Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Hele familien Rasmussen igen samlet sammen med fantastiske Amulet.Foto: Ole Hindby.

Hoppederbyvinder i avlen

Amulet 10092016 (1)
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
30. januar 2019 16:12

Familien Rasmussens Amulet var sine årgangsfæller overlegen, men fra femårssæsonen gik det ned ad bakke. Efter en operation og et vanskeligt restitutionsforløb er beslutningen endegyldigt taget - væddeløbskarrieren har nået sin ende.

Siden seneste start i finalen i Preben Munchs Mindeløb i juni 2018 har Amulet døjet med en halthed, og det efterfølgende efterår fik man muligvis svaret på, hvad der har drillet A-årgangens dronning gennem en længere periode.

På Ansager Dyrehospital fandt man en knoglecyste i et bagben, et væskeholdigt hulrum, der var bristet, og ført betændelsesvæske ud i leddet. Cysten blev skrabet ud via en kikkertoperation, men hvorvidt det ville blive normalt igen, kunne dyrlægen ikke vurdere.

  - Hun var meget dårlig af halthed efterfølgende, hvor hun blev holdt i ro i boksen. På et tidspunkt, da det var allerværst, snakkede vi hestevelfærd, men heldigvis kom hun sig igen, fortæller Peter Rasmussen.

  - Det var i sidste ende ikke nogen svær beslutning, at det definitivt er slut med løb. Hun har ikke noget, hun skal bevise og vi vil hellere have en hest, som vi kan få nogle føl på, end at skulle løbe endnu en risiko.

Fortsættelse følger

Hvad der endegyldigt er skyld i kontrasten fra fire- til femårssæsonen, vides ikke. Men nu ser familien fremad, og venter spændt på fortsættelsen, hvor Amulet med stor sandsynlighed skal bedækkes amerikanske Explosive Matter, der af danske afkom blandt andet har Destiny og Eastboundanddown.

  - Efter fireårssæsonen havde jeg en hest, der aldrig havde været behandlet før. Jeg følte, at vi havde masser at skrue på i træning osv., og havde derfor store forventninger til fortsættelsen, og en formodning om, at hun kunne blive en af de bedste hopper i Danmark.

  - Men nu tager vi det som noget positivt, at hun går i avlen. Vi har en ung følhoppe, der har kørt relativt få løb, så det skal blive spændende.

  - Jeg har fået lagt en forespørgsel ind om Explosive Matter hos Stutteri Broline. En spændende, og fantastisk hingst, og på denne måde er der mulighed for fersk sæd, der har en større folingsprocent.

Amulet 0934 160827

Amulet vinder Dansk Hoppederby 2016. Foto: Burt Seeger. 

Helt særlig fra start

  - Jeg kan huske, da hun blev godkendt i prøveløb som treåring på en 17-tid. Da sagde Birger efterfølgende 'hende her, kommer de andre til at døje med'. Og hun viste sig som en komplet hest med en utrolig eksplosivet, stor styrke, og derudover er hun fantastisk let at omgås modsat mange andre hopper, påpeger Peter Rasmussen, der ikke er i tvivl om, hvilken oplevelse der var den største: Selvfølgelig hoppederbyet, men hendes bedste løb var dog Aalborg Store Pris-hoppeløbet, hvor hun vandt trods spor 11.

I tre- og fireårssæsonen tog Amulet 13 sejre i 16 starter (14 sejre i 29 starter i alt), rundede totalt en præmiesum på 791.000 kr. og med rekorden 12,1ak.

Af Camilla Halldorsson

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere