Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Status på spillet 2018

Bet25 Logo JVB
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
11. januar 2019 13:29

Den samlede opgørelse for spilomsætningen i 2018 siger status quo i forhold til året før. Få direktør Henrik Friis’ kommentar på betydelige faktorer.

Et beskedent plus på 3,5 mio. kroner eller 1% er resultatet af den samlede omsætning for spillet i Danmark 2018 sammenlignet med året før.

På trods af at den danske spilomsætning kom godt fra start i 2018, lander resultatet på mere eller mindre status quo. Den danske omsætning stiger med +2% (2,7 mio. kr.), mens banespillet oplever et fald på -2% (893.818 kr.). Se nøgletallene for 2018.

Dét ligger bag tallene

Hvad skal tages i betragtning, når omsætningstallene vurderes? Få direktør i Dansk Hestevæddeløb Henrik Friis' kommentarer i følgende Q&A:

1. Er status quo i spilomsætningen reelt lig tilbagegang, når der har været skandinavisk spil på stort set alle løbsdage i 2018 til forskel for året før?

Overordnet ser jeg markedet som værende status quo. Det er ikke tilfredsstillende, dog er et svensk valutafald på 10% kraftigt medvirkende til, at det ikke blev en stigning.

Samtidig var der skandinavisk spil i 2017. De dage, hvor der er tilføjet skandinavisk spil i 2018, var især løb på hverdage, hvor der allerede ligger et skandinavisk spilleprodukt. Derfor kan man ikke forvente den samme positive udvikling.

Ser vi på den danske omsætning, har skuffelserne været storløbsdage især på søndage, hvor næsten samtlige har ligget under 2017-niveau. Der er en opgave, vi skal have løftet.

Isolerer vi hverdagstravet, har de fælles skandinaviske puljer været positive, og da vi af erfaring ved, at det tager to-tre år at etablere nye spiltidspunkter (fx kl. 17), så er jeg godt tilfreds med omsætningsforøgelserne på de dage.

2. Sker spiloptimeringen på bekostning af hestevæddeløb som publikumssport og livet på banerne?

Hestevæddeløb og spil er afhængige af hinanden, og i vores planlægning er vi meget bevidste om at sikre en god balance. Vores nuværende starttidspunkter på hverdage (mandag-torsdag kl. 17) fungerer fint, og jeg anser det ikke for at være et dårligere starttidspunkt end det tidligere 18.15. Naturligvis er der noget tilvænning, der skal indarbejdes for banens publikum.

Hovedparten af de øvrige løb afvikles fredag eftermiddage og i weekenden, og her bør der være grobund for at kunne trække publikum til.

Vinterperiodens Lunch Trav giver en kraftig spilforøgelse, men afvikles på et ugunstigt tidspunkt. Her er der dog kun tale om ni dage, som afvikles i en periode, hvor banerne erfaringsmæssigt ej heller har det store publikumsbesøg til aftensløb.

3. Hvor stor indflydelse har de enkelte baner på deres omsætning?

På totalomsætningen har banerne lav indflydelse, da det defineres via starttidspunkt, spilleform og i mindre grad præmiebudget. Dog har banerne selvfølgelig indflydelse på at kunne genere en god banespilomsætning.

4. Hvorfor har Norge i perioder ikke spillet ind til danske puljer, og hvad kan vi forvente i 2019?

Norge spiller med, når de mener, det er relevant. Dog var der en prisforhandling i starten af året, som medførte en periode med et bevidst fravalg fra deres side.

Vi forventer et stort tilspil fra udlandet i de måneder, hvor løbsudbuddet er lavt, mens vi i perioder med stort udbud som i sommermånederne, vil opleve lavere tilspil.

5. Hvad vil man gøre i 2019 for at øge spilomsætningen?

Konkurrencen på det danske marked øges i 2019, da der som minimum kommer en ekstra online-spiludbyder. Det medfører mere markedsføring og en forventelig højere omsætning. Vi vil selvfølgelig fortsætte vores dialog med vores nordiske partnere omkring optimering af afviklingstidspunkter i forhold til spilomsætning.

Kort før årsskiftet lancerede vi spiluniverset Fast Track Racing, der samler al spilinformation på hestevæddeløb i Danmark. I det kommende år vil sitet blive markedsført i ind- og udland med særligt fokus på ramme allerede etablerede sportsspillere i Danmark og eksisterende skandinaviske hestevæddeløbsspillere.  

Et andet vigtigt punkt det kommende år er, at vi vil forøge kundeoplevelsen på danske væddeløbsbaner. Vi har derfor igangsat kundeundersøgelser på landets baner i 2019, som senere på året vil udmønte sig i konkrete tiltag.

Af Camilla Halldorsson

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere