Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
A Secret Word vinder på Lunden for Birger JørgensenFoto: Burt Seeger

Jørgensen og Praëm Mr. 100%

A SECRET WORD 120719
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
12. juli 2019 18:45

To trænere blev Mr. 100% i dag på Charlottenlund Travbane. Birger Jørgensen vandt to ud af to som kusk, og Frantz Praëm blev to ud af to som træner.

Af Jesper Elbæk

Birger Jørgensen vandt som tidligere skrevet med Emoji efter en enorm præstation udvendigt for Søren Kolberg-trænede Elbow, men senere blev det også til sejr med Henrik Thomsen-trænede A Secret Word.

Denne blev tidligt kørt frem udvendigt på førende Bo Voyage Vixi med Ken Ecce, og rundt sidste sving var der ingen tvivl om, hvor sejren skulle havne. A Secret Word trykkede simpelthen færdigt, og vandt let før en godt afsluttende Sempre Aventi med Steen Juul.

7. løb var et amatørløb, hvor Ducati Østervang var ganske stor favorit efter to sejre i træk og et perfekt startspor 1. Men det var Niclas Steinlein, der tog sig af spidsen med Baloo Ice, og selv om Allan Bo Rasmussen kom frem med Ducati Østervang, så var Steinlein aldrig til sinds at slippe spidsen.

Og det gjorde Steinlein ret i, for Baloo Ice rykkede bare væk fra konkurrenterne rundt opløbssvinget, og holdt uden problemer godt afsluttende Sesame Street og Raket Hill Street fra livet.

8. løb var et 3-årsløb, og her fik først Jörgen Sjunnesson med Eggnog og siden Steen Juul med Exquisit Project lov til at køre i bumletogstempo fremme i spids. Men på bageste langside fyrede Ken Ecce Emiren K af, og så stod de andre stille!

Hurtigt skaffede Emiren K sig fire-fem længders forspring, og selv om Axel Jacobsen angreb godt med Eagle Simoni, så blev sejren uendelig sikker, og Emiren K bliver spændende at følge de kommende måneder.

Montéløbet i 9. løb gav sejr til Michelle Mønster med Belle Ami Butcher, og dét gjorde Odense-træner Frantz Praëm til Mr. 100% i dag. To starter, to sejre. Belle Ami Butcher satte speeden ind med 400m hjem, og sejrede til slut let.

Eftermiddagens sidste løb gav sejr til Belittlebigjoe efter et forrygende opløb, hvor førende Sofia Damhus galopperede ved indgangen til opløbet. Det gav lidt uro, men ud af det hele kom Steffen Christiansen med Belittlebigjoe, som vandt foran Takeover Takeover og Anno Boom Bay.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere