Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Dontpaytheferryman og Birger Jørgensen - Odense 11.8.2017Foto: Gorm Johansen

Får Færgemanden revanche på Fyn?

DONTPAYTHEFERRYMAN Gorm 1182017
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
15. juli 2019 15:40

Derbyoptakten på Fyens Væddeløbsbane på fredag får kun fem danskfødte heste til start. Suppleret med to udenlandsk registrerede heste, skal syv ekvipager kæmpe om førstepræmien på 50.000 kr.

Af Kim Nielsen

I nogle sæsoner har Fyens Væddeløbsbane haft signaturløbet ”Derbyoptakten”, hvor de fireårige heste har haft muligheden for den sidste afpudsning forud for Derbyprøverne på Charlottenlund. I 2016 henrykkede den senere Derbyvinder Axel det fynske publikum ved at vinde Derbyoptakten.

Fredag er det så igen tid til Derbyoptakten, der i år ligger 16 dage før Derbyprøverne. En perfekt timing skulle man mene, så det kan undre, at ikke flere af hestene i en meget åben årgang vælger at starte.

Ingen af de fem første i Jydsk 4-årings Grand Prix er med på startlisten, som dog tæller tre heste fra storløbet i Aarhus. Det er nummer seks og syv i løbet Diamond Is Rough og Diamant Østervang samt uheldige Dontpaytheferryman, der blev offer for en pludselig temponedsættelse halvvejs i løbet med galop til følge.

Peter Rudbeck var noget ærgerlig over galoppen for Færgemanden, og på sin hjemmeside skrev han følgende efter Grand Prix’et:

- Undervejs blev det til en position i 4. par udvendigt. Da der manglede godt 950 meter af løbet, blev der temponedsættelse i andet spor, hvilket bevirkede, at Færgemanden to gange kom tæt på de foranliggende ekvipager med forbenene. Det kostede en altødelæggende galop. 
Det er svært at sige, hvor langt hingsten i dag kunne være nået frem, men mange konkurrenter var matte over opløbet, og da Dontpaytheferryman fejlede, så han spændstig og frisk ud. Ærgerligt!

Dontpaytheferryman 110817

En af Dontpaytheferrymans seks sejre som toårs blev taget på Fyens Væddeløbsbane. Måske får vi atter familien Rudbeck at se i vindercirklen på fredag? Foto: Gorm Johansen.

Adrian’s Fight i første møde med årgangsfællerne

De tre Grand Prix-deltagere suppleres med nummer et og tre fra Consolationsløbet i Aarhus D J O’kay og Denimcowboy. Og så tæller feltet fredag svenskopdrættede Adrians Fight og tyskopdrættede Dream of Succes.

Adrian’s Fight vandt sidste efterår et treårsløb i Odense og var fjerde i et treårsløb på Derbydagen, som Darlington vandt. Men derefter har den udelukkende været matchet i svensk konkurrence, og har derfor ikke mødt nogle af de bedste danske fireåringer før nu.

I januar måned vandt den Margaretas Tidiga Unghästserie på Solvalla med Örjan Kihlstrøm i sulkyen og tjente ved den lejlighed 300.000 sv.kr. Det skal blive spændende at se den i det her selskab.

ADRIAN S FIGHT

Adrian's Fight sejrede i august sidste år på Fyens Væddeløbsbane med Birger Jørgensen. Fredag sidder Jeppe Juel i sulkyen bag S J's Caviar-sønnen. Foto: Gorm Johansen.

Startlisten til Derbyrevanchen ser således ud:

1 Adrian’s Fight – Jeppe Juel
2 Diamond Is Rough – Kasper K. Andersen
3 D J O’kay – Thomas Bonde
4 Denimcowboy – Knud Mønster
5 Dream of Succes – Bent Svendsen
6 Diamant Østervang – Kenneth Andersen
7 Dontpaytheferryman – Birger Jørgensen

Vejen til Hoppederbyet

I år er der også udskrevet et lignende løb for de fireårige hopper med 25.000 i førstepræmie. Men her har tilmeldingen være lige så skuffende. Kun seks unge damer vil line op bag startvognen, hvor starthurtige Dream Girl med Nicolaj Andersen har vundet lodtrækningen og starter fra spor et.

Startlisten til Vejen til Hoppederbyet ser således ud:

1 Dream Girl – Nicolaj Andersen
2 Daniella Gardenia – Martin Andreasen
3 Daisy H J – Casper M. Nielsen
4 DoYouWishDiamond – Morten Friis
5 Diana Østervang – Kenneth Andersen
6 Follow Me Sisa – Kasper K. Andersen

Den komplette starliste til de ni løb denne fynske fredag kan ses her:

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere