Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Tough Macoy vinder for Johnni Olsen i SkiveFoto: Flemming Andersen

”Tøffe” skal op i gear

TOUGH MACOY 080719
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
25. juli 2019 8:00

..og nej – det er ikke fodboldspilleren Stig Tøfting, det VAR oppe i gear på JVB i aftes med en tredjeplads i Race of Legends. Men derimod Johnni Olsens niårige vallak, der skal op i omdrejninger, hvis den skal med i Derbyweekend. I dag i Billund skal Tough Macoy forsøge at gentage sejren fra Skive senest.

Af Kim Nielsen

De to sidste år har Johnni Olsen og Tough Macoy triumferet den sidste søndag i august ved at vinde Amatør Elite Cup på Derbydagen. Det kommer ikke til at ske igen i år, da Golden Globe-sønnen for længst har overskredet grundlaget for det løb på 125.000 kr.

Men der er et sprinterløb på Derbydagen under 245.000, som er skræddersyet til starthurtige Tough Macoy, og det løb har Johnni Olsen vist i kikkerten.

Sæsonen 2019 blev indledt med en sejr i et lille felt i behersket konkurrence i Skive. Men de efterfølgende fem starter gav som bedst to fjerdepladser, og der var et stykke til den gamle Tough Macoy, der året før tog fire sejre i ni starter og tjente 79.500 kr.

Tough Macoy Og Johnni Olsen 16918

Tough Macoy vandt også en Ligafinale i Aalborg i sidste sæson. Foto: Hesselborg Foto.

Affyring i Skive

For et par uger siden skulle vallakken så starte i Skive. Af med skoene og så blev ”Tøffe” ellers fyret af og vandt let i 1.15,0 fuld vej. Det var en god formbesked, som Johnni Olsen fik, og ud fra hans trænerkommentarer, kan man se, at det med en tredje Derbyvase hele tiden har været målet. Om 2. løb nr. 6 Tough Macoy siger Johnni Olsen:

- Han har fået nogle rolige rygløb, hvor han var faldet meget til ro. Sidst valgte jeg så, at sende ham af sted, og det var han klar til. Hvis jeg skal være med i Derbyweekenden, skal han op i gear, og det går den rigtige vej. Der er flere gode starthurtige heste med i løbet, så meget bliver nok afgjort i starten. Men en hest, der render 1.12 den sidste omgang i Skive, kan vel også gøre det samme i Billund. Det bliver som i Skive uden sko, hvis banen er til det. Jeg tror på, at jeg er mellem de tre første. Løbsafviklingen afgør, om vi er et, to eller tre.

Toughmacoy 1684 180826

De to sidste år har Tough Macoy sikret ejerkredsen en Derbyvase. Johnni Olsen har sigtet er indstillet på en tredje vase den sidste søndag i august. Foto: Martin Timm Holmstav.

I det afsluttende formløb i Billund i dag kører Johnni Olsen Livi Giggs, der vandt forrige gang, og i den halve linje i programmet fik den en tredjeplads i Aalborg i lørdags. 8. løb nr. 7 Livi Giggs får følgende ord med på vejen:

- Han var som forventet i sidste start. Var ikke helt på dupperne, som da det var sprint. Kørte et fornuftigt løb med ham i lørdags, da der også skulle være kræfter til starten her i Billund. Han blander sig mellem de tre igen.

Samtlige trænerkommentarer, baneprogram og dagens ekspertanalyse findes som sædvanlig på fasttrackracing.dk her:

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere