Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Cerveza og Kenneth AndersenFoto: Hesselborg Foto

”Øl-hesten” Cerveza blev en rigtig vinderhest

Cerveza040618
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
10. januar 2019 10:00

Med fem sejre og to andenpladser blev Stald Fairhills nu 5-årige vallak ”Årets hest” i Aalborg. Det blev til i alt otte årssejre – det samme som Borntowin, Knight Rider og Something Fishy, hvor Borntowin med fem andenpladser topper sejrslisten på landsplan.

Efter en debutsejr som 3-åring ultimo december 2017 fik Cerveza tre måneders vinterpause. Men så var den til gengæld helt klar til at tage hul på det, der skulle vise sig at være en forrygende 4-års sæson. Med Kenneth Andersen som fast makker i sulkyen lagde parret ud med to sejre på hjemmebanen i Aalborg.  

Efter en andenplads i næste start kom sæsonens tredje sejr i hus. Og så var næste opgave en af prøverne til ”Jydsk 4-årings Grand Prix” i Aarhus. Det blev en stor triumf for kredsen omkring Cerveza med en ny sejr, hvor de tre senere Derbydeltagere Chief One, Close To Heaven og Come On Hugo var i det slagne felt.

Men trænerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen, og i selve Grand Prix’et kom sæsonens første nul i protokollen.

- Han vandt jo prøven på besnærende vis, og derefter var det vel de mange penge i årgangsløbene, der lokkede. Men sådan en chance skal man gribe. Og det var en stor oplevelse at vinde en Grand Prix-prøve, fortæller Kenneth Andersen.

Cerveza 170618 (1) Cerveza og Kenneth Andersen samt en glad ejerkreds efter sejren i en af prøverne til "Jydsk 4-årings Grand Prix". Foto: Ole Hindby

Derbydrømmen der brast

Efter en ny udebanesejr i Billund stod Derbyprøverne på menuen. Men drømmen om at få en Debydeltager brast, da Cerveza klappede helt sammen efter at have ligget med fremme undervejs. Med søskende som Razorblade, Beyblade og Sequenzer har Cerveza ikke overraskende et vist temperament, og det kom til udtryk ved hestens to starter på Charlottenlund.

- I København fungerede det slet ikke for ham. I Derbyprøven lå han for hårdt på undervejs, hvor han blev alt for hidsig. Og i ”Derby Consolation” blev han igen for hidsig og var næsten på grænsen til at være løbsk, da startvognen slap – i øvrigt efter der havde været omstart i første forsøg. Herefter måtte vi tage en pause, husker Kenneth Andersen.

Ejes af anpartsstald

Opdrætter af Cerveza er Lars Børge Larsen, der sammen med sin far Bendt ejede vinderen af Dansk Hoppe Derby i 1994 Star Of Kayne, som blev kørt at Kenneth Andersen far Pauli Andersen.

- Jeg har kendt Lars Børge i rigtig mange år. Og han har lavet den her anpartsstald med nogle af sine venner. Jeg har kørt nogle hurtigarbejder og givet lidt råd ind imellem. Men det er ejerkredsen, der står for den daglige pasning og træning.

- Ejerne har gjort en stor indsat for at holde hovedet koldt på ham, så det skal de have stor ros for, lyder det anerkendende fra Kenneth Andersen.

Cerveza Og Ejerkreds Aalborg 81018

Repræsentanter fra Stald Fairhill sammen med Kenneth Andersen efter sejren 8. oktober. Foto: Hesselborg Foto.

Dyster mod Cadilac Shadow

Ud over sejren i Grand Prix-prøven i Aarhus, så fremhæver Kenneth Andersen de fine dyster, som Cerveza har haft på hjemmebane mod Cadilac Shadow. Efter en pause efter Derbyweekenden kom Cerveza nemlig stærkt tilbage i oktober. Her blev det til to sejre efter drabelige opgør mod netop Cadilac Shadow. Herefter var titlen som ”Årets hest” hjemme, selv om Neo tog skalpen på Cerveza i den sidste start i Aalborg ultimo november.

Cerveza 261118

For anden gang i træk besejrer Cerveza Cadilac Shadow og tager sin femte og afgørende årssejr på Aalborg Racing Arena. Foto: Hesselborg Foto.

- Sæsonen som helhed har været fantastisk. Har ikke lavet noget forkert på hjemmebane. Han er jo nærmest ubesejret, da de to andenpladser var meget tætte. Det har været rigtig flot og en stor oplevelse.

- Hans bedste egenskab er, at han vil vinde. Han er en rigtig vinderhest og har gjort det både på den hårde måde og på speed. Han gør sit bedste hver gang og har holdt formen hele sæsonen, fremhæver Kenneth Andersen.

- Iflg. ejerne kan de nok ikke træne derhjemme, hvis det bliver rigtig vinter. Men det er det jo ikke endnu, så vi starter på indtil da – næste gang på søndag herhjemme i Aalborg. Der ligger mange starter og venter på ham endnu, slutter Kenneth Andersen.

Af Kim Nielsen

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere