Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Morten Melin med Global Rhapsody efter sejr i AalborgFoto: Hesselborg Foto

’Ventilen, da det var værst’

Morten Melin 121118
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
22. januar 2019 19:03

For amatørtræner Morten Melin har travhestene været den store redning efter en trafikulykke ændrede hans liv radikalt. Oplevelserne har præget hans tilgang til hestene, hvor der primært fokuseres på heste, der er givet op på - som forvandlingsnummeret Global Rhapsody.

En trafikulykke i 1997, hvor en modkørende bilist ikke overholder sin vigepligt, blev skæbnesvanger for Morten Melin. De efterfølgende seks år døjer Morten med blandt andet angstanfald og svimmelhed, mens den værste kamp udspiller sig i at få anerkendt følgerne for hans arbejdsevne og tilkendt førtidspension.

  - Det tog seks år, hvor de afskrev det med et piskesmæld. Heldigvis finder Le Tølbøl og Anita Bakkegård (alternative behandlere, red.) senere nogle fejl i nakke og hoved, der reducerer min svimmelhed, fortæller Morten Melin.

  - Det var et stort kaos, men hestene var ligesom ventilen dengang, det var værst, og på den måde har reddet mig. I stedet for at blive siddende indenfor, så kom jeg ud. Og i den forbindelse er det min kone Anita (Gregersen, red.), der har båret mig igennem det. Jeg kunne på ingen måde selv varetage hestene, men hun laver alt det praktiske, og har muliggjort dette fristed.

  - I dag har jeg lært at leve med de forskellige symptomer. Jeg har mere styr på min angst, og fungerer godt under hjemlige forhold, men ikke i stressende situationer. Fx koster løbsdagene mange kræfter, men det er også vigtigt for mig at forsøge at komme ud.

Mirakler for små midler

De seneste år har Morten og Anita med base i Aarhus-omårdet haft en 6-9 heste gående. En kombination af yngre heste, der trænes op og sælges videre, samt ældre heste, der er givet op på,  og som 47-årige Morten føler en speciel forbindelse med. Et af de helt nye eksempler er Global Rhapsody, der efter en miserabel resultatrække er blomstret op i Melins varetægt.

  - Jeg føler, at det er lidt samme situation, jeg var i. At føle sig fanget i et system, uden nogen, der tror på en. Og med forholdsvist små midler - tålmodighed og kærlig pleje, så rejser nogle af dem sig igen.

  - Vagn Lønborg sagde engang, at hvis en hest på et tidspunkt har bevist, at den kan løbe væddeløb, så kan den også igen - medmindre den har haft en stor skade. Det har jeg rettet mig efter, og Global Rhapsody er et typisk eksempel.

  - Jeg husker et helt fantastisk løb, hun gik i Hamborg for år tilbage, og da hun så dukkede op på en sagsliste til fornuftige penge, var jeg ikke i tvivl.

Global Rhapsody 181112

Global Rhapsody vinder den første start i nyt regi med Casper M. Nielsen i sulkyen. Foto: Hesselborg.

Ny svensk opgave

Den primære ændring for Global Rhapsody i nyt regi var skiftet til løsdrift, der dermed fik  bugt med halsproblemer. Nu har hoppen vist, at hun kan begå sig mod de bedre nordiske hopper i klassen, og i morgen onsdag venter endnu en stor svensk opgave i form af Stostayern på Åby Travet med 70.000 svenske kroner til vinderen.

  - Hun er en meget sensitiv hest, der ikke tåler mange ændringer i sin hverdag. Derfor er jeg lidt spændt på, hvordan hun reagerer på at skulle varme op på den store bane på Åby, hvor hun ellers har kunnet varme bag banen på de andre baner.

  - Men hun møder hopper, som hun har spurtet forbi de sidste par gange, så får hun et fornuftigt løb midt i feltet og plads til slut, så kan hun være med helt fremme, siger Morten Melin afslutningsvis.

---

Flere danske ekvipager tager turen over sundet, når Åby Travet er den ene vært af ugens store V86-omgang.

Af Camilla Halldorsson

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere