Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Amerian besejrer Guy Pomponne i første start for Bent SvendsenFoto: Flemming Andersen

Svendsens forvandlingsnummer

Amerian 020219
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
03. februar 2019 16:16

Til overraskelse for de fleste andre end Bent Svendsen formåede Amerian lørdag aften i Skive at kæmpe sig forbi 15:10-favoritten Guy Pomponne.

Med tiden 1.14,9a/1600 meter blev Amerian aftenens hurtigste vinder – i hesten første start siden 19. november og samtidig i debut for Bent Svendsen.

»Jeg blev ringet op af Claus Muhlig, som står for Stald Danmark. Han sagde, at nu skulle Amerian lære at gå fra start, og om jeg ville have den i træning,« fortæller Bent Svendsen.

»Jeg sagde, at vi træner hesten på den måde vi nu gør, og at den ikke ville komme til start før den var klar. Herefter har vi bare trænet hesten i intervaller i de seks uger, vi har haft den. Det har hesten gjort på en sådan måde at jeg har sagt: Den vinder første gang,« siger Bent Svendsen og tilføjer i samme åndedrag:

»Det troede jeg så ikke på, da jeg så at den skulle møde Guy Pomponne, men nu kørte jeg jo meget bedre end Birger og sad bag ham hver gang. Det kan han ikke lide, når man sådan lister med bag ham,« skratter Bent Svendsen.

Norsk hovedlag for en sikkerheds skyld

»Hesten har tidligere været dum og haft det med at ville bryde ud eller ikke ville dreje. Det har vi nu ikke haft bøvl med. Tidligere har hesten gået med lukket hovedlag og fast ørehætte. Jeg tænkte, at vi går den anden vej, så jeg gav hesten norsk hovedlag på for at have muligheden for at trække det inden tid, hvis hesten skulle blive dum, men det blev nu ikke aktuelt og hesten trak helt vildt for det norske hovedlag,« siger Bent Svendsen og tilføjer:

»Amerian er virkelig et skønt tiltag til biksen. Det imponerede mig at den kunne slå Guy Pomponne. Præstationen giver forhåbninger om mere idet jeg tror, den vil gå frem med den udblæsning. Samtidig bliver det ikke ringere af at jeg så kender hesten bedre. Starter næste gang 17. februar i Billund i ligaløb.«

»Daniella vinder snart løb«

Svendsen er nu noteret for fire sejre i 26 starter i denne sæson. Muligheden for et nyt pletskud findes med Daniella i forbindelse med Lunch-løbene mandag på Racing Arena Aalborg.

»Daniella (1. løb) var faktisk lidt svag senest, men der var lidt i halsen og det har vi selvfølgelig fået rettet til. Desuden så trives hesten ikke på en tung bane som senest. Hesten har trænet rigtig stærkt igen og jeg tror snart den vinder løb. Den er godt gående,« siger Bent Svendsen.

Læs yderligere træner- og kuskekommentarer på fasttrackracing.dk

Af Niels Jørgensen

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere