.
Fra spor et var taktikken givet på forhånd for den starthurtige hest. Men den måtte ud i en 11-åbning, før en offensiv Søren Klitgaard trak følehornene til sig med Celine Rush.
På vej ind i opløbssvinget kom favoritten Assiniboia Downs med Dennis Kristiansen frem udvendigt, og den koblede et klart greb ind på det lige.
Men så trak René Feltheim ørehætten på Casiona Royal, som slog kontra og vandt knebent foran Cashmir og Famous Marke med Assiniboia Downs på fjerdepladsen. Alle fire gik over mål inden for en halv længde, hvor vindertiden blev 1.16,2/2.060m auto.
Der var trængsel i opløbet i Skive Amatørserie, hvor René Feltheim og Casino Royal trak det længste strå i en hård opløbskamp. Foto: Flemming Andersen.
- Han rykker gevaldigt, når vi får rykket ørehætten på ham. I Billund fik jeg rykket den lige tidligt nok. Så jeg valgte at vente indtil lige bane her.
- Jeg fik jo ikke rigtig fred. Jeg fik jo tryk allerede på første langside. Så er det klart, at man bliver lidt bekymret over, om vi kan holde hele vejen hjem. Banen er jo heller ikke helt specielt god i inderbanen, sagde René Feltheim, der havde trukket det norske hovedlag inden sidste sving.
Bo Westergaards Danny E P var bedst i løbet for laveste klasse, da den tog sin anden sejr i karrierens tredje start i tiden 1.17,2/2.060m snorestart. Destiny’s Diamond gjorde comeback med en sejr for Knud Mønster i tiden 1.17,1/2.060m snorestart. I dagens montéløb var Victor D stærkest for Camilla Munk Boeck, og det afsluttende formløb gik til Pharell med Dennis Kristiansen.