Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Stefan Lind-Holm er tilbage i amatørtoppen efter en periode med manglende lyst til travet.Foto: Torben Ager.

Succesamatør: Det må ikke kun handle om at vinde

Stefan Lind Holm 19 August 2018 Fotograf Torben Ager Travfoto Bornholm TKA 3785
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
10. januar 2019 15:43

Stefan Lind-Holm, sidste års oftest sejrende amatørkusk, var tæt på at opgive sporten for år tilbage, men har nu trappet ned og fundet en balance, der igen har bragt ham tilbage i toppen.

Bornholmske Stefan Lind-Holm har været en del af den danske amatørkusketop i mange år, men ramte pludselig en mental kriseperiode, hvor lysten forsvandt. Nu har ’Skipper’ genfundet glæden ved væddeløbssporten, men det har betydet færre heste i træning og færre gæstekøreture.

   - Jeg har fået en afklaring, og fundet ud af, at det ikke kun må handle om at vinde, som det gjorde engang. Det er totaloplevelsen i det, og tilknytningen til de mennesker, som har hestene, der betyder noget, fortæller Stefan Lind-Holm, der ikke finder den samme glæde i at køre andre folks heste, som tidligere:

  - Før i tiden var man utrolig stolt efter en sejr, og hvad man havde formået. Men i dag er jeg bevidst om, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan.

Kærligheden til hjemmebanen

I takt med at betydningen af væddeløb har ændret sig er tilknytningen til Bornholms Brand Park blevet endnu stærkere for Stefan Lind-Holm, der med stor sandsynlighed havde trådt ud af sporten, hvis ikke han boede på Solskinsøen.

  - I sådan et lille samfund er det, kender folk mig som ham, der kører travløb. Det er min identitet, og det smider man ikke bare sådan væk.

  - De der sommerdage, hvor banen er proppet med mennesker er helt specielle. Det viser hvad travet kan som publikumssport, hvor man er sammen om oplevelsen, og hvorfor kører man ellers travløb? Hvis menneskerne flytter sig væk fra banerne, så har sporten tabt.

Publikum 31 Juli 2018 Fotograf Torben Ager Travfoto Bornholm TKA 3209

En propfyldt Bornholms Brand Park en sommeraften i 2018. Foto: Torben Ager. 

Atter gallaaktuel

Selvom livets gang har ændret på vindermentalitetens karakter, har det stadig en betydning at kunne være med i toppen, hvilket 2018s amatørchampionat og en nominering til Årets Amatørkusk ved Hestesportens Galla i den grad understreger. Den kommende sæson er også sikret med et par udskiftninger i stalden.

  - Selvom jeg efterhånden er blevet en gammel ræv, så betyder det meget, når man går op i noget, at mennesker indenfor sporten synes, man skal hædres, siger Skipper, der vandt kategorien tilbage i 2012.

  - Nu har jeg fundet et passende niveau, hvor jeg kører ca. 100 løb årligt og har tre heste i træning. Vi har skilt os af med to, og fået en ny hest hjem i Save Our Souls (svensk otteårig Dream Vacation-hoppe, 346.188 kr. i indtjening, red.), som jeg håber kan være med i de gode hoppeløb og måske også i den bornholmske hurtigklasse i fremtiden.

Af Camilla Halldorsson

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere